6.3 Sur Søndag

Vi har købt nogle nye møbler, som vil passe bedre i den nye stue. Der var relativ lang ventetid. I går den 2. marts kom så sofabordet. Direkte fra butikken – godt indpakket – blev det båret direkte ud i bilen. Først i dag i Kalvehave pakkede vi op. Vi glædede os til at få bordet stillet op i den nye, endnu ret tomme stue. Da Poul stod i entreen og pakkede bordet ud, kaldte han på mig: ”kom lige og kryds fingre for, at alt er i orden i pakken”

Men alt var ikke i orden. Langtfra. Bordbenene manglede. Og der var et hul på den forkerte side af klappen? Om igen. Øv, ER der da heller aldrig noget, som bare er i orden i første omgang? Vi ville gerne straks have kontaktet butikken, men det er søndag, så vi må væbne os med tålmodighed!

Vi har overtaget fiberforbindelsen fra sælger. Det har medført nogle samtaler og mails med Fibia. På et tidspunkt, da alt skulle være klaret, kom der en oversigt over vores abonnement. Fibia havde sat os på til et abonnement med en TV-pakke, vi helt eksplicit har sagt nej til. Flere opringninger og mails, og 1. marts, hvor alt skulle være i orden, kom der 4 mails fra Fibia. Nu var vi tilsluttet! Så da vi kom tilbage til huset i dag 3. marts, ville jeg straks på Internettet. INGEN FORBINDELSE!

Hmm, jeg kan nok ikke finde ud af den teknik, tænkte jeg. Læsning af manualer og mails. Opringning til kundeservice, ventetid. Så endelig en venlig ung mand i telefonen. Og hov! Der var sørme noget, de ikke lige havde fået klaret i Fibia. Så det var ikke mig, som ikke kunne hitte ud af det. Det er søndag, teknikerne arbejder ikke. Der går lige nogle flere dage… Suk … WIFI ligger i bunden af min behovspyramide (Maslows-udgave). Sammen med strøm på batterierne er det mere vigtigt (næsten da) end mad og drikke!

Da vi kom i dag, var vi løbet tør for olie. Vi var godt klar over, at det var tæt på, men vejret er godt, så vi troede, at vi kunne strække det til næste uge med at få olie på. De søde mennesker, som vi har købt huset af, har selv hentet olie frem for at få det bragt ud. Olietanken er nemlig ikke ret stor, og køber man mindre end 800 liter, koster det ret meget at få det bragt.

Det system med selv at hente og fylde fra en transportabel tank over i husets tank skal vi lige have styr på. Heldigvis var huset ikke særlig koldt og brændeovnen fungerer meget fint. Og sælger, som hedder Henning, kommer senere i dag for at hjælpe os. Han og hans kone Pia er umådelig hjælpsomme.

Vi har lidt for meget at gøre med de ejendomme, vi har. Bare vi snart får solgt sommerhuset og fundet en lejer til vores lejlighed. Men nu går vi en tur, og her er altså meget skønt 🤗

One Reply to “6.3 Sur Søndag”

  1. Nu har Henning og Poul hentet olie, men fyret går ikke i gang. Så nu er også Hennings svigerfar involveret… det her er sandelig meget anderledes end bylivet med fjernvarme og vicevært 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *