2.1 Kontrasten København og Kalvehave

Forleden var vi på Christianshavn, hvor vi stadig har vores lejlighed. Menneskemylderet og trafikken virkede pludselig overvældende men dog ikke skræmmende. Man opsluges hurtigt af det tætte og pulserende liv. Det er klart, at her sker en masse, men det er mindre klart, hvad det faktisk er, der sker. Bortset fra de hjemløse, tiggerne og de notorisk fulde grønlændere på Christianshavns torv synes alle at være på vej et eller andet sted hen.

Christianshavn er et orgie af sociale og kulturelle forskelligheder. Mennesker i alle aldre og kulører og i alle tænkelige stilarter: unge og gamle, børn og midaldrende, håndværkere, akademikere, kunstnere, turister og besøgende, som er kunder i Christianias hashboder. Mange skøre og skæve eksistenser. Nogle af dem er tydeligvis psykisk syge og misbrugere, andre er illegale indvandrer. 

De hjemløse og grønlænderne på torvet griser og larmer lidt, men de griner smittende og er en fast bestanddel af bybilledet. Jeg har aldrig følt mig utryg på Christianshavn. 

Og så er der de skønne kanaler og voldene omkring denne særlige bydel. Joh, Christianshavn er dejlig. Det er hele det indre København. Efter min mening findes der ingen skønnere hovedstad i verden – især ikke i solskin.

Så hjem til Kalvehave, hvor jeg skulle hjælpe til med aftenens arrangement i Den Gule Stald, som er vores lille kulturhus drevet af frivillig arbejdskraft. Poul foretrak en stille aften hjemme.

Den aften var der åben scene, hvor enhver kan komme og optræde. Aftenen var forrygende. Et væld af amatører og semiprofessionelle kunstnere med forskellige genrer. Ved åben scene er der plads til fejl og en falsk tone indimellem, men det er sjovt. Alle viste højt humør, og vi stod næsten i kø for at hjælpe til. Udenfor gik solen ned bag den smukke Alexandrines bro, og gennem aftenen fik jeg mange knus. Joh, vi er blevet taget godt imod her i Kalvehave. 

Og så er der jo hønsene. De er SÅ sjove. 

3.1 Memento Mori – Carpe Diem

Som regel opfattes alderdommen som en livsperiode præget af svaghed og helbredsproblemer. Og ja … sådan set er der jo noget om snakken. Synet bliver svagere (det er irriterende, at varedeklarationer skrives så småt). Hørelsen svækkes (det starter strengt taget allerede fra 10-års alderen). Mange mennesker døjer med smerter i ryg, hofte eller knæ. Kræfterne rækker ikke altid til at åbne et skruelåg uden værktøj, og det kniber med at holde til en hel dags havearbejde. Så hvordan i alverden kunne vi finde på at anskaffe et stort hus og en stor have. Tosset? Tja, strengt taget, men hør lige:

Her i begyndelsen af det 21. århundrede lever mange mennesker i mere end 80 år uden alvorlige problemer. Man kan populært sige, at vi både har lagt år til livet og liv til årene. I middelalderens England var middellevetiden 33 år. I USA var den i 1900 vokset til 47 år. I Danmark forventes en middellevetid på 82,9 år for danske kvinder, som fødes nu. Det er en kæmpe vækst i løbet af 100 år, selvom DK ligger lavt sammenlignet med andre lande i Europa og meget lavere end Japan. Forklaringen er, at danske kvinder ikke lever sundt nok, hmm…

Litteraturen illustrerer ofte livets gang som en livsbue eller en trappe. Gerontologer fortæller, hvordan livsbuen (eller livstrappen) er fladet ud gennem de seneste generationer. Medens livsforløbet førhen kunne illustreres som en bue med en ret smal top (nærmest en parabel), hvor man toppede omkring 40-års-alderen, skal man nu forestille sig en livsbue eller trappe, hvor man vokser op (metaforisk set går op af trappen, medens man udvikler sig). Her på toppen er der nu et meget bredt stykke, da buen (eller trappen) først for alvor går nedad efter det firsindstyvende år. Faldet er blevet mere brat. Anderledes sagt: i almindelighed får mennesker både flere leveår og flere år med godt helbred. Og det er almindeligt, at nutidens 70-årige har et helbred, kondition mv. der matcher forrige generations 60- årige.

Jeg blev født i 1953, og når jeg har overlevet indtil nu, kan jeg forvente at blive 88 år. Statistisk set har jeg altså næsten 23 år tilbage. Og jeg vil så nødigt bruge de næste årtier på at være bange for, at jeg ikke kan klare det, jeg kaster mig ud i. Ærlig talt, så er jeg bange for det, men jeg vil nødigt have, at den angst skal styre mit liv.

Jeg har næsten kronisk ondt i mit ene knæ, men det skyldes et cykelstyrt for et år siden. Poul er fyldt 81 år. Han har hjerteflimmer, en dårlig ryg og et par andre mindre skavanker (han har givet mig lov til at sladre om hans helbred). Sagen er, at selvom det biologiske aspekt af tilværelsen er af særlig afgørende betydning i hverdagene i den sidste tid i livet, har Poul og jeg det alt i alt ganske glimrende, og vi finder ud af at kompensere for skavankerne. Vi satser på, at vi kan klare det en del år endnu, men vi er meget beviste om, at vores restlevetid er overskuelig, og vi ved meget vel, at vores hverdag kan bryde sammen når som helst. Dette kan jo også ske for unge mennesker, men det er nu sådan i vores alder, at døden bliver mere nærværende, og testamentet er lavet. Memento Mori. Vi ved det, men indtil videre vil vi satse på at leve så godt vi kan. Carpe Diem …

Vi har brug for held, men hvis vi ikke foretager sig noget, hvor vi har brug for held, finder vi jo aldrig ud af, om vi har heldet med os (frit citeret efter hukommelsen fra en bog af Hjalte Tin og Nina Rasmussen – tror jeg nok, det var).

Hold da fast, hvor er der meget at lave i vores hus og have. I de seneste par dage har Poul gravet hundredvis af mælkebøtter op. Og hver dag er der nye. Jeg har klippet vedbend i lange baner. Træls arbejde, men heldigvis tog Anne Mette her i påsken en stor tørn med de vildtvoksende vedbend, medens Maja sørgede for middagen til påskegæsterne. Desuden har jeg fjernet ukrudt i blomsterbedene. Det er heller ikke det allermest sjove arbejde. Til gengæld har det været sjovt og behageligt at gøre alt klart i drivhuset. Og vores asparges er kommet op!

1) giftfri fjernelse af mælkebøtter, 2) lugning – jeg fravalgte billedet, hvor jeg står med rumpen i vejret , 3) så er der forberedt til årets høst, 4) den første asparges

3.2 Olga, Rosa og Æggelotte

Vi har fået hønsehus og tre høns. Det kom som et startkit – alt inklusive: hønsehus med en hønsegård, som er sikret mod ræve, rotter og mår, tre brune høns, foder, skaller, savsmuld og hvad der ellers skal til. Michael fra www.hønsegården.dk kom sammen med sin kæreste Rikke. I løbet af en times tid var det hele sat op, og de tre høns var sat på plads i deres nye hjem. Michael og Rikke er søde mennesker, og vi har fået en god service.

Det er selvfølgelig ikke nogen billig løsning at købe et sådant startkit. Hvis vi havde været fra landet, havde vi sikkert etableret en hønsegård med diverse forhåndenværende materiale, og det havde kostet en tiendedel af beløbet, men vi er jo i bund og grund byboer, som alle dage har beskæftiget os med akademisk arbejde, og vi har meget at lære. Og så er det her et ret pænt hønsehus.

Hønsene var navngivet allerede før ankomsten. Det var bare et spørgsmål om, hvem af dem, der skulle hedde hvad. De hedder Olga, Rosa og Æggelotte. Sidstnævnte er opkaldt efter en høne, jeg havde for mere end tredive år siden, da jeg som ulandsfrivillig boede et par år midt i Kalahariørkenen. Det var med mine to børn, som var små dengang, og min daværende ægtefælle. På et tidspunkt rykkede en høne ind. Hvor den kom fra, ved jeg ikke, men den besluttede åbenbart at bo hos os. Det var en ret mærkværdig høne, som ikke kunne finde ud af at kravle op i et træ om natten. Hvilket var afgørende for høns dernede i ørkenen. Så hver aften gik jeg ud og løftede den op i et træ. Æggelotte ville kun lægge æg, når den så sit snit til at løbe ind i huset. Det gjorde den, så snart vi vendte ryggen til. Den ville absolut lægge sine æg bag en sofapude eller i den inderste krog under køkkenbordet, hvor den kunne komme ind, fordi der kun var et forhæng for. Det var Maja, som døbte den Æggelotte. Hun var tre år dengang.

Det med Æggelotte dengang for mere end tredive år siden tæller ikke rigtig med som erfaring med at holde høns, så her er også et projekt med en del nyt, som skal læres. Men efter sigende skulle det være let og sjovt at holde høns. Og det tegner også sådan. Den ene af vores tre høns er meget nysgerrig og nærmest pågående. Den har fået navnet Olga. Den anden er mere rød og fik derfor navnet Rosa. Ganske vist er den slet ikke rød. Den er brun, men nu var det jo på forhånd besluttet, at den ene høne skulle hedde Rosa (og røde køer er jo også brune). Rosa er lidt reserveret, hvilket måske ikke passer med at være opkaldt efter Rosa Luxemburg, men pyt. Rosa er et fint hønsehavn.

Tilbage var navnet Æggelotte. Foreløbig virker den ikke som den klogeste – og det passer godt i forhold til den høne, som den er opkaldt efter.

Når de har været fem dage i deres gård, kan de få lov til at gå frit rundt i haven. Det bliver sjovt.

1) Selvom haven vender mod øst, er der de skønneste farver ved solnedgang. 2) Det er dejligt at kunne tørre tøj i frisk luft. 3) Poul ser på, mens Michael stiller hønsehuset op. 4) Her er de så: Olga, Rosa og Æggelotte.

3. Hus, have og helbred

Dette punkt vil fremover indeholde indlæg om at holde hus og have og helbreddet betydning. Vi er jo ikke helt unge, så det med helbreddet er konstant en faktor i planlægning og valg af udfordringer og løsninger.

Indlæg 3.1 hedder Memento Mori – Carpe Diem. Lidt om aldring og om at gribe dagen, mens den er her.

Indlæg 3.2 hedder Olga, Rosa og Æggelotte. Det handler om vores nye hønsehus – en helt ny erfaring og derfor også om livslang læring.

Flere indlæg følger. Indlæggene fremkommer i bloggen i den rækkefølge, de er skrevet. Du vil derfor se, at afsnittene ikke kommer kronologisk svarende til deres numre. Den ene dag skriver jeg måske et indlæg til afsnit 3 og dagen efter et indlæg til afsnit 2 eller 7. Man skal derfor bruge menuen i venstre side, hvis et tema vil læses i sammenhæng.

Flere indlæg følger

1. Så er det NU

Jeg har foretaget en mindre omstrukturering af min blog. Samlet de oprindelige punkter 1-3 her under overskriften “Så er det NU” med mine indlæg fra dagene omkring overtagelsen og de første dage derefter. Punkt 2, som nu er blevet ledig, vil fremover indeholde indlæg under overskriften “Mellem land og by”. Punkt 3 vil fremover indholde indlæg under overskriften “Huset, haven og helbreddet”.

5.4 En hæsblæsende og koldt blæsende uge

Det har været en travl uge, der startede med, at vi fejrede Majas fødselsdag sidste søndag. Dagen før havde vi besøg af et par venner fra Aarhus. De overnattede, og et par af os blev hængende det meste af natten over diverse alkoholiske drikke..

Ugen har været fyldt med både sure og sjove pligtopgaver. Vi har fået solgt sommerhuset til hurtig overtagelse. Derfor har vi været nødt til at gøre det klar til aflevering hurtigere end planlagt. Huset er solgt med indbo, men der er alligevel meget, som skal pakkes og gøres rent. Man kan jo ikke så godt aflevere et hus med et snavset køleskab, gammelt mel i krukkerne og personlige papirer i skufferne. Der er mere arbejde, end vi troede, så vi er ikke blevet færdige.

I ugens løb har vi også været inde i byen for at gøre lejligheden i stand efter flytningen. Der er vi heller ikke blevet færdig. Jeg synes egentligt, vi boede pænt derinde, men da lejligheden blev tømt, dukkede der mange sømhuller op, manglende skruer, fodlister, som aldrig er blevet færdigmalet osv. Alt bliver malet derinde, og vi har talt om, at det var nemmere, hvis den var solgt, for så kunne vi have klaret det med en omgang rengøring, men når den skal lejes ud, skal den være i orden. Desværre er der endnu ikke fundet en lejer.

Og så knokler vi med at få alt på plads her i Kalvehave. I princippet er der jo ikke noget, som haster, men der er hele tiden noget, man lige kan male eller hænge op. Det er i princippet nemt nok – bortset fra de tilfælde, hvor væggen ikke er til at sætte skruer i, eller hvor stikkontakten viser sig at være i stykker. Hmm … men huset er jo trods alt også over 120 år gammelt. Sådan er det jo, men når der er malerarbejde både her og hisset, reagerer min gigtplagede pegefinger. Den har ikke godt af så mange timer med en pensel.

I fredags kom sælgeren af huset og hjalp os i gang med at bruge havetraktoren. Pouls hjerte flimrede den dag, så det blev mig, som måtte op på traktoren. Det kan man altså også begynde på som 65-årig. Jeg drønede rund i forskellige formationer for at blive fortrolig med køretøjet. Det var faktisk sjovt, men mønstret i græsplænen blev ikke så smukt. Det kommer… 

Fredag aften var jeg i Den Gule Stald, som er vores lille kulturhus på havnen. Poul blev hjemme med sit flimrende hjerte. Jeg har meldt mig som frivillig medhjælper i ”Café Den Gule Stald”, som står for det praktiske i forbindelse med arrangementer. Udover at ordne stole, borde, stearinlys, blomster og kaffe består arbejdet også i at stå i baren. Jeg mindes mine unge dage, hvor jeg havde studiejobs som bartender. Det er ret sjovt, og jeg kender allerede mange mennesker hernede. Arrangementet i fredags var et sing-along-arrangement med country-sange. Stemningen var rigtig god. Inklusiv de frivillige og musikerne var vi mere end 50 personer. 

Det er så godt, at vi har Den Gule Stald, hvor der er flere arrangementer hver måned. Desværre er der risiko for, at Vordingborg kommune ikke vil fortsætte med at stille den til rådighed (jeg kender ikke til detaljerne i lejemål mv. man har hørt at fremtiden for Den Gule Stald er usikker). Forhåbentligt kan vi fortsætte. Kulturliv i forskellige former afgørende for vores lille samfund.

I denne her weekend har den ene af vores sønner, Tai, været på besøg. Desværre havde han halsbetændelse, så der var ikke så meget arbejde i ham. Han kom lørdag og var så sløj, at han sov flere timer. Imens var jeg til møde i Den Gule Stald. Det var et møde i en arbejdsgruppe under “Alliancen mod et udrejsecenter på Lindholm”. Lindholmsagen er meget vigtig for os. 

Mens sønnike og jeg var ude at handle søndag eftermiddag, gik Poul en tur og plukkede gule anemoner. De er så smukke med en helt særlig gul farve. Man skal bare lige have et særligt øje for at finde dem i denne her tid, hvor det vrimler med gul vorterod.

I de næste par dage bliver der ikke lavet så meget praktisk arbejde fra min side. Sammen med en medforfatter, Tine, skal jeg bruge et par dage på intenst arbejde med en bog. Vi har en deadline, som vi får svært ved at overholde. Når Tine er rejst er det påske, og så skal der være tid til hygge med familie og venner (og arbejde). 

Der er lovet godt vejr i påsken. Jeg glæder mig. Nu har vi haft  en stærk og hundekold østenvind – den såkaldte påskeøsten – i en uge. Bortset fra fredag eftermiddag, hvor jeg kørte havetraktor, har det ikke været rart at opholde sig udendørs.

Det har sandelig været en både hæsblæsende og koldt blæsende uge.

Flaghejsning, første tur på havetraktor, gule anemoner og klargøring til maling.

9. Hvem bor i Kalvehave, og hvad laver de?

I et interview ved et protestarrangement mod planen om et udrejsecenter på Lindholm blev Kalvehave omtalt som Sydsjællands udgave af Hornbæk: Om sommeren er her et sandt ferieparadis med masser af turister i sommerhusene, havnens ferieboliger, lystbåde og campere.

Sammenligningen var måske lidt af en tilsnigelse. I hvert tilfælde vil jeg hellere være her i Kalvehave end i den nordsjællandske ferieby Hornbæk, for her er mere fredeligt. Det formoder jeg da – vi har jo endnu ikke oplevet en sommer her, men vi har ikke de mange butikker og restauranter og cafeer – og det er godt. 

Apropos restauranter. Udover Færgegården og havnens café har vi her i Kalvehave en cateringvirksomhed (Majas Selskabsdinner). Udover mad til fester kan man købe dagens middag til 55 kroner samt smørrebrød. Det almindelige koster 12 kroner. Det har vi ikke prøvet, men vi har prøvet det højtbelagte til kr 25,-. Prisen gjorde mig lidt bekymret, men det var aldeles grundløst, og jeg havde ikke behøvet 10 stykker til fire personer. Stykkerne var kæmpestore og i øvrigt friske og fine. Almindelig klassisk smørrebrød. Den pris får man vist ikke meget for oppe i Hornbæk. 

Her er betagende smukt. Fra vores hus har vi en helt utrolig udsigt over vandet, og i klart vejr kan vi se helt til Møns Klint. Går vi ned for enden af haven, er vi på vores egen strandgrund. Går vi til højre ad stien fra vores have og langs vandet, kommer vi i løbet af ti minutter hen til byens charmerende havn. Går vi til venstre kommer vi i løbet af ti minutter hen til en dejlig skov, som går helt ned til vandet. I Kalvehave er der stilhed, fuglefløjt, frisk luft og søde naboer. 

Måske er her også lidt kedeligt, men det tror jeg nu ikke. Kalvehave har også et aktivt socialt liv både i det lille kulturhus på havnen og i mange andre sammenhænge. Indtil videre har jeg konstateret, at her er gruppen af musikvenner, en vinterbadeklub, en amatørteaterforening, en vandregruppe og en frivillig cafégruppe til at stå bag en række kulturelle arrangementer, 

Men hvor mange indbyggere er der egentligt i Kalvehave. Er det 650 eller 700? Hvad er det for mennesker, som bor her? Hvad laver de, og hvor gamle er de? 

Hvor mange syriske indbyggere er der faktisk i det lille syriske samfund, der opstod her i byen efter den store flygtningetilstrømning, der var i 2015? Hvordan trives de her i byen? Fortjener Kalvehave stadig den integrationspris, der blev tildelt byen bagefter. 

Hvilke sociale virksomheder er her og hvor mange brugere og ansatte har de? Hvilke andre virksomheder? Hvilke foreningsaktiviteter har vi? Hvad bruges forsamlingshuset til? Hvor mange turister kommer her i Kalvehave, og hvem er de? 

Dette og meget mere har jeg sat mig for at beskrive i nogle afsnit her under bloggens punkt 9, som hermed er reserveret til et lille antropologisk studie gennem det kommende år. Jeg er spændt på, hvad jeg finder ud af.

5.3 Supergode flyttemænd, æstetisk stress og en symbolpolitisk svømmetur

Flyttebilerne kom på Christianshavn i torsdags klokken syv om morgenen. De fire flyttemænd præsenterede sig med et håndtryk og tog så fat. Effektivt, nænsomt og professionelt fik de pakket, og efter få timer var det hele båret ind i vores hus i Kalvehave. Stort set alt stillet hen, hvor det fremover skal stå. STOR ros til de søde og dygtige flyttemænd: Kenny, Jonas, Lukas og Tobias fra R&H- Flyt i Holbæk. 

Men nu roder vores hus forfærdeligt. De mange kasser med bøger kan ikke blive tømt, før reolerne er i balance på de gamle skæve gulve og forsvarligt fastgjort, så de ikke vælter, men Poul har knoklet med det, så her søndag aften er det meste af biblioteket på plads. Værre er det, at tæpperne og en del af møblerne, som passede godt til lejligheden, ikke passer helt så godt her i det smukke, meget lyse hus, som næsten minder om et badehotel. Selvfølgelig er det ikke vigtigt, om alt harmonerer i stilen, men jeg er altså lige ved at få “æstetisk betinget stress”. Lidt overdrevet, men jeg er lidt frustreret over, at der er knas i æstetikken. 

I går, lørdag var vi til et arrangement på havnen. De radikales formand, Morten Østergaard svømmede fra Lindholm til Kalvehave for at sætte fokus på det vanvittige symbolpolitiske i beslutningen om Lindholm og andre af blå bloks symbolpolitiske beslutninger. Det var et godt arrangement i det skønneste forårsvejr, man kan få i marts. Og talerne blev fint suppleret med de lokale Musikvennerne. En lille fin havnefest- hvis det ikke lige var for det alvorlige i anledningen til arrangementet.

8.2 Om ældreboliger og dårlig samvittighed

I dag har Politiken to hele sider om boliger til ældre mennesker – at de bor i alt for store parcelhuse, og at der mangler små ældrevenlige boliger … hmm … ja, tja …  Da jeg i 1980’erne underviste i sociale fag på social- og sundhedsuddannelserne, talte vi også meget om det med at flytte i tide. Og det er selvfølgelig et slogan, som ikke kan modsiges. Hvem ønsker at flytte i utide? Spørgsmålet er, hvornår det er på tide, og hvad man skal flytte til?

Når jeg læser om det fornuftige i, at ældre mennesker flytter i små, ældrevenlige boliger, får jeg ærlig talt dårlig samvittighed over det, vi har gjort. Vores valg er rent faktisk et normbrud, måske grænsende til uansvarlighed. På den anden side set er vores flytning et forsøg på at bruge livet lystfuldt – så længe vi har det. Vi er fuldt ud bevidste om, at vores restlevetid er overskuelig. Jeg er kun 65 år, men Poul er fyldt 81 år, og der er vel ingen grund til at sætte sig passivt tilbage for at vente på døden.

Men så kunne man jo i stedet bruge noget af friværdien på at rejse jorden rundt eller gøre mere for børnene. Ja, det kunne man, men vi havde bare så meget lyst til en dagligdag med tomater fra eget drivhus, frisk luft, urter fra egen urtehave, blomster, bålplads og stilhed. Vi har ikke lyst til jordomrejser. Vores børn klarer sig godt, de brokker sig på ingen måde over vores valg, og det skal ikke være sådan, at man er forpligtet til at forære sine midler til børnene mens man lever. Hvis jeg bliver lige så gammel som min mor, har jeg mere end 20 år tilbage. Den tid skal leves. Sådan skal det være for os og til den tid også for vores børn. Jeg håber, at de ser vores liv som et eksempel på, at man også i pensionistlivet kan vælge, handle og opleve. Og jeg krydser fingre for, at vi får en del gode år i vores smukke hus. I hvert tilfælde kommer vi ikke til at ærgre os over, at vi ikke tog chancen.