6.5 Det, vi frygtede

”Det er længe siden, du sidst har skrevet et blogindlæg?” sagde Poul for nylig. Det gav jeg ham ret i og forklarede, at jeg ikke havde skrevet, fordi noget af det vigtigste, som for nylig er sket i vores seniorliv i Kalvehave, måske var for privat at skrive om i en blog. Omvendt havde jeg ikke lyst til at skrive om seniorlivet, som om det er uden sygdom og svækkelse. ”Du skal da bare skrive om min hjerneblødning, Det er ikke nogen hemmelighed – det er jo sådan, livet er.” fastslog Poul.

Så her kommer det:
Den sidste lørdag aften i september kunne Poul kun med stort besvær rejse sig fra middagsbordet, men han insisterede på, at der ikke var noget alvorligt i vejen. Stædigt vaklede han op ad trappen til soveværelset. Han skulle bare hvile sig, påstod han. Jeg nølede, men yngste-datteren var på besøg. Hun er læge og var straks klar over, at der var tale om apopleksi. Ambulancen kom ret hurtigt, og Poul blev kørt til det nærmeste hospital, som er et af landets små sygehuse. Efter indlæggelsen gik mere end tre timer, før vi så en læge, og 12 timer før han blev scannet. Man kunne ikke scanne en lørdag aften, fik vi at vide (en livsfarlig ventetid før diagnosen blev bekræftet).


Lige netop risikoen for at være henvist til et lille sygehus var vores største –nærmest eneste – bekymring ved at flytte væk fra København, og oplevelsen denne lørdag aften har ikke gjort det bedre. Jeg er ikke i tvivl om, hvad jeg mener om den sag: Lav de små sygehuse om til sundhedscentre for ikke-akut behandling og mere ukomplicerede forløb. Så kan man til gengæld skabe bedre beredskab i ambulancerne (vi mødte ingen akutlæge og end ikke en paramediciner undervejs) og så køre direkte til et af de store sygehuse. Fra
Kalvehave ville det formentligt bare have taget 20 minutter mere at køre til et af de store sygehuse.


Formentligt gjorde de det så godt som muligt på sygehuset i Nykøbing, hvor Poul blev indlagt. De kan bare ikke tilbyde det samme som på de store sygehuse, og jeg ønsker sammen tilbud som de, der bor nær et af de store hospitaler – og så store er afstandene dog ikke i Danmark.


Heldigvis gik det godt med Poul. Det var ingen stor hjerneblødning, og Poul fik bagefter et godt genoptræningstilbud. Så vi håber bare, at der ikke kommer mere af den slags. Dog før eller siden … vi er ikke unge, og vi ved det godt … men som jeg tidligere har skrevet i min blog, skal det ikke forhindre os i at leve så meget som muligt, så længe det er muligt. Så må vi klare sorgerne og bøvlet, når tid er …


Men tiden har ikke kun handlet om sygdom. I to weekender har vi haft den sædvanlige kunst i Galleri Strandlyst suppleret med en julestue, hvor vi inddrog terrassestuen til salg af julepynt mv. og gårdhaven, hvor vi serverede gløgg og æbleskiver. Et par gange har vi haft besøg af Lemmy, som har glædet os og gæsterne med guitarspil og julesange. Det foregik i gårdhaven og gav en dejlig stemning, selvom terrassevarmeren ikke hjalp alverden. Der skulle have været julestue i tre weekender men på grund af den alvorlige coronasituation har vi droppet den sociale side af julestuen og nøjes med at sælge i galleriet.


Egentligt er det paradoksalt, at netop Poul og jeg laver julestue, for faktisk har vi ingen tradition for at gøre ret meget ud af julen, men som så meget andet har tingene en særlig betydning i en landsby, hvor man selv skal sørge for, at der foregår noget. Det er vi heldigvis gode til her i Kalvehave. Vi har ikke nogen Michelin- restaurant og ej eller nogen juleudsmykning som i Magasin du Nord, men vi har så meget andet.


Øv, hvor er det ærgerligt, at cononasitutationen er forværret og så lige her op til jul. Heldigvis har vi det trods alt godt her i Kalvehave. Naturen er skøn hele året. Vores hus er godt, og vi har plads til udfoldelse. Der er altid bekendte at møde, når vi går tur. Der er Mille Mis og hønsene, som skal passes (et par af dem har lidt dårlig mave, så dem koger jeg havregrød til). Og nutidens landsbyliv afsondrer ingen, sådan som det må have gjort i gamle dage. Der er internethandel og mulighed for at få bragt varer ud. Der er nok af underholdning: Facebook, FaceTime, Netflix og HBO og helt gratis adgang til både lyd- og e-bøger på biblioteket … og nåh ja… der er også rengøring i det store hus og en rude i kælderen, som skal skiftes, et læs haveaffald, der skal køres på genbrugsstationen … Selv uden rejsemuligheder er der ingen tid til
kedsomhed.