0. Fra stenbro til vandkant: Om min blog og mig

Jeg er 65 år. Dette er mit første blogindlæg. I min blog vil jeg dele tanker, oplevelser og erfaringer med at flytte fra en tryg lejlighed i byen til en lille by i “Udkantsdanmark” (jeg foretrækker at kalde det for “Vandkantsdanmark”) … Stik imod det, de fleste pensionister gør. Og min mand er 80 år.


Vi har en rigtig god 4-værelses Christianshavnerlejlighed med elevator, egen parkeringsplads og alt, hvad man kan ønske sig af en lejlighed. Men vi har købt en kæmpe villa i Kalvehave.

Er vi blevet tossede? Tja. Måske!

Men netop i vores alder er der jo ingen tid at spilde, og man skal jo tage chancer for at opdage, om man har heldet med sig. Tiden vi vise, om det er det hele værd. Og alle jer rundt om, som overvejer at flytte til “udkantsdanmark” eller hellere “vandkantsdanmark” må godt følge med! Også alle andre, som vi se, hvad der sker.

Jeg vil fortælle om vores beslutning. Den var ikke let. Og jeg vil fortælle, hvordan det går, når vi to halv-eller helgamle personer flytter ind i en stor patriciavilla med en kæmpe have ved vandet i lille by i vandkantsdanmark.

Klarer vi trapperne? Hvad gør vi, hvis byens eneste butik lukker? Hvad så hvis vi bliver syge og ikke kan køre bil? Hvordan bliver vi modtaget i den lille by, hvor vi ikke kendte en eneste person, da vi købte huset.

Kommer vi til at savne Christianshavn og vores smukke lejlighed? Hvad sker der, hvis udrejsecenter Lindholm bliver en realitet (planen om et udrejsecenter på Lindholm blev offentliggjort en uge efter, at vi havde købt huset)? Bliver vi ruineret, fordi huspriserne falder, så vi ikke kan flytte tilbage til byen, hvis vi får brug for det?

Her er så huset. Billedet er taget en sen forårsdag i 2018. Hvordan mon det ser ud den 1. Februar, når vi overtager det?

Er det det hele værd? Det vil tiden vise. Jeg skal nok fortælle om det.
Vi så på huset i september, da solen skinnede smukt. Nu overtager vi huset. Det er den 1. februar 2019. Det er i morgen. Er spændt på, om der er kommet vintergækker i haven.

Velkommen til min blog!

3.7 Kærlighed i coronaens tid

Det er underligt så dybt arbejdslivets rytme har sat sig.  Det er nu mere end halvandet år siden, jeg stoppede mit lønarbejde, men jeg kan stadig tage mig selv i at tænke, at en opgave kan klares, når det bliver weekend, eller at dette eller hint skal laves, når vi får ferie. Stadig kan jeg føle det underligt at have fri på hverdage og endog komme til at se frem til en weekend, så vi kan holde fri, hvilket selvfølgelig er noget vås, for vi bestemmer jo helt selv, hvornår vi vil lave noget (men det vil vi jo stort set hele tiden). 

Tiden flyver afsted, og vi knokler løs med hus og have. Græsplænen er slået, har fået kalk og hønselort fortyndet med vand. Trods intensiv “googling” ved jeg egentligt ikke, om det er den rigtige tid og måde, men det skader nok ikke. Nu er vi ved at flytte bålpladsen, som er omkranset af store sten – meget store sten. Da vi begyndte at grave dem fri af græsset, viste de sig som isbjerge, hvor kun en mindre del er synlig. Vi flytter en enkelt sten om dagen, og så koster det en pille mod rygsmerter .. somme tider, når vi har knoklet for meget, går vi rundt og ligner butleren i 90-års fødselsdagen, men pyt. Det bliver godt.

Vi har nedlagt to staudebede. Det ene skal i stedet være et bed med sommerblomster til glæde for bier og sommerfugle. Aspargesbedet fredes (friske asparges er noget af det fineste, man kan spise, og det er ikke lige til at anlægge et nyt aspargesbed). Lige nu er bedet lukket inde af gamle frønnede brædder. De skal udskiftes med en cirkel af sten for at matche det tilbageværende blomsterbed samt bålpladsen, men det bliver altså med lidt mindre sten.

Hønsehuset har fået den helt store forårsrengøring – og sådan er der noget hver eneste dag. Corona har ikke skabt passivitet eller kedsomhed – ej heller ensomhed. Vi har hinanden, og hver dag sludrer vi med folk, der går tur på strandstien, som jo krydser vores matrikel – sludrer er måske ikke det rigtige ord, når man taler sammen på flere meters afstand, men hyggeligt er det. Og i lørdags var yngstedatteren og hendes samlever på besøg. Vejret var skønt, så vi kunne drikke eftermiddagskaffe sammen udendørs med flere meters afstand. Dejligt at se familien live og ikke kun på skærm.

Indendørs arbejder vi stadig med galleriet og er vældigt tilfredse med vores resultater. Vi har kreeret en helt særlig loftslampe, og Poul har lagt et flot trægulv. Gulvet skal males, men det klarer Zascha – en ung lokal maler, der har startet sit eget firma. Efterhånden er renoveringen af lokalet blevet relativt omfattende, og vi henter aldrig pengene hjem igen, men det er jo også for sjov og et bidrag til aktivitet i Kalvehave. Planen er, at Galleri Strandlyst skal åbne til Sankt Hans – hvis landet er genåbnet!

Foråret bobler, solen skinner, og kærligheden trives i coronaens tid. Men der er også skygger. Vi kan ikke bare lukke øjnene for, at langt fra alle mennesker – heller ikke vores egne kære – har det helt så trygt og nemt. Vi taler jævnligt om, at mange mennesker stort set er spærret inde i deres lejlighed og måske uden arbejde. I det lys føles det næsten uforskammet at have det så godt, og det ville være upassende at skrive om vores (overvejende aldersrelaterede) småbøvlerier med krop og helbred. Så det gør jeg altså ikke – men knæet gør nu forbandet ondt, og Poul har taget knæbindet. Hans knæ værker også. Ærgerligt, for vi skal helst videre med at flytte bålplads. Det vil være fint at få den gamle nedlagt, inden Jonas (gartner og gift med maleren, Zascha) kommer om et par uger for at fjerne nogle stubbe, tromle og så græs, for så kunne han jo også lige smide nogle græsfrø, hvor den nuværende bålplads ligger. 

1) Ny bålplads 2) Havetraktoren gik i stykker. Poul måtte ligge i en time på jorden for at fikse den 3) Eget design af lampe i Galleri Strandlyst 4) Camilla, en af vores nye venner her i Kalvehave, havde forleden stillet ti små tomatplanter på vores trappe (vores kaffemøder må vente til post-coronatiden) . Indtil planterne kan sættes i drivhus, passes de i terrassestuen.


8.4 Selvom det står i avisen …

For en måneds tid siden havde dagbladet Information en kronik, der handlede om, at ældre mennesker burde flytte fra deres store huse – af hensyn til klimaet, forstås! Hmm …  vi har allerede skåret ned på både flyrejser og kødforbrug. Det har ikke været noget problem, men det ville være træls at flytte i en pensionistlejlighed af klimahensyn. Det har vi dog heller ikke tænkt os. Når man som pensionist endelig har fået tid til at bruge sit hjem, er det dejligt at have plads til gæster og til andre udfoldelser som f.eks. at starte et galleri, sådan som vi er i færd med. Vi gør det bare for sjov og for udfordringens skyld, og i lyset af aldersgennemsnittet for amerikanske præsidentkandidater er vi unge nok til at starte på noget helt nyt.

A pro pos aviskronikker. Forleden var der i Politiken en kronik om udkantsområderne, og som sædvanligt blev Udkantsdanmark beskrevet som kedelig, fattig og med Lolland som eksempel. Ja, der er fattige, sølle og triste områder i Danmark. Det kan ikke benægtes, men den typiske beskrivelse af Udkantsdanmark gælder i hvert tilfælde ikke for Kalvehave, eller også er Kalvehave slet ikke et udkantsområde. Her er masser af socialt og kulturelt liv. Her er det nærvær, som kronikkens forfatter efterlyser og mener, at udkantsområderne skal gøre en dyd ud af at tilbyde. 

Vi har haft et travlt liv som storby-akademikere. Det var fint, men hvor er det dejligt at have muligheden for at kunne vælge noget helt andet, så pensioneringen ikke blev en slutning men en begyndelse på noget nyt og dejligt. Langt fra alle er så priviligerede, men når man nu kan vælge, gælder det om at udnytte livsglæden, lysten og mulighederne – selvom man så bliver lidt af en klimasynder. Den plet på samvittigheden må vi leve med. Til gengæld er vi glade skatteborgere i en af de ikke-velhavende kommuner. 

Foreløbig er det gået godt. Her er natur, frisk luft, et godt socialt lokalsamfund med en god Coop-butik samt et hurtigt Internet, så vi er i kontakt med hele verden. Vi har kørekort og bil og kan købe senior-orange-billetter, så det er billigt at komme med tog til København (og slippe for parkeringsbøvl). 

Første februar var det et år siden, vi overtog huset. Det har vi fejret med en lille fest, hvor vi inviterede dem, vi har talt mest med her på Strandvej. Vi var tolv ( et par stykker kunne desværre ikke komme). Det blev en fantastisk hyggelig og livlig aften, hvor gæsterne heldigvis blev længe. Genboen, som er 92, gik dog hjem allerede kl halv et. Hun havde da fået nogle glas rødvin men havde jo heller ikke langt hjem. Næste morgen var hun igen ude på en af sine to daglige gåture, som er ret lange. 

Inden jeg slutter, vil jeg fortælle, at hønen Rosa er blevet dræbt af en løsgående hund. Det var trist. De to tilbageværende høns havde også været jagtet og var påvirket i lang tid. Kort efter blev Olga syg. Uh, hvor den havde diarre og en helt blålig kam. En dag var den så sløv, at den ikke gik op af hønsetrappen om aftenen. Jeg løftede den op i høet og troede, at det var sidste nat. Dagen efter kom en af vores nye venner forbi haven. Jeg spurgte ham om råd. “Hug hovedet af den eller giv den havresuppe”. 

Det blev til havresuppe, og nu har den det godt igen. Siden det med Rosa har det dog været sløjt med æglægningen, men vi skal heldigvis ikke leve af æggesalg. Ligesom galleriet er hønseholdet jo bare for sjov.

1) Min veninde Gerda stod i køkkenet, da vi havde gæster fra Strandvej. 2) Skærmbillede af mit første udkast til en hjemmeside for Galleri Strandlyst. 3) Poul og Mille – den sorte klump på tårnet – får sig en middagslur. 4) hjemmesiden kan ses på www.galleri-Strandlyst.dk

5.7 Galleri Strandlyst

1 . februar 2019 overtog vi huset her på Strandvej i Kalvehave. Nu er der så pludselig gået et år. Et år hvor vi både flyttede, gjorde vores sommerhus klar til salg og vores christianshavnerlejlighed klar til udlejning.

Oveni var der en meget tidskrævende kamp mod et udrejsecenter på Lindholm, som i givet fald ville have gjort vores lille by til “adgangsvej” for over 100 udvisningsdømte mænd. Heldigvis kom valget, og planerne blev droppet. Sikken en fest vi holdt i Kalvehave, da vi fik beskeden om , at planen var droppet.

Da jeg for et år siden startede med at blogge om vores flytning – i en høj alder – fra en god, ældrevenlig lejlighed i Kbh K til et stort hus med stor have i “vandkantsdanmark”, skrev jeg, at vi måske var tossede … det udsagn står stadig åbent, men i hvert tilfælde har vi nu haft et godt år. 

Arbejdsmæssigt har det været lidt hårdt men også sjovt, dejligt og livgivende. Vi har ikke fortrudt. Vi hygger os med Olga, Rosa og Æggelotte, som overlevede en hunds skambidning, samt Mille Misse, som er verdens sødeste kat, der har en fortid som internat-kat og nu nyder livet her i Strandvejsvillaen… Nåh ja.. der er jo også alle de dejlige gæster, vi har haft, samt de mange søde mennesker, vi har lært at kende her i Kalvehave.

Vi har haft en del (dyre) håndværkere, og vi har selv arbejdet meget både ude og inde, og arbejdet stopper ikke. Nu har vi fået en ny idé. Måske også helt tosset, men det skal forsøges.

Vi vil åbne et lille galleri. Kalvehave mangler det. Først var min plan, at det skulle være et projekt, hvor en borgergruppe skulle arbejde frivilligt og søge kommunen om tilskud til lejede lokaler mv., men en dag kom jeg – nærmest for sjov – til at sige til Poul, at vi også bare selv kunne lave galleriet ude i vores værksted. “Ja, god idé. Det gør vi da”, svarede han. 

Den mand er ikke pivet!

Vi har fået sat en yderdør i, så man kan gå ind i galleriet direkte fra indkørslen, og vi er ved at gøre lokalet i stand. Det kræver omorganisering for at få plads til alt det, vi havde i rummet, og vi skal have lukket vores garage, så der kan etableres værksted derude. Vores lille atriumgård skal indgå i galleriet (så det skal have en ny belægning med smukke italienske klinker) og måske også vores terassestue. Det bliver fint, og jeg har aftale med tre lokale kunstnere.    Der skal selvfølgelig flere til, og ikke kun lokale folk. 

Galleri Strandlyst åbner til juni. Kalvehave har mange turister, og især for  turister, som kommer sejlende, vil det være en god mulighed at kombinere en spadseretur langs vandet med et galleribesøg. Galleriet kommer ikke til at have billeder med den brølende hjort ved skovsøen eller de grædende børn – og dog – måske i interessante nyfortolkninger … 

Hvis der ikke kommer gæster i Galleri Strandlyst, lukker vi bare igen, men så har vi fået lavet en fin renovering. 

Om et par uger bliver Poul 82. Så skal flaget hejses. Vi skal dog først lige fundet hjælp, så vi kan lægge vores ret høje flagstang ned, for den skal have ny flagsnor – men den hjælp ville vi også have haft brug for, hvis han havde været 37, ikk’ sandt?

1) Der er meget oprydning, før værksted og garage er tømt.
2) Nu har vi også fået en dør mellem spisestue og terassestue. Det projekt krævede en specialfremstillet dør og udover en tømrer også en murer , da buen skulle væk.
3) Da der skulle laves en yderdør ind til værkstedet/galleriet, dukkede der en rådden garageport op bag beklædningen. Så måtte der mures en ny væg. Det blev en dyr omgang.
4) Værkstedet istandsættes og vinduet erstattes af en dør. Til gengæld sættes snart en port og en dør i garagen, så der kan laves værksted derude. Det går fint altsammen og bliver flot.

8.3 En slags dannelsesrejse

På facebook læser jeg jævnligt om venner og bekendtes interessante og oplevelsesmættende rejser rundt om i verden. Jeg mærker en berusende lettelse, glæde og frihed i disse skildringer af både korte og lange rejser. 

Hvor er det egentligt fantastisk, at vi lever i et samfund, hvor det er almindeligt, at mennesker i en alder af 65+ har penge, helbred og praktisk mulighed for at rejse rundt i verden – oven i købet med rejseforsikring, hvis noget går galt.  

Dette skriver jeg ikke som en indledning til noget om flyrejser og CO2. Jeg vil ikke moralisere, og hvad er værst: at flyve en gang imellem eller at køre rundt i en ældre dieselbil, som Poul og jeg gør, fordi vi for et par år siden ganske spontant anskaffede en California-camper som vores eneste bil. Og nåh, ja.. i foråret var jeg lige en tur i Korea sammen med vores to yngste. Det klarede vi jo ikke på cykel eller gåben, så jeg har vist også brugt min CO2- kvote så rigeligt i år.

Mine tanker går i en helt anden retning end CO2. Mine tanker handler om at gøre noget særligt, livsbekræftende og befriende, når man har fået sluppet lønarbejdet. Det kan som nævnt være at rejse til fjerne, smukke og interessante steder, og det kan være en rejse i det nære: en dannelsesrejse fx i form af frivilligt socialt og kulturelt arbejde eller en slags dannelsesrejse ved at skifte livsstil, sådan som Poul og jeg i nogen grad har gjort. 

Vi tog en chance, da vi for et år siden besluttede at købe huset her. Det var nok lidt vildt, men vi har det med at tage chancer. Det gjorde vi, da vi for 26 år siden mødte hinanden og giftede os kort efter uden særeje eller andre former for forbehold. Det var også en satsning, da vi – gamle jyder – for ti år siden flyttede fra Aarhus til København. 

Nu er vi så her ved vandet i en sydsjællandsk landsby. Unægteligt meget anderledes end at bo i lejlighed på Christianshavn. Hver dag er fuld af praktiske opgaver, og selv om vi har håndværkere til meget af arbejdet, er der hele tiden noget at gøre. Et par løse tagsten, lidt løs puds, en brændehæk, som er faldefærdig, nyt stakit i haven, et hvepsebo i ventilatoren, nyindretning af bryggers … listen er lang. Der er meget at gøre – ærlig talt også lidt for meget. Poul er snart 82 og jeg er fyldt 66. Vi har ikke de kræfter, vi har haft, og tiden er begrænset.

Vi holder meget af at være her. Glæder os over omgivelserne, landsbyfællesskabets nærvær og de mange søde mennesker, vi har lært at kende i lokalmiljøet. Himmel og hav giver hver dag storslåede oplevelser, fugleflokke danner imponerende formationer, solen maler vandet orange-rødt, nætterne er sorte og tyste, områdets beboere følger med i vores liv, luften er ren, æggene er helt friske, persille og purløg står lige uden for døren, og katten fangede en mus i går ude i haven. Den kunne ikke helt forstå, at jeg ikke ville tage imod gaven.

Vi er rejst fra en akademisk-bylivsform. På vores rejse møder vi udfordringer, smuk natur og nye stærke, interessante livsformer. Vi oplever nye sider af os selv, lærer en masse og får nye venner. På samme måde som når man rejser ud i verden. På en finurlig måde er vores rejse en rejse både ud og hjem.

Indtil videre går det meget godt. Vores oplevelser bekræfter os i, at livet er langt nok til at tage chancer og for kort til ikke at gribe dem … 

Glædelig jul og godt nytår til alle


7.4 November, november

I dag er vejret tungt og gråt. Udsigten over vandet er altid dejlig, men haven ser trist ud. November pynter ikke på haver. Desuden har vi et område, hvor buske og stauder er vokset ud af kontrol og “angrebet” af meterhøje brombær. Buskene skal være mindre og med græsplæne imellem, så også den del af haven bliver nem at holde. Der har været meget at ordne, så først for en måned siden fandt vi en gartner, men så var jorden blevet for våd. Nu skal det måske vente til foråret.

Vi har også et projekt med at sætte et stakit i stedet for de store hybenroser, som har stået langs vandet. Roserne har fungeret som bolværk, så vinterstormene ikke har kunnet skylle uoverskuelige mængder ålegræs op i haven. Poul har klippet de fleste af roserne ned. Nu venter vi på den entreprenør, som skal støbe stolperne ned. De skal stå godt fast, så det nye stakit kan modstå stormene. Bare vi når det inden den første alvorlige storm.

Vi taler en del om bæredygtighed (biodiversitet er det rette ord, har en gammel kollega lige mindet mig om) og dårlige vilkår for insekter, men det er ikke nemt at anlægge en naturlig have, som ikke bare ligner en forsømt have. En naturgrund vil heller ikke passe til vores hus. Så vores bidrag bliver bare, at vi ikke bruger sprøjtemidler, og til foråret laver vi et (kontrolleret) blomstervildt bed. 

Vi er i gang med at lave hønsegården om. Efter dramaet, hvor en hund skamferede Æggelotte, byggede vi en hønsegård, men det  en meter høje hegn holdt ikke hønsene inde. Så fik vi sat et to meter højt hegn op, men Olga og Rosa hopper op på hønsehuset og flyver over. Æggelotte står tilbage og sladrer højt med lange klagende gok, gok, gok: de flyver fra mig… Hønsene må godt gå i hele haven, men vi skal kunne stole på, at de bliver inde i hønsegården, når vi ikke er hjemme. Så nu skal der lukkes af for oven. Det er måske lidt skørt at gøre så meget ud af tre høns, men de er nu altså så sjove og trofaste æggelæggere – og deres hjem skal også være godt og pænt.

Der ER meget arbejde med hus, husdyr og have. Og vi er jo ikke helt unge. I går gled Poul på vores gamle og glatte bro nede på stranden. Det var ikke godt for ryggen, men han brækkede heldigvis ikke noget. Når vi snart skal reparere og rette broen op, lægger vi hønsetråd på den. Så kan man altid stå fast. 

Somme tider bliver jeg lidt bekymret for fremtiden, men dagene her i Kalvehave er dejlige, så fremtidsbekymringerne trænger heldigvis ikke for alvor igennem. Det er lidt ligesom, når man har fået ferie fra et krævende arbejdsliv. Lidt inde i ferien falder man til ro og glemmer helt, at man om tre uger igen skal tilbage i arbejdsræset. 

Det er begyndt at lysne i vejret. Nu kommer Poul op med min morgenmad på en bakke. Vi har elevationssenge, så jeg kan sagtens sidde i sengen med morgenmaden. Imens kan jeg se ud over vandet. Og Mille Misse er hoppet op i fodenden. Men jeg skal snart op. Tømreren kommer her i formiddag. Der er også et projekt med to nye døre …


5.6 Kulturen, kunsten og de ægte kastanjer

Nu har vi boet her i syv måneder. Vi nyder dette dejlige sted, som udover en fantastisk natur byder på meget godt socialt samvær. Forhåbentligt klarer vi det mange år endnu (selvom vi ikke er helt unge), og forhåbentligt skal vi aldrig mere i kamp mod et udrejsecenter på Lindholm (selvom kampen gav et særligt sammenhold i Kalvehave).

Så ofte som muligt kommer vi i Den Gule Stald. Det er byens lille kulturhus, som ligger på havnen. Navnet skyldes, at den gule bygning har været stald til de dyr, som skulle fragtes med færgen over til forskningen på øen Lindholm. I Den Gule Stald er der musikarrangementer eller foredrag et par gange om måneden. Sommetider også udstillinger, og nu er nogen ved at etablere et fast kulturhjørne i stalden. Det skal blandt andet huse en litteraturgruppe. Jeg er frivillig i staldens café ved vores musikarrangementer, herunder ‘Åben Scene’ sidste tirsdag i hver måned, hvor enhver kan melde sig til at optræde. Musikkvaliteten varierer, men det her er jo heller ikke ‘Den Kongelige’. Til gengæld er stemningen i top. Både på scenen og blandt publikum dominerer de gråhårede, og livslysten bobler. I Den Gule Stald er der altid mange hyggelige snakke, smil og knus. 

I Kalvehave er der en del tilflyttere fra København og Nordsjælland, men her er også mange, som har boet i området i årtier eller hele livet. Her er alle niveauer i uddannelse og indkomst, og “alle slags” hygger sig med hinanden i Den Gule Stald.

De, som er “gamle i gårde”, ved meget om hinanden, og (måske derfor) hører man somme tider om nogle gamle fnidder-fnadder-konflikter. Heldigvis gælder det i langt højere grad for både gamle og tilflyttere, at man udviser omsorg, hjælpsomhed og venlig interesse for hinanden. Poul og jeg oplever dagligt, at spadserende standser op ved vores hus og spørger, om vi har besluttet os med hensyn til et nyt varmeanlæg, om vi savner byen, om katten er faldet til – og den slags. Jeg sætter stor pris på den form for nærvær og landsbykultur. 

For et par uger siden var vi på visit hos Molla og Per, som også bor på Strandvej. Forinden kendte vi bare hinanden fra Facebook og lidt snak ude på vejen. Udover god samtale og et dejligt traktement havde vi den fornøjelse at blive vist rundt i deres hus for at se malerier. Hun er billedkunstner. Skøn billedkunst. Han er operasanger – og Poul og jeg er glade for både moderne billedkunst og opera.

Apropos opera: Vi skal snart til opera i Vordingborg, og jeg har lavet et opslag på en af de lokale Facebook-sider for at høre, om andre skal til den opera og vil have kørelejlighed. Det faldt mig naturligt at rette henvendelse til alle i byen om den mulighed. Vi er jo et lille lokalsamfund.

En af de venner, vi har fået gennem kampen mod et udrejsecenter på Lindholm, er Camilla. Hun er ung (for en måned siden var vi til hendes 40-års fødselsdag – dejlig fest), men venskaber handler som bekendt ikke om alder. Forleden sendte Camilla en besked: om vi ville have ægte kastanjer. Jo tak. Så vidt vi huskede, kunne vi godt lide kastanjer – og ja, det viste sig at være rigtigt. De smagte fantastisk. Så kom Camilla med endnu et kilo kastanjer og fik nogle sække ålegræs med hjem. Vi vil meget gerne af med det ålegræs, som sidste storm skyllede op på vores strand, og Camilla vil bruge det til kartoffeldyrkning. Da jeg havde fortalt, at Mille Misse somme tider hang fast i møbler og gardiner, medbragte Camilla en speciel katteneglesaks og klarede snildt det problem (bare spidsen af de to klør, som ikke kan trækkes ind). Sådan får, giver og bytter vi med Camilla og andre i Kalvehave: frugter, æg, tjenesteydelser og blomster – jeg har nogle potter med stokroser. Dem skal Camilla have til foråret.

Forleden gik havetraktoren i stykker midt under græsklipningen. Poul, som ellers er ret praktisk anlagt, kunne ikke reparere den, men det kunne Henning. Han kom i løbet af ti minutter. Dagen efter reddede han vores aftensmad ved at klare en meget genstridig skruedims, så vi kunne få skiftet gasflaske. Der var et særligt trick, vi ikke kunne gennemskue. Vi købte jo huset af Henning og Pia, så han kender det. Da han var her, fik han øje på to knækkede tagsten. Det stod allerede på vores “to-do-seddel”, at vi skulle have fat i en murer, men nej: “Dem ordner jeg da bare”, sagde Henning.

Ingen synes at have så travlt, som man tilsyneladende har i store byer. Sammen med en umådelig hjælpsomhed er der også altid tid til kaffe eller et glas et eller andet. Dagene smutter afsted, og vi når langt fra alt det, vi gerne vil. Vi har – heldigvis – haft mange besøg og travlt med at komme i stand, og nu skal vi lige have styr på den mest nødvendige vinterklargøring af hus og have. Så får vi bedre tid til at invitere flere af vores nye kalvehavevenner og -bekendte. 

Vi kendte ikke en eneste person her i området, da vi købte huset, men her er mange (udover dem, jeg allerede har omtalt), vi gerne vil se mere til. Det er sandelig værd at glæde sig over.

PS: Jeg skal lige fortælle, at jeg er begyndt at løbe. Konditionen er ikke særlig god, og et knæ er lidt sårbart efter et cykelstyrt for et par år siden. Derfor er det bare små lunte-ture, men lidt er umådeligt meget mere end ingenting. På min tur i morges mødte jeg Jytte, som er formand for Brugsens bestyrelse og fået mig med i det arbejde (foreløbig bare frem til næste årsmøde, hvor der kan vælges nye bestyrelsesmedlemmer). Jytte var på vej hjem fra vinterbadningen og prøvede at lokke mig med i den gruppe. “Vi har det hyggeligt”, lokkede hun, men “nej tak”. I sommer fik jeg badet meget, og det har jeg ellers ikke gjort i 30 år, men vinterbader, det bliver jeg ikke – i hvert tilfælde ikke i år. 

1) Sidst i oktober og det er stadig dejligt at sidde udendørs. 2) Mille studerer solopgangen (eller hønsene, som den kan se fra det vindue). 3) Årets sidste drivhushøst. 4) Morgenstund har guld i mund.
Dette meget sigende skilt stod foran Den Gule Stald.

3.6 Misse Mille og håndværkerne

Vi har fået kat. Den er hentet på et dyreinternat. Yngstedatteren (som var med på internatet) og jeg ønskede en gråstribet killing. Dem var der flere af på internatet, og de var allesammen så nuttede. Det havde været nemt at komme hjem med en gråstribet killing, men før vi fik valgt, var der en 8 måneder gammel sort-hvid kat, som valgte os. På alle mulige måder sagde dens kropssprog “tag mig, tag mig”, og da Poul en gang for mere end 30 år siden havde en dejlig sort-hvid kat, blev han blød i knæene. Vores kat er kommet til at hedde Mille, men Poul kalder den Misse. Så det er nærmest blevet til Misse Mille og Mille Mis – og hun er sikkert ligeglad.

Mille Mis er rigtig sød. Noget forsigtig, men hun virker ikke skadet, selvom hun er en institutionskat og fjernet fra sit første hjem af dyreværnet. Nu skal hun holdes indendørs i tre uger for at lære, hvor hun bor. Det er bøvlet i et hus med flere yderdøre. Jeg glæder mig til igen uden videre at kunne slå døre og vinduer op.

Nu er der købt kattebakke, kradsetræ og diverse andet udstyr. Ingen døre er oplagte til en kattelem, så der skal laves hul i muren til en kattelem, som kun kan åbnes, fordi katten er chippet. I alt koster det en mindre formue at anskaffe et dyr. Strengt taget lidt skørt, og hvad gør vi, hvis vi om fem år vil flytte tilbage til byen? Men nu har vi altså besluttet at leve i nuet. Vores forventede restlevetid er for kort til andet. Carpe diem! 

Hver gang, der kommer en person på besøg, skal vi vogte, at Mille Mis ikke smutter ud. Vi har haft besøg fra to firmaer, som giver tilbud på at installere et nyt varmesystem. Det bliver noget med luft til vand. Pillefyr og jordvarme er dømt ude. Vi har også haft besøg af en entreprenør, som skal støbe stolper langs stranden, så vi kan skære hybenroserne ned og opsætte et stakit, der kan klare storm, løs bund og stormfloder, hvor vi ellers risikerer at få uoverskuelige mængder ålegræs skyllet op på græsplænen. 

Endvidere har vi haft besøg af en tømrer for at få et tilbud på en yderdør ind til vores værksted samt en dør i åbningen mellem spisestuen og terrassestuen (tømreren syntes godt om den nuværende buede åbning, men det gør vi ikke, og der skal kunne spares lidt på varmen). Den nye dør skal matche stilen i stuen, og det klares ikke med standarddøre, så jeg venter spændt -og lidt bekymret – på at se tilbuddet.

I går var en havemand på besøg. En del af haven er groet til med gamle buske og småtræer blandet med brombær og andet krat. Der skal trimmes kraftig, og der skal anlægge græsplæne mellem buskene, så vi kan holde det med vores havetraktor.

I kender det sikkert. Selvom håndværkere skal lave arbejdet, er sådanne projekter ret krævende! Vi har også haft travlt med involvering i forskellige projekter i lokalsamfundet. Det fortæller jeg om en anden gang. 


1) Der gik ikke ret lang tid, før Mille Mis havde indtaget sofaen. Her på et tæppe, men oftest hvor det lige passer hende.
2) Den buede åbning, som skal have en dør.
3)Vi har stadig hønsene. Poul forbedrer hønsegården – efter overfaldet på Æggelotte er vi nødt til at sikre den endnu mere, og Rosa har sat sig på en af de lister, han skal bruge.
4) Der er blevet lidt tid til syltning mv. af egen avl. Dejligt, men jeg er absolut amatør på det punkt.


7.3 Virke og Varme

Vi har stiftet en forening, som hedder Kalvehave Virke. “Vi” er nogle af de borgere, som var meget aktive i kampen mod at bruge øen Lindholm til et udrejsecenter for udvisningsdømte personer. Det intense samarbejde og den energi, vi havde i kampen, skal nu bruges til at udvikle lokale projekter inden for rammen af FNs 17 verdensmål. Det handler om natur, miljø, trivsel, samarbejde, lokal udvikling og nærdemokrati. Jeg er i bestyrelsen og skal blandt andet stå for at koordinere de mange projekter, der forhåbentligt kommer til at blomstre her i området. Koordineringen kommer bla. til at ske i form af møder, hvor projektledere kan give og modtage sparring, gå sammen om initiativer, hjælpe hinanden med branding mv. 

Personligt synes jeg, at projekter om klima og natur må være foreningens fineste formål, men mit eget konkrete projektbidrag består i at få oprettet et museum her i Kalvehave. Det skal være et strikkemuseum. Danmark har mange specialmuseer, fx traktormuseer, et sukkermuseum, sporvejsmuseum, postmuseum, legetøjsmuseer osv., men ikke noget strikkemuseum.

Jeg strikker ikke selv, men strikning er et interessant fænomen både kulturelt, historisk, æstetisk, socialt og politisk. Tænk fx på hønsestrikning i 70’erne og 80’erne, som var stærkt politisk, eller alle de kludetæpper, som er strikket mhp nødhjælp. Jeg håber, at samlingen kommer til at spænde fra middelalderstrik til de helt moderne strikkede kunstværker. Museet vil sætte fokus på historien om strikning som en nødvendig hverdagsaktivitet for at producere tøj og tæpper såvel som historien om strikning som en vanedannende hobby, et udtryk for kreativ æstetik, politik og en del af de fleste pigers opdragelse. 

Nu skal der oprettes en projektgruppe og et rådgivende netværk. Og så skal der samles effekter. Sig til, hvis der er noget, vi må låne til samlingen fx en gammel hønsestriktrøje og gerne med en historie om tilblivelsen.

I weekenden var Poul og jeg til “sort sol” ved Ribe og opdagede tilfældigt, at der var international strikkefestival på Fanø, så ruten blev lige lagt den vej omkring. Den største oplevelse (udover den skønne natur) var en 2CV totalt pakket ind i strik. Se billedet nederst og se her om strikkemuseet: www.Kalvehavevirke.dk (i menuen “projekter”).

Dagene er godt fyldt op. Somme tider undrer det mig, hvordan jeg en gang også klarede at have et krævende fuldtidsarbejde. Livet som pensionist er berigende og befriende og fuld af ny læring – vel også på grund af de mange nye gøremål og nye venner i nye omgivelser.

Vi har langt om længe fundet en farve til spisestuen over de høje hvide paneler. Det var vanskeligt. Valgte først en smuk blålig tonet med grønt (nordic brise) for at forbinde det blå i den ene stue med det grønne i den anden stue. Selv om, vi først tjekkede med en større farveprøve, måtte det laves om, da vi så det færdige resultat. Nu er det blevet til en grå med blåt og grønt i. Det var den farvelære.

“Aun aprendo”, som Goya har kaldt et af sine værker. 

Nu skal vi også have sat os ind i muligheder for at skifte opvarmningsform i vores store hus. Pyh ha… her er et oliefyr. Det fungerer godt nok, men tanken rummer kun omkring 600 liter, og det koster alt for meget at få kørt sådan en sjat ud. 

Forgængeren her i huset hentede selv olie på en tankstation (en 350 liters beholder bag på traileren), og han har været så sød at hente olie for os indtil nu, men den løsning vil vi ikke overtage. Tænk, hvis vi løber tør for olie en streng vinterdag og måske ovenikøbet på et tidspunkt, hvor vi ikke er helt friske (det må jo med i beregningen i vores alder). 

Vi har også et pillefyr men har endnu ikke haft det tændt. Efter sigende er der meget rengøring og bøvl med det. Så hvad nu? Energirapporten anbefaler jordvarme. Det vil måske komme op i en pris af 150.000 og vil vandets indløbstemperatur være høj nok? Venner og bekendte foreslår luft til vand. Det er billigere, men det skal være et stort anlæg, og så vil det måske larme. Alt, der larmer, er dømt ude! Måske er løsningen at købe et nyt og mere avanceret pillefyr. Nu taler man om, at den opvarmningsform ikke er så klimavenlig endda, fordi man er begyndt at fælde skove for at fremstille piller. Hmm … man planter vel nye skove, og de afhjælper vel CO2 udslip under væksten, så selvom det tager år at erstattede de fældede træer … men hvad ved jeg? I morgen kommer der en energirådgiver, men hvor uvildig er han mon?

En skøn 2CV. Billedet er taget på den Internationale strikkefestival 21/9 2029. Hovedpersonerne bag dette strikke-projekt hedder Eva Holm og Gitte Skovmand. Jeg ved endnu ikke så meget om det, men det skal jeg finde ud af.
Spisestuen er blevet færdig. Det var noget af en opgave at finde farven, som fungerede på stykket over panelerne uden at ødelægge kigget ind i terrassestuen.

3.5 Vores sensommer

Så er sommeren forbi, og nu er vejret da også blevet noget efterårsagtigt. I dag skinner solen, og det er godt, for jeg vil gerne ud og male hønsehuset færdigt. Det skal være sort, så det passer til det hegn, vi lige har sat op. Ja, vi har lavet en hønsegård pga episoden, hvor en hund havde fat i Æggelotte. Hun blev slemt tilredt men overlevede og har det fint nok. Episoden har dog gjort hende noget bekymret. Ligesom de to andre høns vil hun meget gerne ned på stranden (som er en del af vores matrikel) for at æde tanglopper, men hun tør ikke mere krydse stien uden min ledsagelse. Når de to andre er hoppet over hegnet og har krydset stien for at gå på stranden, går hun rundt i den øverste del af haven og klager, indtil jeg kommer og følger hende over stien – som en anden politibetjent, der hjælper ænder over gaden… 

Nu er de i hønsegården det meste af tiden. Lidt ærgerligt, at de ikke bare kan gå frit, men der er altså for mange løstgående hunde på stien gennem vores grund. 

Hønsegården er blevet stor og god, men de kommer alligevel ud, når vi er i haven, og somme tiden får de lov at gå til stranden. Tro det eller ej: de har styr på det, når jeg åbner lågen og spør’ om de vil med til stranden (i hvert tilfælde, når jeg så begynder at gå i retning af lågen ned til strandgrunden) … Ja, indrømmet: jeg er en hønemor. 

Aldrig tidligere har jeg været været så meget udendørs som i denne sommer.  

Det er en stor forandring i mit liv. Før vi flyttede til Kalvehave brugte jeg de fleste af mine vågne timer på at læse eller skrive – og altid indendørs. Enten på arbejdspladsen eller hjemme, fordi jeg altid har haft gang i et forsknings- eller bogprojekt. Det har jeg også nu, men hus- og havearbejde trækker mere. Stakken af “skrivebordsopgaver” vokser. 

Der er så meget nyt og sjovt men også mange arbejdsopgaver. Både Poul og jeg bruger mange timer hver dag på hus og have. Lidt for mange, men det må da hjælpe, så der ikke er så meget arbejde fremover. Poul er blevet 81. Godt, at han er så frisk og stærk og praktisk anlagt. 

I sidste uge gokkede han hovedet op i en skarp jernbjælke og fik en stor flænge. Typisk for Poul var han sikker på, at det hurtigt ville gå over. Bare et glas vin og en pause! Efter nogle timer og en telefonisk skideballe fra Maja (vores yngste, som er læge), kørte vi på skadestuen. Poul får blodfortyndende medicin, og der kunne jo være indre blødninger, som Maja formanede med en blanding af læge-myndighed og datter-bekymringskritik: “mor altså!”. Efter syv sting, en scanning og en samtale om tegn på hjernerystelse kunne vi køre hjem kl 02:30. Men det var godt, vi tog afsted. Maja havde jo selvfølgelig ret. 

De var søde og grundige på Nykøbing Falster Sygehus (jeg er ellers hunderæd for at skulle få brug for de små sygehuse i regionen. Det føltes mere trygt, da Riget var vores nærmeste hospital). 

Der er ikke bare mange arbejdsopgaver. Der er også mange udgifter. Nu har vi besluttet, at der skal støbes et fundament til det plankeværk, vi vil have op langs vandet. Vinterstormene, risiko for stormflod og den sandede bund gør, at vi ikke bare kan nøjes med almindelige stolpesko. Der skal laves noget professionelt. Det skal bare være et relativt lavt hegn, som kan stoppe de mængder tang og ålegræs, der ellers kan komme op i haven ved stormflod. Det skal nok komme til at se fint ud og vil ikke ødelægge synes af den “naturlige” strand. Er spændt på, hvad det kommer til at koste …

Nu skinner solen og jeg skal ud. I dag vil jeg dog ikke bade. Det har jeg ellers gjort de fleste dage i de sidste tre uger. Jeg plejer ikke at bade i Danmark, men når vi nu bor lige ved vandet. Helårsbader bliver jeg ikke. 

Udsigt fra soveværelset


6.4 Et drama i haven og en lokal facebookdebat

Sommeren har stået på havearbejde. Græsplænen er nem. Det er hyggeligt at tøffe rundt på havetraktoren. Det hårde arbejde er at klippe hække, hybenroser og vedbend. Hybenroserne er vokset sammen med et trådhegn, så de klares ikke med en hækkeklipper. Det tykke lag af vedbend langs den ene side af grunden skal også fjernes manuelt. Bag de genstridige stængler har vi  indtil videre fundet et par brændestakke, en stige, noget gammelt jern og fem havekrukker. 

Alt indendørs har været nedprioriteret, men i sidste uge fik vi dog hængt en lysekrone op, malet lidt mere og flyttet et par hylder. I fredags, da jeg stod og malede, hørte jeg pludseligt en af vores høns skrige voldsomt. Jeg løb ned af trappen og gennem haven til den nederste del af vores grund, hvor en hund havde fat i Æggelotte. Jagten havde kostet Æggelotte en stor del af fjerpragten, og hun var selvfølgelig meget chokeret. Hundeejeren kunne ikke kalde hunden til sig og gjorde ikke så meget. Hun syntes ikke, at vores høns skulle gå frit.

Jeg blev vred og påpegede, at det var på privat grund. Før jeg ankom til dramaet, havde hunden ganske vist jagtet og haft voldsomt fat i Æggelotte uden for vores grund. Det sås tydeligt på den mængde fjer, der lå på stien, som deler vores have i to dele (vi har grund helt ned til vandet, men der er en gammel klausul om en offentlig sti gennem grunden). Hundeejeren havde derfor ret i, at vores høns havde været på et offentligt område. De går frit – ligesom hendes hund gjorde! 

Bagefter skrev jeg et indlæg på en lokal facebook-side. Jeg skrev om oplevelsen, fordi der er mange i området, som kigger efter eller snakker hyggeligt med vores høns, når de går tur på stien gennem vores have, og fordi jeg ville appellere til, at hundeejere passer på, at deres hunde ikke jager. Det var ikke min mening at hænge hundeejeren ud. Jeg anede heller ikke, hvem hun var, før hun reagerede på mit indlæg. Men jeg ville heller ikke have hængt hende ud, hvis jeg havde vist det. Mange andre reagerede, og det udviklede sig til en debat om løsgående hunde og fritgående høns, hundelorte, hønselort og andet i mere eller mindre pæne vendinger. Flere tænksomme og gode indlæg, men altså også indlæg, som jeg blev meget ked af. Jeg kan godt lide hunde og snakker gladeligt med de mange hunde, der kommer forbi på stien og vejen. Det er første gang, jeg har oplevet noget ubehageligt med hundene. 

Jeg synes, at det er ærgerligt, at flere har skrevet, at hønsene ikke bør gå frit og samtidig antyder, at episoden nærmest var min skyld (ejeren af den hund, som angreb Æggelotte, skrev om hun virkelig skulle holde sin hund i snor mens vores høns skulle gå frit rundt). Nu er der jo lige det, at hønsene ikke angriber noget eller nogen, og jeg har overhovedet ikke forholdt mig til, om hunde skal være i snor eller ej, men det er ikke godt, hvis de får lov til frit at følge deres jagtinstinkt. 

Det med dyr appelerer tydeligvis til nogle menneskers ubeherskede følelser og ubehagelige udbrud. En mand skrev, at høns ikke skulle have lov at gå og skide på offentlige arealer. Hmm … det er tre høns, som primært går inde i vores have. Jeg tror ikke deres efterladenskaber generer noget særligt. Jeg overvejede – som sandt er – at svare, at vi er plaget af hundelorte på stien mellem de to dele af vores have og jævnligt også inde bag plankeværket på vores græsplæne (hvordan det så end lykkes hunde at komme derind), men jeg vil ikke fortsætte debatten, og næsten alle hundeejere er jo trods alt meget hensynsfulde.

Æggelotte blev slemt tilredt men overlevede. Hønsehuset er sikret mod ræve, mår og rotter, og det er forsvarligt lukket om natten. Nu skal vi så finde ud af, hvordan vi kan mindske risikoen for angreb fra løsgående hunde, for vi ønsker ikke, at de (hønsene altså) skal stå i deres bur hele dagen.

Som sagt har haven fyldt meget her i sommer, men vi gav os selv en ferie i form af fem dage i vores lille camper rundt i det skønne Thy. Det er fint at komme ud og dejligt at komme hjem igen.

Til slut vil jeg lige fortælle, at vi i går havde et forrygende arrangement i vores lille kulturhus nede på havnen. Fuldt hus, en festlig stemning, supergod musik med lokale folk, sange, vi kunne synge med på, og hygge blandt de frivillige, som står for at stille an, pynte alle borde med blomster, stå i baren, rydde op og meget andet praktisk. Den gruppe er jeg medlem af. 

1) Noget af det, vores vedbend gemte. 2) Så kom lysekronen op. 3) Hjemme igen efter en udflugt til Thy – så dejlig en udsigt fra vores soveværelse. 4) En forrygende aften i Den Gule Stald.