5.7 Galleri Strandlyst

1 . februar 2019 overtog vi huset her på Strandvej i Kalvehave. Nu er der så pludselig gået et år. Et år hvor vi både flyttede, gjorde vores sommerhus klar til salg og vores christianshavnerlejlighed klar til udlejning.

Oveni var der en meget tidskrævende kamp mod et udrejsecenter på Lindholm, som i givet fald ville have gjort vores lille by til “adgangsvej” for over 100 udvisningsdømte mænd. Heldigvis kom valget, og planerne blev droppet. Sikken en fest vi holdt i Kalvehave, da vi fik beskeden om , at planen var droppet.

Da jeg for et år siden startede med at blogge om vores flytning – i en høj alder – fra en god, ældrevenlig lejlighed i Kbh K til et stort hus med stor have i “vandkantsdanmark”, skrev jeg, at vi måske var tossede … det udsagn står stadig åbent, men i hvert tilfælde har vi nu haft et godt år. 

Arbejdsmæssigt har det været lidt hårdt men også sjovt, dejligt og livgivende. Vi har ikke fortrudt. Vi hygger os med Olga, Rosa og Æggelotte, som overlevede en hunds skambidning, samt Mille Misse, som er verdens sødeste kat, der har en fortid som internat-kat og nu nyder livet her i Strandvejsvillaen… Nåh ja.. der er jo også alle de dejlige gæster, vi har haft, samt de mange søde mennesker, vi har lært at kende her i Kalvehave.

Vi har haft en del (dyre) håndværkere, og vi har selv arbejdet meget både ude og inde, og arbejdet stopper ikke. Nu har vi fået en ny idé. Måske også helt tosset, men det skal forsøges.

Vi vil åbne et lille galleri. Kalvehave mangler det. Først var min plan, at det skulle være et projekt, hvor en borgergruppe skulle arbejde frivilligt og søge kommunen om tilskud til lejede lokaler mv., men en dag kom jeg – nærmest for sjov – til at sige til Poul, at vi også bare selv kunne lave galleriet ude i vores værksted. “Ja, god idé. Det gør vi da”, svarede han. 

Den mand er ikke pivet!

Vi har fået sat en yderdør i, så man kan gå ind i galleriet direkte fra indkørslen, og vi er ved at gøre lokalet i stand. Det kræver omorganisering for at få plads til alt det, vi havde i rummet, og vi skal have lukket vores garage, så der kan etableres værksted derude. Vores lille atriumgård skal indgå i galleriet (så det skal have en ny belægning med smukke italienske klinker) og måske også vores terassestue. Det bliver fint, og jeg har aftale med tre lokale kunstnere.    Der skal selvfølgelig flere til, og ikke kun lokale folk. 

Galleri Strandlyst åbner til juni. Kalvehave har mange turister, og især for  turister, som kommer sejlende, vil det være en god mulighed at kombinere en spadseretur langs vandet med et galleribesøg. Galleriet kommer ikke til at have billeder med den brølende hjort ved skovsøen eller de grædende børn – og dog – måske i interessante nyfortolkninger … 

Hvis der ikke kommer gæster i Galleri Strandlyst, lukker vi bare igen, men så har vi fået lavet en fin renovering. 

Om et par uger bliver Poul 82. Så skal flaget hejses. Vi skal dog først lige fundet hjælp, så vi kan lægge vores ret høje flagstang ned, for den skal have ny flagsnor – men den hjælp ville vi også have haft brug for, hvis han havde været 37, ikk’ sandt?

1) Der er meget oprydning, før værksted og garage er tømt.
2) Nu har vi også fået en dør mellem spisestue og terassestue. Det projekt krævede en specialfremstillet dør og udover en tømrer også en murer , da buen skulle væk.
3) Da der skulle laves en yderdør ind til værkstedet/galleriet, dukkede der en rådden garageport op bag beklædningen. Så måtte der mures en ny væg. Det blev en dyr omgang.
4) Værkstedet istandsættes og vinduet erstattes af en dør. Til gengæld sættes snart en port og en dør i garagen, så der kan laves værksted derude. Det går fint altsammen og bliver flot.

8.3 En slags dannelsesrejse

På facebook læser jeg jævnligt om venner og bekendtes interessante og oplevelsesmættende rejser rundt om i verden. Jeg mærker en berusende lettelse, glæde og frihed i disse skildringer af både korte og lange rejser. 

Hvor er det egentligt fantastisk, at vi lever i et samfund, hvor det er almindeligt, at mennesker i en alder af 65+ har penge, helbred og praktisk mulighed for at rejse rundt i verden – oven i købet med rejseforsikring, hvis noget går galt.  

Dette skriver jeg ikke som en indledning til noget om flyrejser og CO2. Jeg vil ikke moralisere, og hvad er værst: at flyve en gang imellem eller at køre rundt i en ældre dieselbil, som Poul og jeg gør, fordi vi for et par år siden ganske spontant anskaffede en California-camper som vores eneste bil. Og nåh, ja.. i foråret var jeg lige en tur i Korea sammen med vores to yngste. Det klarede vi jo ikke på cykel eller gåben, så jeg har vist også brugt min CO2- kvote så rigeligt i år.

Mine tanker går i en helt anden retning end CO2. Mine tanker handler om at gøre noget særligt, livsbekræftende og befriende, når man har fået sluppet lønarbejdet. Det kan som nævnt være at rejse til fjerne, smukke og interessante steder, og det kan være en rejse i det nære: en dannelsesrejse fx i form af frivilligt socialt og kulturelt arbejde eller en slags dannelsesrejse ved at skifte livsstil, sådan som Poul og jeg i nogen grad har gjort. 

Vi tog en chance, da vi for et år siden besluttede at købe huset her. Det var nok lidt vildt, men vi har det med at tage chancer. Det gjorde vi, da vi for 26 år siden mødte hinanden og giftede os kort efter uden særeje eller andre former for forbehold. Det var også en satsning, da vi – gamle jyder – for ti år siden flyttede fra Aarhus til København. 

Nu er vi så her ved vandet i en sydsjællandsk landsby. Unægteligt meget anderledes end at bo i lejlighed på Christianshavn. Hver dag er fuld af praktiske opgaver, og selv om vi har håndværkere til meget af arbejdet, er der hele tiden noget at gøre. Et par løse tagsten, lidt løs puds, en brændehæk, som er faldefærdig, nyt stakit i haven, et hvepsebo i ventilatoren, nyindretning af bryggers … listen er lang. Der er meget at gøre – ærlig talt også lidt for meget. Poul er snart 82 og jeg er fyldt 66. Vi har ikke de kræfter, vi har haft, og tiden er begrænset.

Vi holder meget af at være her. Glæder os over omgivelserne, landsbyfællesskabets nærvær og de mange søde mennesker, vi har lært at kende i lokalmiljøet. Himmel og hav giver hver dag storslåede oplevelser, fugleflokke danner imponerende formationer, solen maler vandet orange-rødt, nætterne er sorte og tyste, områdets beboere følger med i vores liv, luften er ren, æggene er helt friske, persille og purløg står lige uden for døren, og katten fangede en mus i går ude i haven. Den kunne ikke helt forstå, at jeg ikke ville tage imod gaven.

Vi er rejst fra en akademisk-bylivsform. På vores rejse møder vi udfordringer, smuk natur og nye stærke, interessante livsformer. Vi oplever nye sider af os selv, lærer en masse og får nye venner. På samme måde som når man rejser ud i verden. På en finurlig måde er vores rejse en rejse både ud og hjem.

Indtil videre går det meget godt. Vores oplevelser bekræfter os i, at livet er langt nok til at tage chancer og for kort til ikke at gribe dem … 

Glædelig jul og godt nytår til alle


7.4 November, november

I dag er vejret tungt og gråt. Udsigten over vandet er altid dejlig, men haven ser trist ud. November pynter ikke på haver. Desuden har vi et område, hvor buske og stauder er vokset ud af kontrol og “angrebet” af meterhøje brombær. Buskene skal være mindre og med græsplæne imellem, så også den del af haven bliver nem at holde. Der har været meget at ordne, så først for en måned siden fandt vi en gartner, men så var jorden blevet for våd. Nu skal det måske vente til foråret.

Vi har også et projekt med at sætte et stakit i stedet for de store hybenroser, som har stået langs vandet. Roserne har fungeret som bolværk, så vinterstormene ikke har kunnet skylle uoverskuelige mængder ålegræs op i haven. Poul har klippet de fleste af roserne ned. Nu venter vi på den entreprenør, som skal støbe stolperne ned. De skal stå godt fast, så det nye stakit kan modstå stormene. Bare vi når det inden den første alvorlige storm.

Vi taler en del om bæredygtighed (biodiversitet er det rette ord, har en gammel kollega lige mindet mig om) og dårlige vilkår for insekter, men det er ikke nemt at anlægge en naturlig have, som ikke bare ligner en forsømt have. En naturgrund vil heller ikke passe til vores hus. Så vores bidrag bliver bare, at vi ikke bruger sprøjtemidler, og til foråret laver vi et (kontrolleret) blomstervildt bed. 

Vi er i gang med at lave hønsegården om. Efter dramaet, hvor en hund skamferede Æggelotte, byggede vi en hønsegård, men det  en meter høje hegn holdt ikke hønsene inde. Så fik vi sat et to meter højt hegn op, men Olga og Rosa hopper op på hønsehuset og flyver over. Æggelotte står tilbage og sladrer højt med lange klagende gok, gok, gok: de flyver fra mig… Hønsene må godt gå i hele haven, men vi skal kunne stole på, at de bliver inde i hønsegården, når vi ikke er hjemme. Så nu skal der lukkes af for oven. Det er måske lidt skørt at gøre så meget ud af tre høns, men de er nu altså så sjove og trofaste æggelæggere – og deres hjem skal også være godt og pænt.

Der ER meget arbejde med hus, husdyr og have. Og vi er jo ikke helt unge. I går gled Poul på vores gamle og glatte bro nede på stranden. Det var ikke godt for ryggen, men han brækkede heldigvis ikke noget. Når vi snart skal reparere og rette broen op, lægger vi hønsetråd på den. Så kan man altid stå fast. 

Somme tider bliver jeg lidt bekymret for fremtiden, men dagene her i Kalvehave er dejlige, så fremtidsbekymringerne trænger heldigvis ikke for alvor igennem. Det er lidt ligesom, når man har fået ferie fra et krævende arbejdsliv. Lidt inde i ferien falder man til ro og glemmer helt, at man om tre uger igen skal tilbage i arbejdsræset. 

Det er begyndt at lysne i vejret. Nu kommer Poul op med min morgenmad på en bakke. Vi har elevationssenge, så jeg kan sagtens sidde i sengen med morgenmaden. Imens kan jeg se ud over vandet. Og Mille Misse er hoppet op i fodenden. Men jeg skal snart op. Tømreren kommer her i formiddag. Der er også et projekt med to nye døre …


5.6 Kulturen, kunsten og de ægte kastanjer

Nu har vi boet her i syv måneder. Vi nyder dette dejlige sted, som udover en fantastisk natur byder på meget godt socialt samvær. Forhåbentligt klarer vi det mange år endnu (selvom vi ikke er helt unge), og forhåbentligt skal vi aldrig mere i kamp mod et udrejsecenter på Lindholm (selvom kampen gav et særligt sammenhold i Kalvehave).

Så ofte som muligt kommer vi i Den Gule Stald. Det er byens lille kulturhus, som ligger på havnen. Navnet skyldes, at den gule bygning har været stald til de dyr, som skulle fragtes med færgen over til forskningen på øen Lindholm. I Den Gule Stald er der musikarrangementer eller foredrag et par gange om måneden. Sommetider også udstillinger, og nu er nogen ved at etablere et fast kulturhjørne i stalden. Det skal blandt andet huse en litteraturgruppe. Jeg er frivillig i staldens café ved vores musikarrangementer, herunder ‘Åben Scene’ sidste tirsdag i hver måned, hvor enhver kan melde sig til at optræde. Musikkvaliteten varierer, men det her er jo heller ikke ‘Den Kongelige’. Til gengæld er stemningen i top. Både på scenen og blandt publikum dominerer de gråhårede, og livslysten bobler. I Den Gule Stald er der altid mange hyggelige snakke, smil og knus. 

I Kalvehave er der en del tilflyttere fra København og Nordsjælland, men her er også mange, som har boet i området i årtier eller hele livet. Her er alle niveauer i uddannelse og indkomst, og “alle slags” hygger sig med hinanden i Den Gule Stald.

De, som er “gamle i gårde”, ved meget om hinanden, og (måske derfor) hører man somme tider om nogle gamle fnidder-fnadder-konflikter. Heldigvis gælder det i langt højere grad for både gamle og tilflyttere, at man udviser omsorg, hjælpsomhed og venlig interesse for hinanden. Poul og jeg oplever dagligt, at spadserende standser op ved vores hus og spørger, om vi har besluttet os med hensyn til et nyt varmeanlæg, om vi savner byen, om katten er faldet til – og den slags. Jeg sætter stor pris på den form for nærvær og landsbykultur. 

For et par uger siden var vi på visit hos Molla og Per, som også bor på Strandvej. Forinden kendte vi bare hinanden fra Facebook og lidt snak ude på vejen. Udover god samtale og et dejligt traktement havde vi den fornøjelse at blive vist rundt i deres hus for at se malerier. Hun er billedkunstner. Skøn billedkunst. Han er operasanger – og Poul og jeg er glade for både moderne billedkunst og opera.

Apropos opera: Vi skal snart til opera i Vordingborg, og jeg har lavet et opslag på en af de lokale Facebook-sider for at høre, om andre skal til den opera og vil have kørelejlighed. Det faldt mig naturligt at rette henvendelse til alle i byen om den mulighed. Vi er jo et lille lokalsamfund.

En af de venner, vi har fået gennem kampen mod et udrejsecenter på Lindholm, er Camilla. Hun er ung (for en måned siden var vi til hendes 40-års fødselsdag – dejlig fest), men venskaber handler som bekendt ikke om alder. Forleden sendte Camilla en besked: om vi ville have ægte kastanjer. Jo tak. Så vidt vi huskede, kunne vi godt lide kastanjer – og ja, det viste sig at være rigtigt. De smagte fantastisk. Så kom Camilla med endnu et kilo kastanjer og fik nogle sække ålegræs med hjem. Vi vil meget gerne af med det ålegræs, som sidste storm skyllede op på vores strand, og Camilla vil bruge det til kartoffeldyrkning. Da jeg havde fortalt, at Mille Misse somme tider hang fast i møbler og gardiner, medbragte Camilla en speciel katteneglesaks og klarede snildt det problem (bare spidsen af de to klør, som ikke kan trækkes ind). Sådan får, giver og bytter vi med Camilla og andre i Kalvehave: frugter, æg, tjenesteydelser og blomster – jeg har nogle potter med stokroser. Dem skal Camilla have til foråret.

Forleden gik havetraktoren i stykker midt under græsklipningen. Poul, som ellers er ret praktisk anlagt, kunne ikke reparere den, men det kunne Henning. Han kom i løbet af ti minutter. Dagen efter reddede han vores aftensmad ved at klare en meget genstridig skruedims, så vi kunne få skiftet gasflaske. Der var et særligt trick, vi ikke kunne gennemskue. Vi købte jo huset af Henning og Pia, så han kender det. Da han var her, fik han øje på to knækkede tagsten. Det stod allerede på vores “to-do-seddel”, at vi skulle have fat i en murer, men nej: “Dem ordner jeg da bare”, sagde Henning.

Ingen synes at have så travlt, som man tilsyneladende har i store byer. Sammen med en umådelig hjælpsomhed er der også altid tid til kaffe eller et glas et eller andet. Dagene smutter afsted, og vi når langt fra alt det, vi gerne vil. Vi har – heldigvis – haft mange besøg og travlt med at komme i stand, og nu skal vi lige have styr på den mest nødvendige vinterklargøring af hus og have. Så får vi bedre tid til at invitere flere af vores nye kalvehavevenner og -bekendte. 

Vi kendte ikke en eneste person her i området, da vi købte huset, men her er mange (udover dem, jeg allerede har omtalt), vi gerne vil se mere til. Det er sandelig værd at glæde sig over.

PS: Jeg skal lige fortælle, at jeg er begyndt at løbe. Konditionen er ikke særlig god, og et knæ er lidt sårbart efter et cykelstyrt for et par år siden. Derfor er det bare små lunte-ture, men lidt er umådeligt meget mere end ingenting. På min tur i morges mødte jeg Jytte, som er formand for Brugsens bestyrelse og fået mig med i det arbejde (foreløbig bare frem til næste årsmøde, hvor der kan vælges nye bestyrelsesmedlemmer). Jytte var på vej hjem fra vinterbadningen og prøvede at lokke mig med i den gruppe. “Vi har det hyggeligt”, lokkede hun, men “nej tak”. I sommer fik jeg badet meget, og det har jeg ellers ikke gjort i 30 år, men vinterbader, det bliver jeg ikke – i hvert tilfælde ikke i år. 

1) Sidst i oktober og det er stadig dejligt at sidde udendørs. 2) Mille studerer solopgangen (eller hønsene, som den kan se fra det vindue). 3) Årets sidste drivhushøst. 4) Morgenstund har guld i mund.
Dette meget sigende skilt stod foran Den Gule Stald.

3.6 Misse Mille og håndværkerne

Vi har fået kat. Den er hentet på et dyreinternat. Yngstedatteren (som var med på internatet) og jeg ønskede en gråstribet killing. Dem var der flere af på internatet, og de var allesammen så nuttede. Det havde været nemt at komme hjem med en gråstribet killing, men før vi fik valgt, var der en 8 måneder gammel sort-hvid kat, som valgte os. På alle mulige måder sagde dens kropssprog “tag mig, tag mig”, og da Poul en gang for mere end 30 år siden havde en dejlig sort-hvid kat, blev han blød i knæene. Vores kat er kommet til at hedde Mille, men Poul kalder den Misse. Så det er nærmest blevet til Misse Mille og Mille Mis – og hun er sikkert ligeglad.

Mille Mis er rigtig sød. Noget forsigtig, men hun virker ikke skadet, selvom hun er en institutionskat og fjernet fra sit første hjem af dyreværnet. Nu skal hun holdes indendørs i tre uger for at lære, hvor hun bor. Det er bøvlet i et hus med flere yderdøre. Jeg glæder mig til igen uden videre at kunne slå døre og vinduer op.

Nu er der købt kattebakke, kradsetræ og diverse andet udstyr. Ingen døre er oplagte til en kattelem, så der skal laves hul i muren til en kattelem, som kun kan åbnes, fordi katten er chippet. I alt koster det en mindre formue at anskaffe et dyr. Strengt taget lidt skørt, og hvad gør vi, hvis vi om fem år vil flytte tilbage til byen? Men nu har vi altså besluttet at leve i nuet. Vores forventede restlevetid er for kort til andet. Carpe diem! 

Hver gang, der kommer en person på besøg, skal vi vogte, at Mille Mis ikke smutter ud. Vi har haft besøg fra to firmaer, som giver tilbud på at installere et nyt varmesystem. Det bliver noget med luft til vand. Pillefyr og jordvarme er dømt ude. Vi har også haft besøg af en entreprenør, som skal støbe stolper langs stranden, så vi kan skære hybenroserne ned og opsætte et stakit, der kan klare storm, løs bund og stormfloder, hvor vi ellers risikerer at få uoverskuelige mængder ålegræs skyllet op på græsplænen. 

Endvidere har vi haft besøg af en tømrer for at få et tilbud på en yderdør ind til vores værksted samt en dør i åbningen mellem spisestuen og terrassestuen (tømreren syntes godt om den nuværende buede åbning, men det gør vi ikke, og der skal kunne spares lidt på varmen). Den nye dør skal matche stilen i stuen, og det klares ikke med standarddøre, så jeg venter spændt -og lidt bekymret – på at se tilbuddet.

I går var en havemand på besøg. En del af haven er groet til med gamle buske og småtræer blandet med brombær og andet krat. Der skal trimmes kraftig, og der skal anlægge græsplæne mellem buskene, så vi kan holde det med vores havetraktor.

I kender det sikkert. Selvom håndværkere skal lave arbejdet, er sådanne projekter ret krævende! Vi har også haft travlt med involvering i forskellige projekter i lokalsamfundet. Det fortæller jeg om en anden gang. 


1) Der gik ikke ret lang tid, før Mille Mis havde indtaget sofaen. Her på et tæppe, men oftest hvor det lige passer hende.
2) Den buede åbning, som skal have en dør.
3)Vi har stadig hønsene. Poul forbedrer hønsegården – efter overfaldet på Æggelotte er vi nødt til at sikre den endnu mere, og Rosa har sat sig på en af de lister, han skal bruge.
4) Der er blevet lidt tid til syltning mv. af egen avl. Dejligt, men jeg er absolut amatør på det punkt.


7.3 Virke og Varme

Vi har stiftet en forening, som hedder Kalvehave Virke. “Vi” er nogle af de borgere, som var meget aktive i kampen mod at bruge øen Lindholm til et udrejsecenter for udvisningsdømte personer. Det intense samarbejde og den energi, vi havde i kampen, skal nu bruges til at udvikle lokale projekter inden for rammen af FNs 17 verdensmål. Det handler om natur, miljø, trivsel, samarbejde, lokal udvikling og nærdemokrati. Jeg er i bestyrelsen og skal blandt andet stå for at koordinere de mange projekter, der forhåbentligt kommer til at blomstre her i området. Koordineringen kommer bla. til at ske i form af møder, hvor projektledere kan give og modtage sparring, gå sammen om initiativer, hjælpe hinanden med branding mv. 

Personligt synes jeg, at projekter om klima og natur må være foreningens fineste formål, men mit eget konkrete projektbidrag består i at få oprettet et museum her i Kalvehave. Det skal være et strikkemuseum. Danmark har mange specialmuseer, fx traktormuseer, et sukkermuseum, sporvejsmuseum, postmuseum, legetøjsmuseer osv., men ikke noget strikkemuseum.

Jeg strikker ikke selv, men strikning er et interessant fænomen både kulturelt, historisk, æstetisk, socialt og politisk. Tænk fx på hønsestrikning i 70’erne og 80’erne, som var stærkt politisk, eller alle de kludetæpper, som er strikket mhp nødhjælp. Jeg håber, at samlingen kommer til at spænde fra middelalderstrik til de helt moderne strikkede kunstværker. Museet vil sætte fokus på historien om strikning som en nødvendig hverdagsaktivitet for at producere tøj og tæpper såvel som historien om strikning som en vanedannende hobby, et udtryk for kreativ æstetik, politik og en del af de fleste pigers opdragelse. 

Nu skal der oprettes en projektgruppe og et rådgivende netværk. Og så skal der samles effekter. Sig til, hvis der er noget, vi må låne til samlingen fx en gammel hønsestriktrøje og gerne med en historie om tilblivelsen.

I weekenden var Poul og jeg til “sort sol” ved Ribe og opdagede tilfældigt, at der var international strikkefestival på Fanø, så ruten blev lige lagt den vej omkring. Den største oplevelse (udover den skønne natur) var en 2CV totalt pakket ind i strik. Se billedet nederst og se her om strikkemuseet: www.Kalvehavevirke.dk (i menuen “projekter”).

Dagene er godt fyldt op. Somme tider undrer det mig, hvordan jeg en gang også klarede at have et krævende fuldtidsarbejde. Livet som pensionist er berigende og befriende og fuld af ny læring – vel også på grund af de mange nye gøremål og nye venner i nye omgivelser.

Vi har langt om længe fundet en farve til spisestuen over de høje hvide paneler. Det var vanskeligt. Valgte først en smuk blålig tonet med grønt (nordic brise) for at forbinde det blå i den ene stue med det grønne i den anden stue. Selv om, vi først tjekkede med en større farveprøve, måtte det laves om, da vi så det færdige resultat. Nu er det blevet til en grå med blåt og grønt i. Det var den farvelære.

“Aun aprendo”, som Goya har kaldt et af sine værker. 

Nu skal vi også have sat os ind i muligheder for at skifte opvarmningsform i vores store hus. Pyh ha… her er et oliefyr. Det fungerer godt nok, men tanken rummer kun omkring 600 liter, og det koster alt for meget at få kørt sådan en sjat ud. 

Forgængeren her i huset hentede selv olie på en tankstation (en 350 liters beholder bag på traileren), og han har været så sød at hente olie for os indtil nu, men den løsning vil vi ikke overtage. Tænk, hvis vi løber tør for olie en streng vinterdag og måske ovenikøbet på et tidspunkt, hvor vi ikke er helt friske (det må jo med i beregningen i vores alder). 

Vi har også et pillefyr men har endnu ikke haft det tændt. Efter sigende er der meget rengøring og bøvl med det. Så hvad nu? Energirapporten anbefaler jordvarme. Det vil måske komme op i en pris af 150.000 og vil vandets indløbstemperatur være høj nok? Venner og bekendte foreslår luft til vand. Det er billigere, men det skal være et stort anlæg, og så vil det måske larme. Alt, der larmer, er dømt ude! Måske er løsningen at købe et nyt og mere avanceret pillefyr. Nu taler man om, at den opvarmningsform ikke er så klimavenlig endda, fordi man er begyndt at fælde skove for at fremstille piller. Hmm … man planter vel nye skove, og de afhjælper vel CO2 udslip under væksten, så selvom det tager år at erstattede de fældede træer … men hvad ved jeg? I morgen kommer der en energirådgiver, men hvor uvildig er han mon?

En skøn 2CV. Billedet er taget på den Internationale strikkefestival 21/9 2029. Hovedpersonerne bag dette strikke-projekt hedder Eva Holm og Gitte Skovmand. Jeg ved endnu ikke så meget om det, men det skal jeg finde ud af.
Spisestuen er blevet færdig. Det var noget af en opgave at finde farven, som fungerede på stykket over panelerne uden at ødelægge kigget ind i terrassestuen.

3.5 Vores sensommer

Så er sommeren forbi, og nu er vejret da også blevet noget efterårsagtigt. I dag skinner solen, og det er godt, for jeg vil gerne ud og male hønsehuset færdigt. Det skal være sort, så det passer til det hegn, vi lige har sat op. Ja, vi har lavet en hønsegård pga episoden, hvor en hund havde fat i Æggelotte. Hun blev slemt tilredt men overlevede og har det fint nok. Episoden har dog gjort hende noget bekymret. Ligesom de to andre høns vil hun meget gerne ned på stranden (som er en del af vores matrikel) for at æde tanglopper, men hun tør ikke mere krydse stien uden min ledsagelse. Når de to andre er hoppet over hegnet og har krydset stien for at gå på stranden, går hun rundt i den øverste del af haven og klager, indtil jeg kommer og følger hende over stien – som en anden politibetjent, der hjælper ænder over gaden… 

Nu er de i hønsegården det meste af tiden. Lidt ærgerligt, at de ikke bare kan gå frit, men der er altså for mange løstgående hunde på stien gennem vores grund. 

Hønsegården er blevet stor og god, men de kommer alligevel ud, når vi er i haven, og somme tiden får de lov at gå til stranden. Tro det eller ej: de har styr på det, når jeg åbner lågen og spør’ om de vil med til stranden (i hvert tilfælde, når jeg så begynder at gå i retning af lågen ned til strandgrunden) … Ja, indrømmet: jeg er en hønemor. 

Aldrig tidligere har jeg været været så meget udendørs som i denne sommer.  

Det er en stor forandring i mit liv. Før vi flyttede til Kalvehave brugte jeg de fleste af mine vågne timer på at læse eller skrive – og altid indendørs. Enten på arbejdspladsen eller hjemme, fordi jeg altid har haft gang i et forsknings- eller bogprojekt. Det har jeg også nu, men hus- og havearbejde trækker mere. Stakken af “skrivebordsopgaver” vokser. 

Der er så meget nyt og sjovt men også mange arbejdsopgaver. Både Poul og jeg bruger mange timer hver dag på hus og have. Lidt for mange, men det må da hjælpe, så der ikke er så meget arbejde fremover. Poul er blevet 81. Godt, at han er så frisk og stærk og praktisk anlagt. 

I sidste uge gokkede han hovedet op i en skarp jernbjælke og fik en stor flænge. Typisk for Poul var han sikker på, at det hurtigt ville gå over. Bare et glas vin og en pause! Efter nogle timer og en telefonisk skideballe fra Maja (vores yngste, som er læge), kørte vi på skadestuen. Poul får blodfortyndende medicin, og der kunne jo være indre blødninger, som Maja formanede med en blanding af læge-myndighed og datter-bekymringskritik: “mor altså!”. Efter syv sting, en scanning og en samtale om tegn på hjernerystelse kunne vi køre hjem kl 02:30. Men det var godt, vi tog afsted. Maja havde jo selvfølgelig ret. 

De var søde og grundige på Nykøbing Falster Sygehus (jeg er ellers hunderæd for at skulle få brug for de små sygehuse i regionen. Det føltes mere trygt, da Riget var vores nærmeste hospital). 

Der er ikke bare mange arbejdsopgaver. Der er også mange udgifter. Nu har vi besluttet, at der skal støbes et fundament til det plankeværk, vi vil have op langs vandet. Vinterstormene, risiko for stormflod og den sandede bund gør, at vi ikke bare kan nøjes med almindelige stolpesko. Der skal laves noget professionelt. Det skal bare være et relativt lavt hegn, som kan stoppe de mængder tang og ålegræs, der ellers kan komme op i haven ved stormflod. Det skal nok komme til at se fint ud og vil ikke ødelægge synes af den “naturlige” strand. Er spændt på, hvad det kommer til at koste …

Nu skinner solen og jeg skal ud. I dag vil jeg dog ikke bade. Det har jeg ellers gjort de fleste dage i de sidste tre uger. Jeg plejer ikke at bade i Danmark, men når vi nu bor lige ved vandet. Helårsbader bliver jeg ikke. 

Udsigt fra soveværelset


6.4 Et drama i haven og en lokal facebookdebat

Sommeren har stået på havearbejde. Græsplænen er nem. Det er hyggeligt at tøffe rundt på havetraktoren. Det hårde arbejde er at klippe hække, hybenroser og vedbend. Hybenroserne er vokset sammen med et trådhegn, så de klares ikke med en hækkeklipper. Det tykke lag af vedbend langs den ene side af grunden skal også fjernes manuelt. Bag de genstridige stængler har vi  indtil videre fundet et par brændestakke, en stige, noget gammelt jern og fem havekrukker. 

Alt indendørs har været nedprioriteret, men i sidste uge fik vi dog hængt en lysekrone op, malet lidt mere og flyttet et par hylder. I fredags, da jeg stod og malede, hørte jeg pludseligt en af vores høns skrige voldsomt. Jeg løb ned af trappen og gennem haven til den nederste del af vores grund, hvor en hund havde fat i Æggelotte. Jagten havde kostet Æggelotte en stor del af fjerpragten, og hun var selvfølgelig meget chokeret. Hundeejeren kunne ikke kalde hunden til sig og gjorde ikke så meget. Hun syntes ikke, at vores høns skulle gå frit.

Jeg blev vred og påpegede, at det var på privat grund. Før jeg ankom til dramaet, havde hunden ganske vist jagtet og haft voldsomt fat i Æggelotte uden for vores grund. Det sås tydeligt på den mængde fjer, der lå på stien, som deler vores have i to dele (vi har grund helt ned til vandet, men der er en gammel klausul om en offentlig sti gennem grunden). Hundeejeren havde derfor ret i, at vores høns havde været på et offentligt område. De går frit – ligesom hendes hund gjorde! 

Bagefter skrev jeg et indlæg på en lokal facebook-side. Jeg skrev om oplevelsen, fordi der er mange i området, som kigger efter eller snakker hyggeligt med vores høns, når de går tur på stien gennem vores have, og fordi jeg ville appellere til, at hundeejere passer på, at deres hunde ikke jager. Det var ikke min mening at hænge hundeejeren ud. Jeg anede heller ikke, hvem hun var, før hun reagerede på mit indlæg. Men jeg ville heller ikke have hængt hende ud, hvis jeg havde vist det. Mange andre reagerede, og det udviklede sig til en debat om løsgående hunde og fritgående høns, hundelorte, hønselort og andet i mere eller mindre pæne vendinger. Flere tænksomme og gode indlæg, men altså også indlæg, som jeg blev meget ked af. Jeg kan godt lide hunde og snakker gladeligt med de mange hunde, der kommer forbi på stien og vejen. Det er første gang, jeg har oplevet noget ubehageligt med hundene. 

Jeg synes, at det er ærgerligt, at flere har skrevet, at hønsene ikke bør gå frit og samtidig antyder, at episoden nærmest var min skyld (ejeren af den hund, som angreb Æggelotte, skrev om hun virkelig skulle holde sin hund i snor mens vores høns skulle gå frit rundt). Nu er der jo lige det, at hønsene ikke angriber noget eller nogen, og jeg har overhovedet ikke forholdt mig til, om hunde skal være i snor eller ej, men det er ikke godt, hvis de får lov til frit at følge deres jagtinstinkt. 

Det med dyr appelerer tydeligvis til nogle menneskers ubeherskede følelser og ubehagelige udbrud. En mand skrev, at høns ikke skulle have lov at gå og skide på offentlige arealer. Hmm … det er tre høns, som primært går inde i vores have. Jeg tror ikke deres efterladenskaber generer noget særligt. Jeg overvejede – som sandt er – at svare, at vi er plaget af hundelorte på stien mellem de to dele af vores have og jævnligt også inde bag plankeværket på vores græsplæne (hvordan det så end lykkes hunde at komme derind), men jeg vil ikke fortsætte debatten, og næsten alle hundeejere er jo trods alt meget hensynsfulde.

Æggelotte blev slemt tilredt men overlevede. Hønsehuset er sikret mod ræve, mår og rotter, og det er forsvarligt lukket om natten. Nu skal vi så finde ud af, hvordan vi kan mindske risikoen for angreb fra løsgående hunde, for vi ønsker ikke, at de (hønsene altså) skal stå i deres bur hele dagen.

Som sagt har haven fyldt meget her i sommer, men vi gav os selv en ferie i form af fem dage i vores lille camper rundt i det skønne Thy. Det er fint at komme ud og dejligt at komme hjem igen.

Til slut vil jeg lige fortælle, at vi i går havde et forrygende arrangement i vores lille kulturhus nede på havnen. Fuldt hus, en festlig stemning, supergod musik med lokale folk, sange, vi kunne synge med på, og hygge blandt de frivillige, som står for at stille an, pynte alle borde med blomster, stå i baren, rydde op og meget andet praktisk. Den gruppe er jeg medlem af. 

1) Noget af det, vores vedbend gemte. 2) Så kom lysekronen op. 3) Hjemme igen efter en udflugt til Thy – så dejlig en udsigt fra vores soveværelse. 4) En forrygende aften i Den Gule Stald.

7.2 “Har I fortrudt?”, spurgte mægleren

For et par uger siden lavede vi et bord i atriumgården. Ikke et rigtigt udekøkken men bare det solide bord, som man (vi ) altid har manglet ved siden af grillen. Det blev lavet af nogle gasbetonklodser, som Poul fiskede frem, da han var ved at fjerne noget overdækning, som var helt groet til i vedbend. Gasbetonklodserne blev malet med cempexo, så de matchede væggen, og stillet op, så der kunne etableres et bord med en underhylde. Brædderne blev lakeret med mørk skibslak, så det er nemt at holde. En relativ nem proces og et ret nyttigt produkt.

Medens vi arbejdede på det, kom Per Ejby som var mægler på handlen, da vi købte huset. Jeg stod sprøjtet til i cempexo, som havde strintet kolossalt, fordi jeg havde brugt en gammel skurebørste (jeg havde været for utålmodig til at køre til byggemarkedet for at købe en kalkkost). Det gjorde nu ikke noget, at jeg var godt pyntet af cempexo, for Per Ejby ville ikke indenfor. Han ville bare hilse på og høre, om vi var glade for huset. “Har I fortrudt?”, spurgte han. “Næh, nej da, det har vi bestemt ikke. Her er dejligt, smukt og her bor en masse søde mennesker. Vi har på ingen måde fortrudt”.

Hyggeligt, at mægleren lige kiggede forbi, og egentligt meget kendetegnende for den venlige og afslappede facon, vi generelt møder her i dette smukke hjørne af Danmark.

Det nye hjemmedesignede have-køkkenbord fungerer godt, og der har været god brug for det. Vi har (heldigvis) haft mange gæster, og atriumgården er et fantastisk sted, når der er for koldt eller for varmt andre steder. 

Forleden havde vi besøg af vores unge syriske venner med deres skønne datter, Luna på fire år. Den ene dag sejlede vi ud for at se Møns Klint ude fra søsiden og grillede om aftenen. Den næste dag indtog de unge mennesker køkkenet og lavede dejlig syrisk mad til os. Luna hjalp mig med at vande i drivhuset, indtil hun meget bestemt proklamerede, at nu gad hun ikke mere, for vi (hun og jeg) skulle i stedet lege på stranden “… og jeg vil gerne have en spand, en skovl og et skib” Sådan! Ja, øh.. en skovl og en spand, kunne jeg levere, men skibet blev i form af en chokoladeæske, som kunne flyde…

Og så skal jeg da lige fortælle, at jeg har været ude at bade. Det er mere end 25 år siden, jeg sidst badede i dansk farvand, men når man nu bor lige ved en badestrand – og det var faktisk dejligt. 

Til sidst: i går afleverede vi lejligheden inde på Christianshavn. Det var et rigtig trælst stykke arbejde at få den gjort i stand til udlejning. Det havde været noget nemmere med et salg, så kunne vi have klaret det med en god flytterengøring. Ved udlejning gennem Housing Denmark skulle alt være i orden og nymalet, og der blev foretaget en professionel inspektion mhp en indflytningsrapport. Gennem hele sommeren har vi knoklet i mange, mange dage med maling, renovering og alt muligt andet, der sprang i øjnene, da vi begyndte at se kritisk i krogene i den tomme lejlighed, og aldrig har jeg gjort så meget rent – helt ned på det niveau, hvor vatpinde er en del af redskaberne. Jeg havde det, som om jeg skulle til eksamen, da inspektionen kom. Skørt. Men nu er det overstået, så vi kan koncentrere os om stedet her og få klippet den hæk, som er ved at ødelægge naboens vandudsigt. Han har heldigvis taget det rigtig pænt. Tak for det.

Og vi har stadig ikke fortrudt!

1) Det nye hjemmelavede have-køkkenbord 2) Gæster 3) Luna ser ud over haven 4) Før, under og efter!



3.4 Gift og gæster

Det er vist nok ved at være trendy, at lade ukrudtet stå af hensyn til insekterne. Aviser, magasiner og opslag på Internettet har mange indlæg om det herlige ved at lade naturen gå sin gang – også i villahaverne. I princippet er vi helt enige. I praksis er det dog ikke helt så ligetil. Jo, det ville være dejligt med et område fyldt med yndige eng- og markblomster. Og et sådant område gør vi klar til i løbet af efteråret, når vi får tid til at rydde op i stauderne. Men ærlig talt gør vi det ikke at hensyn til insekterne. Vi gør det, fordi det ikke er fint med stauder på den del af grunden, der ligger helt ned til stranden.

“Har I virkelig tænkt jer at fjerne de skønne juleroser” sagde min gamle veninde her i weekenden, da jeg fortalte om planen. Ja, det har vi. Der skal være et vildt bed, og det dur ikke at skabe noget vildt ved at lade de gamle stauder gro til i ukrudt.

Vores have er meget stor, og vi reserverer kun en lille del til de vilde blomster. Resten skal holdes. Sådan er det bare. Haven fungerer ikke, når buskene er ved at blive kvalt af store brombær, når japansk pileurt vælter frem alle steder, når hybenroserne er blevet to meter høje og ranglede. Det er heller ikke spor dejligt at se stauderbedene forsvinde i skvalderkål, og det er ærgerligt, at vi ikke kan nyde vores strand, fordi alt er groet til i tagrør og tidsler.

Altså knokler vi med at tæmme naturens kræfter. Og indtil videre har vi undgået at bruge gift. Sådan skulle det gerne blive ved med at være, selvom det gør indtryk på mig, når vi gang på gang må høre, at det er umuligt. Japansk pileurt er ikke til at komme til livs. Gennem flere år skal man systematisk fjerne hver eneste spire. Gad vide om det lykkes i vores levetid … måske bare lidt Roundup – bare til de japanske pileurt, som er en ekstrem invasiv art- men det er nok et skråplan …

Indimellem havearbejdet bruger vi tid med vores gæster. Familie og venner vil gerne se, hvad det er for et sted, vi har fundet. Vi har haft mange besøg, og det er vi meget glade for. Det er godt at være sammen med familie og venner, og vi håber, at dette fortsætter, når nyhedsværdien er forsvundet. Heldigvis har vi fået et ganske godt gæsteværelse. Det er dejligt at kunne byde på andet end sofa-opredning og luftmadrasser. Desuden kan vi byde på en fantastisk udsigt, stilhed, bademuligheder og dejlige gåture.