2.1 Kontrasten København og Kalvehave

Forleden var vi på Christianshavn, hvor vi stadig har vores lejlighed. Menneskemylderet og trafikken virkede pludselig overvældende men dog ikke skræmmende. Man opsluges hurtigt af det tætte og pulserende liv. Det er klart, at her sker en masse, men det er mindre klart, hvad det faktisk er, der sker. Bortset fra de hjemløse, tiggerne og de notorisk fulde grønlændere på Christianshavns torv synes alle at være på vej et eller andet sted hen.

Christianshavn er et orgie af sociale og kulturelle forskelligheder. Mennesker i alle aldre og kulører og i alle tænkelige stilarter: unge og gamle, børn og midaldrende, håndværkere, akademikere, kunstnere, turister og besøgende, som er kunder i Christianias hashboder. Mange skøre og skæve eksistenser. Nogle af dem er tydeligvis psykisk syge og misbrugere, andre er illegale indvandrer. 

De hjemløse og grønlænderne på torvet griser og larmer lidt, men de griner smittende og er en fast bestanddel af bybilledet. Jeg har aldrig følt mig utryg på Christianshavn. 

Og så er der de skønne kanaler og voldene omkring denne særlige bydel. Joh, Christianshavn er dejlig. Det er hele det indre København. Efter min mening findes der ingen skønnere hovedstad i verden – især ikke i solskin.

Så hjem til Kalvehave, hvor jeg skulle hjælpe til med aftenens arrangement i Den Gule Stald, som er vores lille kulturhus drevet af frivillig arbejdskraft. Poul foretrak en stille aften hjemme.

Den aften var der åben scene, hvor enhver kan komme og optræde. Aftenen var forrygende. Et væld af amatører og semiprofessionelle kunstnere med forskellige genrer. Ved åben scene er der plads til fejl og en falsk tone indimellem, men det er sjovt. Alle viste højt humør, og vi stod næsten i kø for at hjælpe til. Udenfor gik solen ned bag den smukke Alexandrines bro, og gennem aftenen fik jeg mange knus. Joh, vi er blevet taget godt imod her i Kalvehave. 

Og så er der jo hønsene. De er SÅ sjove. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *