1.2 Ankomst til vandkanten

Da vi ankom lidt i elleve, hvor vi skulle overtage huset, var flaget hejst. En smuk men kold februardag. Blæsten var frisk og fik det bedste frem i flaget. Det er en gave fra sælger. Det er ret nyt, og sælger havde ikke behøvet at efterlade det, men det hører til huset, sagde de, da vi ved købet kom til at tale om, at der er flagstang.

Ejendomsmægleren kom samtidig med os. Og en af vejens beboere kom og bød velkommen til Kalvehave. Ingen reagerede, da vi ringede på, men døren stod åben, så vi gik bare ind. Indenfor var der stillet en lille vase med vintergækker og erantis. De myldre frem i haven. Der stod også champagneskåle. 

Præcis klokken 11 kom Pia og Henning, som har solgt huset til os. Så var der champagne og en ekstra rundvisning med forklaringer og gode råd. 

Efter en times snak med de søde sælgere blev vi alene i det store tomme hus. Så var det tid til at se nærmere efter. Huset er fra 1898. Det er velholdt, men der er selvfølgelig revner og ujævnheder. Der er også en del sømhuller, som skal ordnes. Vi slipper ikke for at give det en gang maling.

Men så blev det frokosttid og vi stillede an med det midlertidige, vi lige kunne have i bilen. Der kommer til at gå nogen tid, før vi kan bestille flyttebil. Vi har besluttet at udleje vores lejlighed. Den er simpelthen for god at sælge, priserne stiger konstant inde i byen, og måske får vi brug for en nem bolig om en række år. Og indtil vi har fundet en lejer, kan vi ikke tømme den for møbler.


Første måltid i det nye hus. Vores store flotte spisebord kommer senere

2 Replies to “1.2 Ankomst til vandkanten”

  1. Sandelig! I beviser, at I lever! Fortsæt endelig i samme skure. I er til stor inspiration for mig! Overvejer selv – trods 79 år – at flytte til Thy! Er Kalvehave bedre eller lige så godt? Et lille – gerne træhus – på naturgrund til enlig aktiv frivillig, helst ved vand (hav eller fjord), da jeg er “fisk”! Bedste hilsner for fremtiden! 🐋😃 Thomas

    1. Kære Thomas

      1000 tak for din kommentar. Jeg var i tvivl om, hvorvidt min blog kunne have interesse for andre.
      Vi kendte ikke noget til Kalvehave, før vi købte huset. Vi er meget begejstret. Naturen er fantastisk og folk hernede enormt søde.
      Der foregår og meget kulturelt.

      Thy er også noget helt særligt. Det ved jeg.

      Men kig ind hvis du kommer forbi Strandvejen i Kalvehave

      Hilsen
      Helle

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *