5.3 Supergode flyttemænd, æstetisk stress og en symbolpolitisk svømmetur

Flyttebilerne kom på Christianshavn i torsdags klokken syv om morgenen. De fire flyttemænd præsenterede sig med et håndtryk og tog så fat. Effektivt, nænsomt og professionelt fik de pakket, og efter få timer var det hele båret ind i vores hus i Kalvehave. Stort set alt stillet hen, hvor det fremover skal stå. STOR ros til de søde og dygtige flyttemænd: Kenny, Jonas, Lukas og Tobias fra R&H- Flyt i Holbæk. 

Men nu roder vores hus forfærdeligt. De mange kasser med bøger kan ikke blive tømt, før reolerne er i balance på de gamle skæve gulve og forsvarligt fastgjort, så de ikke vælter, men Poul har knoklet med det, så her søndag aften er det meste af biblioteket på plads. Værre er det, at tæpperne og en del af møblerne, som passede godt til lejligheden, ikke passer helt så godt her i det smukke, meget lyse hus, som næsten minder om et badehotel. Selvfølgelig er det ikke vigtigt, om alt harmonerer i stilen, men jeg er altså lige ved at få “æstetisk betinget stress”. Lidt overdrevet, men jeg er lidt frustreret over, at der er knas i æstetikken. 

I går, lørdag var vi til et arrangement på havnen. De radikales formand, Morten Østergaard svømmede fra Lindholm til Kalvehave for at sætte fokus på det vanvittige symbolpolitiske i beslutningen om Lindholm og andre af blå bloks symbolpolitiske beslutninger. Det var et godt arrangement i det skønneste forårsvejr, man kan få i marts. Og talerne blev fint suppleret med de lokale Musikvennerne. En lille fin havnefest- hvis det ikke lige var for det alvorlige i anledningen til arrangementet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *