7. Store og små beslutninger

19. Februar. De store beslutninger er truffet. Nu knokler vi med at få det hele til at hænge sammen: købet af huset i Kalvehave, udlejning af vores christianshavnerlejlighed og salget af sommerhuset. Købet er sådan set klaret. Beliggenheden er skøn, huset er smukt, lidt for stort og charmerende. Vi nyder udsigten og de skønne omgivelser, og vi er optimistiske med hensyn til al det arbejde, der kommer i hus og have. Sommerhuset er sat til salg. Processen med udlejning af lejligheden blev slået lidt tilbage, da vi valgte at skifte firma. Nu har vi valgt ”Housing Denmark”. Det virker professionelt. Er spændt på de billeder, der nu skal bruges. Så langt, så godt med de store beslutninger. 

Så er der de små beslutninger. Vi har fundet gardiner. Efter nogen research, hvor vi troede, at vi skulle have professionelt syede gardiner til en mindre formue, er vi endt med færdige gardiner fra Ikea – ja, såmænd. 

Vi så tilfældigvis de gardiner, da vi skulle finde en lampe til sommerhuset, fordi vi fjernede en lampe, som stammer fra mit barndomshjem. Det er almindeligt at sælge sommerhus med indbo. Det er i princippet fint, for hvad skulle vi stille op med de ekstra møbler. Der er dog nogle ting og sager, som betyder noget særligt for os. Et vævet tæppe, jeg købte på et væveværksted i Botswana for 30 år siden. Et par lysestager og vaser, vi har fået i gave og lignende. Og selvfølgelig de sager, vores børn fabrikerede, da de var små. Sådanne ting fjerner vi. I nogle tilfælde bliver tingene erstattet med andet, før fotografen og potentielle købere ser på huset. Der var også et par blomsterkrukker, som jeg holder særlig meget af. De er erstattet af nye, som vi har plantet til. Det skal se indbydende ud, men det giver jo også arbejde. Krukkerne var knokkeltunge at få tømt og flyttet.

Poul har lige haft fødselsdag. Den blev fejret i det nye hus. Min gave til ham var en skibsklokke i messing. En lillebitte beslutning! Den blev hængt op på muren ud til haven, og det ser flot ud. Som om den altid har hængt der. Meningen er, at jeg kan ringe med klokken fx ind til frokost. Poul hører ikke altid telefonen i lommen, når han går ude og arbejder, og så er jeg fri for at gå og lede efter ham. Da klokken var hængt op, gik vi ned for enden af grunden, helt ned til vandet. Maja ringede på den nye skibsklokke, og ja, den kunne vi fint høre. Vores ældste søn, Erik, drillede: ”snart har hele kvarteret lært, at der er dejlig frokost, når klokken ringer på Strandvej 22”.

Vi har jo fået flagstang. Poul har ønsket sig en flagstang i mange år, men vi har aldrig før haft en grund til det. Jeg bad fødselaren om selv at hejse flaget. Han er gammel spejder og kan den slags, og jeg har aldrig prøvet at hejse et flag. 

Fødselsdagen begyndte med dårligt vejr, og om eftermiddagen var vi til et (desværre ikke særlig godt) musikarrangement i Masnedøfortet. Derefter var vejret fint, men så var det lidt sent at hejse flaget. Men flaget vajede flot dagen før fødselsdagen, da Erik og hans kone Ingelise var på besøg.

1) Poul i arbejde 2) jeg huskede at tage glasset med fra sommerhuset, for det (glasset altså) har Maja malet for 25 år siden 3) Flaget blev hejst, da ældste-sønnen kom på besøg 4) morgensol set fra soveværelset.

2 Replies to “7. Store og små beslutninger”

  1. Kære Helle. 😉
    Hvor er det en god ide med denne blog. Vi læser gladelig dine indlæg ,og synes du er en god formidler af jeres dagligdag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *