3.9 Det var den sommer …

1. september. Igen i år undrer jeg mig over, at sommeren allerede er forbi. Den sommer, vi brugte lang tid på at forberede med forårsklargøring af haven, rengøring og tilplantning i drivhus, istandsættelse af terrasse og havemøbler, tilplantning af krukker og meget andet. Den sommer, vi havde glædet os til og forberedt i lang tid, var pludselig forsvundet. Pludselig var nætterne blevet mørke, duggen begyndt at falde tungt, bladene begyndt at gulne, og spindelvæv dukkede op overalt. 

Jeg nåede kun lige at få begyndt på at morgenbade i havet. Jeg blev ikke færdig med at male plankeværket. Den  nye bro på vores strandgrund er ikke blevet færdig. Den nye bålplads er ikke blevet indviet. Meget kan nås endnu, men igen, igen gik en sommer alt for hurtigt.

Jeg har aldrig været glad for august måned. Den minder mig om, at livet er kort, og om alt det, vi så gerne vil men ikke når. August er afsked.

Men september er en begyndelse, og mit sind lysner igen. Septembers himmel er så blå (det er der en naturvidenskabelig forklaring på). Ganske vist skal der ryddes op efter sommeren og siges farvel til så meget, men i september kan man glæde sig over det smukke, klare vejr og naturens nye farver, og man kan endog se frem til efterårsvejrets rasen. Når man som os bor tæt på vandet, er alle former for uvejr en fascinerende oplevelse. Som sidegevinst aftager havearbejdet, og der bliver tid til andre sysler og til hygge i stearinlysenes skær.

Vi har brugt meget tid og mange penge på renovering af huset. Det var godt og skønt, da vi flyttede ind for halvandet år siden. Alligevel er der en del, vi vil ændre. Og da alderen begrænser kræfterne, bruger vi håndværkere til meget af arbejdet. Det er dyrt at have håndværkere, men når vi følger deres arbejde, kan vi egentlig godt forstå størrelsen på deres regninger.

I februar fyldte Poul 82, og i august blev jeg 67. Vi kommer ikke til at bo her i flere årtier. Det er ret klart. Og sandsynligvis får vi ikke pengene hjem igen, når huset skal sælges. Så kan det nu betale sig med al den renovering? Ja, synes vi. Vi renoverer ikke som et forsøg på tjene penge eller for at fornægte alderen. Vi renoverer fordi vi vil leve og have det godt, så længe det er muligt. Snart går vi i gang med totalrenovering af et 70’er- agtigt badeværelse, som både er slidt og i vores øjne noget uskønt. Måske kommer vi også i løbet af det kommende år i gang med at få indrettet et værksted i garagen, som derfor også skal have isat port og dør. Måske kommer vi også i gang med lågerne i køkkenet og med at få bygget et nyt haveskur. 

Vi har stadig vores lejlighed i byen, men en tilbagevenden til bylivet frister stadig ikke. Lejligheden er udlejet for fem år. Så må vi jo se til den tid…

1) Poul bygger selv den nye bro over kystsikringen . 2) De nye havelåger, som synsmæssigt skal forbinde verandaen med stranden, er smukt lavet af et lokalt tømrerfirma. Mangler bare at blive malet. 3) Med en grund på næsten 2500 m2 er der altid et sted, som skal beskæres. 4) Ikke alt i drivhuset var vellykket, men det blev til en del tomater. 5) Galleriet fik en hel side i Sjællandske Tidende.

3.8 Brobyggeri, borrelia og barnebarn

Regn og rusk og sol indimellem. Ikke ligefrem et ønskevejr i juli måned. Vi skal heldigvis ikke på cykel-telttur med tre børn, men det med vejret er jo altid interessant. 

Vi er kommet tæt på vejret. Det lyder måske som noget vrøvl, for i princippet er vejret vel hverken nærmere eller fjernere fra os, end da vi boede på Christianshavn, men sådan oplever vi det her tæt ved vandet, hvor vi tilbringer megen tid udendørs og kontinuerligt holder øje med vejr og vand: skal de nye planter vandes? Er himlen ikke særlig fantastisk i dag? Er blomsterkrukkerne ved at drukne? Er vandstand og strømforhold sådan, at al den ålegræs, som sidste storm skyllede ind på stranden, kan smides ud igen? Er det vejr til havearbejde? 

Svaret på det sidste er næsten altid et “ja”, for man bliver helt afhængig af udelivet, og havearbejdet er en nødvendighed. Luften er dejlig, haven er stor og frodig, og en naturgrund passer ikke til en patriciervilla. 

Vi er ved at anlægge en lille køkkenhave i form af højbede, som bygges op af herregårdssten, så de matcher terrassebelægningen. Efter det skal vi have lavet en bro henover de store sten, der fungerer som kystsikring. For nylig faldt Poul på stenene og slog sig ret slemt. Det skrev jeg til den entreprenør, som i efteråret støbte pæle ned til stakittet langs stranden men som aldrig blev helt færdig. Der manglede de to pæle, som skulle bære broen henover kystsikringen. Arbejdet var betalt for længst, og han var blevet rykket mange gange. Da han hørte, at Poul havde slået sig, kom han … der er ikke noget så skidt, at det ikke er godt for noget, som min mor yndede at sige. Og Poul kom sig heldigvis ret hurtigt efter faldet. 

Resten af sommerens arbejde handler om vedligehold – lige indtil vi får et nyt indfald. Ideerne står allerede i kø. 

Nåh ja … der er jo også lige døren ind til redskabsskuret. Den er skvattet helt sammen! 

I følge vores nyhedsmedier er det gennem coronakrisen blevet populært at flytte ud fra byen. Måske er der skabt en mere blivende forandring. Med et velfungerende Internet, hjemmearbejdspladser og internethandel er mange opgaver blevet lettere at klare udenfor de store byer (men den lokale brugs skal støttes). En af de nye muligheder, som gør det nemmere at bo uden for de store byer, er videokonsultation hos lægen. Den mulighed ville jeg gerne have haft, da jeg i efteråret måtte en tur til København, fordi lægen nægtede at stille en borreliadiagnose ud fra et billede. Da jeg kom ind til lægen, tog det 10 sekunder for ham at se, at plamagen på benet faktisk skyldtes en borreliainfektion, men alt i alt kostede lægebesøget over fire timer. Ja, vi har beholdt læge i København. Det er rart, at dette er blevet muligt – især i betragtning af lægemanglen uden for de store byer. Vi kunne ikke have fået en læge i nærheden og er i øvrigt glade for vores lægehus i København. 

Tandlægebesøg foregår stadig i København. Det er da også ganske fint at komme til storbyen en gang imellem, men trafik og menneskemylder stresser, og hjemme venter Misse Mille og hønsene, så vores ophold i byen bliver sjældent af længere varighed. 

Camperen er solgt. Den havde vi kun godt og vel to år. Vi købte den, da vi troede, at vi skulle trille hele Europa rundt, når jeg stoppede med mit lønarbejde, men så fik vi jo andre interesser og opgaver. Efter flytningen hertil har vi kun haft to overnatninger i den. 

Udover hus og husdyr har vi jo også galleriet, som skal passes. Åbningsreceptionen gik over al forventning, og der har været pænt med gæster i galleriets første uge. Galleriet giver også en del arbejde, men foreløbig er det sjovt. 

Jeg vil slutte med det vigtigste: vi har fået et nyt barnebarn. Hun er helt vidunderlig, og jeg glæder mig til besøgene. Vores hjem her i Kalvehave er perfekt til besøg af børn og børnebørn. Ser for mig, hvordan den lille og jeg til næste sommer skal sidde ved vandet, bygge sandslotte og grave vandkanaler. Og de unge nybagte forældre kan hvile ud her i fred og ro væk fra København, hvor de bor og arbejder… 

Livet i Kalvehave er ikke så ringe endda! 

1) Sidste forår var der en halv meter højt ukrudt langs muren her. Nu er der lavendler. 2) Der kom mange gæster til åbningsreception i Galleri Strandlyst. 3) Galleriet set indefra. 4) Efter receptionen havde vi middag for de kunstnere, der har værker udstillet i galleriet og andre, som havde hjulpet os. Dagen begyndte med masser af regn. Om aftenen sad vi længe ude på terrassen.

5.8 Hønsepædagogik og hårdt arbejde

Det er længe siden, jeg sidst har skrevet på min blog. Vi har haft travlt, og dagene flyver afsted. 

Siden sidst er der sket meget i hus og have. Vi har færdiggjort galleriet, knoklet i haven, fået malet stakit og meget andet. Nåh nej … stakittet er ikke malet helt færdigt. Det er langt og skal males på begge sider … imens skyder skarntyder, japansk pileurt og andre uønskede vækster op i vild fart. Poul går hver dag en tur på vores strandgrund og trækker pileurt op. I går blev det til 152 styk. På et tidspunkt må de da finde ud af, at de er aldeles uønskede i vores have. Det arbejde – og alt muligt andet – klarer han tappert, selvom han har forløftet sig på de store sten, han har flyttet. Vi holder umådeligt meget af vores nye domicil, men det er – ærlig talt – temmelig krævende at passe alle herlighederne. 

Vi har fået lavet et stort flisearbejde. Det blev lavet af en anlægsgartner, men projektet har alligevel fyldt en del – og støvet endnu mere. Vi har fjernet et område med sten i forhaven til fordel for mere græsplæne, ryddet op i et vildt buskads og meget andet. En del af arbejdet har en deadline 28. juni, hvor vi holder reception i anledning af, at vi åbner Galleri Strandlyst. Der er trykt plakater, postkort og visitkort, og vi er nu ved at forberede os på gæsterne. Jeg har været i gang med at bage kransekagekonfekt, men den opgave har ægtefællen til en af galleriets kunstnere været så sød at overtage. En anden af galleriets kunstnere vil lave blomsterdekorationer til dagen, og hendes mand har klaret grafik mv til de nye postkort. En tredje kunstner hjælper mig med udstillingskataloget. Den lille vinkælder i Kalvehave har givet galleriet den gave, at de kommer og serverer kølig boblevin. Så det skal nok blive godt. Stor hjælpsomhed og opbakning her i Kalvehave. Gad vide, hvor mange der kommer til receptionen! 

Der sker andet end havearbejde og etablering af et galleri: Vi har fået to nye høns. Rosa (den ene af de tre gamle høns) blev jo dræbt af en løsgående hund, og i forbindelse med det drama fik Olga et chok og stoppede med at lægge æg. Så var der kun Æggelotte til at sikre forsyningen, og et enkelt æg om dagen er et magert udbytte fra en stor luksusindrettet hønsegård. De to nyindkøbte er sorte skovhøns, så nu har vi to røde og to sorte høns. Pyh ha… sikke et bøvl at få de fire hønsedamer til at enes. I starten gik de hver for sig men tæt på hinanden. I begyndelsen kunne de ikke være sammen i det ræve-og rottesikrede hønsehus, så om natten måtte de nye og gamle skiftes til at sove i drivhuset. Om dagen gik jeg og opdragede på dem. De gamle fik et lille dask, når jeg greb dem i at hakke på de nye. Jeg kan ikke lide, når man ikke er sød ved sine medskabninger. Heldigvis fik min hønsepædagogik det resultat, at de i løbet af to uger blev ganske gode venner, og ingen mistede fjer i den periode. De nye høns hedder Grace og Norma. De er skinnende kulsorte, hvilket ikke helt matcher navneophavet, men Norma har dog lyse striber. Æggelotte, Olga, Grace og Norma – sikke et navnemix, men det er den slags små-tåbeligheder, man (vi) kan have morskab af. 

Det med at bruge drivhuset som hønsenattelogi er heldigvis slut for længst. Nu står drivhuset med et væld af druer. Det er store, lækre druer, som vi glæder os til. Undervejs gør det nytte, fordi en af vores nye venner her på Strandvej henter vinblade hos os. Dem bruger hun til at lave lækre dolmere med en opskrift fra sin kurdiske baggrund, og hun deler gerne med os. 

Vi har to drivhuse. Det andet er fyldt med tomatplanter. De var ved at løbe helt løbsk for mig, men så kom storesøster og fik styr på det. Imens prøvede hun at lære mig tomatdyrkningens kunst, men mine talenter i den retning er vist ret begrænsede, og storesøster bor desværre langt væk…

Det er ikke kun hønsene, der bliver udsat for vores opdragelse. Nu er vi ved at lære Mille Mis at bruge den nye kattelem, men hun er mere stædig end hønsene. Det er ellers en luksuskattelem, som reagerer på hendes øre-chip. Den var dyr og bøvlet at få sat i ydermuren, men hun er overhoved ikke taknemmelig for den nye selvbetjente ind- og udgang. I stedet sætter hun sig konsekvent ved terrassedøren og kigger meget skrapt og intenst på os: “Luk så den dør op!”

Avisomtale i Ugebladet for Møn


3.7 Kærlighed i coronaens tid

Det er underligt så dybt arbejdslivets rytme har sat sig.  Det er nu mere end halvandet år siden, jeg stoppede mit lønarbejde, men jeg kan stadig tage mig selv i at tænke, at en opgave kan klares, når det bliver weekend, eller at dette eller hint skal laves, når vi får ferie. Stadig kan jeg føle det underligt at have fri på hverdage og endog komme til at se frem til en weekend, så vi kan holde fri, hvilket selvfølgelig er noget vås, for vi bestemmer jo helt selv, hvornår vi vil lave noget (men det vil vi jo stort set hele tiden). 

Tiden flyver afsted, og vi knokler løs med hus og have. Græsplænen er slået, har fået kalk og hønselort fortyndet med vand. Trods intensiv “googling” ved jeg egentligt ikke, om det er den rigtige tid og måde, men det skader nok ikke. Nu er vi ved at flytte bålpladsen, som er omkranset af store sten – meget store sten. Da vi begyndte at grave dem fri af græsset, viste de sig som isbjerge, hvor kun en mindre del er synlig. Vi flytter en enkelt sten om dagen, og så koster det en pille mod rygsmerter .. somme tider, når vi har knoklet for meget, går vi rundt og ligner butleren i 90-års fødselsdagen, men pyt. Det bliver godt.

Vi har nedlagt to staudebede. Det ene skal i stedet være et bed med sommerblomster til glæde for bier og sommerfugle. Aspargesbedet fredes (friske asparges er noget af det fineste, man kan spise, og det er ikke lige til at anlægge et nyt aspargesbed). Lige nu er bedet lukket inde af gamle frønnede brædder. De skal udskiftes med en cirkel af sten for at matche det tilbageværende blomsterbed samt bålpladsen, men det bliver altså med lidt mindre sten.

Hønsehuset har fået den helt store forårsrengøring – og sådan er der noget hver eneste dag. Corona har ikke skabt passivitet eller kedsomhed – ej heller ensomhed. Vi har hinanden, og hver dag sludrer vi med folk, der går tur på strandstien, som jo krydser vores matrikel – sludrer er måske ikke det rigtige ord, når man taler sammen på flere meters afstand, men hyggeligt er det. Og i lørdags var yngstedatteren og hendes samlever på besøg. Vejret var skønt, så vi kunne drikke eftermiddagskaffe sammen udendørs med flere meters afstand. Dejligt at se familien live og ikke kun på skærm.

Indendørs arbejder vi stadig med galleriet og er vældigt tilfredse med vores resultater. Vi har kreeret en helt særlig loftslampe, og Poul har lagt et flot trægulv. Gulvet skal males, men det klarer Zascha – en ung lokal maler, der har startet sit eget firma. Efterhånden er renoveringen af lokalet blevet relativt omfattende, og vi henter aldrig pengene hjem igen, men det er jo også for sjov og et bidrag til aktivitet i Kalvehave. Planen er, at Galleri Strandlyst skal åbne til Sankt Hans – hvis landet er genåbnet!

Foråret bobler, solen skinner, og kærligheden trives i coronaens tid. Men der er også skygger. Vi kan ikke bare lukke øjnene for, at langt fra alle mennesker – heller ikke vores egne kære – har det helt så trygt og nemt. Vi taler jævnligt om, at mange mennesker stort set er spærret inde i deres lejlighed og måske uden arbejde. I det lys føles det næsten uforskammet at have det så godt, og det ville være upassende at skrive om vores (overvejende aldersrelaterede) småbøvlerier med krop og helbred. Så det gør jeg altså ikke – men knæet gør nu forbandet ondt, og Poul har taget knæbindet. Hans knæ værker også. Ærgerligt, for vi skal helst videre med at flytte bålplads. Det vil være fint at få den gamle nedlagt, inden Jonas (gartner og gift med maleren, Zascha) kommer om et par uger for at fjerne nogle stubbe, tromle og så græs, for så kunne han jo også lige smide nogle græsfrø, hvor den nuværende bålplads ligger. 

1) Ny bålplads 2) Havetraktoren gik i stykker. Poul måtte ligge i en time på jorden for at fikse den 3) Eget design af lampe i Galleri Strandlyst 4) Camilla, en af vores nye venner her i Kalvehave, havde forleden stillet ti små tomatplanter på vores trappe (vores kaffemøder må vente til post-coronatiden) . Indtil planterne kan sættes i drivhus, passes de i terrassestuen.


8.4 Selvom det står i avisen …

For en måneds tid siden havde dagbladet Information en kronik, der handlede om, at ældre mennesker burde flytte fra deres store huse – af hensyn til klimaet, forstås! Hmm …  vi har allerede skåret ned på både flyrejser og kødforbrug. Det har ikke været noget problem, men det ville være træls at flytte i en pensionistlejlighed af klimahensyn. Det har vi dog heller ikke tænkt os. Når man som pensionist endelig har fået tid til at bruge sit hjem, er det dejligt at have plads til gæster og til andre udfoldelser som f.eks. at starte et galleri, sådan som vi er i færd med. Vi gør det bare for sjov og for udfordringens skyld, og i lyset af aldersgennemsnittet for amerikanske præsidentkandidater er vi unge nok til at starte på noget helt nyt.

A pro pos aviskronikker. Forleden var der i Politiken en kronik om udkantsområderne, og som sædvanligt blev Udkantsdanmark beskrevet som kedelig, fattig og med Lolland som eksempel. Ja, der er fattige, sølle og triste områder i Danmark. Det kan ikke benægtes, men den typiske beskrivelse af Udkantsdanmark gælder i hvert tilfælde ikke for Kalvehave, eller også er Kalvehave slet ikke et udkantsområde. Her er masser af socialt og kulturelt liv. Her er det nærvær, som kronikkens forfatter efterlyser og mener, at udkantsområderne skal gøre en dyd ud af at tilbyde. 

Vi har haft et travlt liv som storby-akademikere. Det var fint, men hvor er det dejligt at have muligheden for at kunne vælge noget helt andet, så pensioneringen ikke blev en slutning men en begyndelse på noget nyt og dejligt. Langt fra alle er så priviligerede, men når man nu kan vælge, gælder det om at udnytte livsglæden, lysten og mulighederne – selvom man så bliver lidt af en klimasynder. Den plet på samvittigheden må vi leve med. Til gengæld er vi glade skatteborgere i en af de ikke-velhavende kommuner. 

Foreløbig er det gået godt. Her er natur, frisk luft, et godt socialt lokalsamfund med en god Coop-butik samt et hurtigt Internet, så vi er i kontakt med hele verden. Vi har kørekort og bil og kan købe senior-orange-billetter, så det er billigt at komme med tog til København (og slippe for parkeringsbøvl). 

Første februar var det et år siden, vi overtog huset. Det har vi fejret med en lille fest, hvor vi inviterede dem, vi har talt mest med her på Strandvej. Vi var tolv ( et par stykker kunne desværre ikke komme). Det blev en fantastisk hyggelig og livlig aften, hvor gæsterne heldigvis blev længe. Genboen, som er 92, gik dog hjem allerede kl halv et. Hun havde da fået nogle glas rødvin men havde jo heller ikke langt hjem. Næste morgen var hun igen ude på en af sine to daglige gåture, som er ret lange. 

Inden jeg slutter, vil jeg fortælle, at hønen Rosa er blevet dræbt af en løsgående hund. Det var trist. De to tilbageværende høns havde også været jagtet og var påvirket i lang tid. Kort efter blev Olga syg. Uh, hvor den havde diarre og en helt blålig kam. En dag var den så sløv, at den ikke gik op af hønsetrappen om aftenen. Jeg løftede den op i høet og troede, at det var sidste nat. Dagen efter kom en af vores nye venner forbi haven. Jeg spurgte ham om råd. “Hug hovedet af den eller giv den havresuppe”. 

Det blev til havresuppe, og nu har den det godt igen. Siden det med Rosa har det dog været sløjt med æglægningen, men vi skal heldigvis ikke leve af æggesalg. Ligesom galleriet er hønseholdet jo bare for sjov.

1) Min veninde Gerda stod i køkkenet, da vi havde gæster fra Strandvej. 2) Skærmbillede af mit første udkast til en hjemmeside for Galleri Strandlyst. 3) Poul og Mille – den sorte klump på tårnet – får sig en middagslur. 4) hjemmesiden kan ses på www.galleri-Strandlyst.dk

5.7 Galleri Strandlyst

1 . februar 2019 overtog vi huset her på Strandvej i Kalvehave. Nu er der så pludselig gået et år. Et år hvor vi både flyttede, gjorde vores sommerhus klar til salg og vores christianshavnerlejlighed klar til udlejning.

Oveni var der en meget tidskrævende kamp mod et udrejsecenter på Lindholm, som i givet fald ville have gjort vores lille by til “adgangsvej” for over 100 udvisningsdømte mænd. Heldigvis kom valget, og planerne blev droppet. Sikken en fest vi holdt i Kalvehave, da vi fik beskeden om , at planen var droppet.

Da jeg for et år siden startede med at blogge om vores flytning – i en høj alder – fra en god, ældrevenlig lejlighed i Kbh K til et stort hus med stor have i “vandkantsdanmark”, skrev jeg, at vi måske var tossede … det udsagn står stadig åbent, men i hvert tilfælde har vi nu haft et godt år. 

Arbejdsmæssigt har det været lidt hårdt men også sjovt, dejligt og livgivende. Vi har ikke fortrudt. Vi hygger os med Olga, Rosa og Æggelotte, som overlevede en hunds skambidning, samt Mille Misse, som er verdens sødeste kat, der har en fortid som internat-kat og nu nyder livet her i Strandvejsvillaen… Nåh ja.. der er jo også alle de dejlige gæster, vi har haft, samt de mange søde mennesker, vi har lært at kende her i Kalvehave.

Vi har haft en del (dyre) håndværkere, og vi har selv arbejdet meget både ude og inde, og arbejdet stopper ikke. Nu har vi fået en ny idé. Måske også helt tosset, men det skal forsøges.

Vi vil åbne et lille galleri. Kalvehave mangler det. Først var min plan, at det skulle være et projekt, hvor en borgergruppe skulle arbejde frivilligt og søge kommunen om tilskud til lejede lokaler mv., men en dag kom jeg – nærmest for sjov – til at sige til Poul, at vi også bare selv kunne lave galleriet ude i vores værksted. “Ja, god idé. Det gør vi da”, svarede han. 

Den mand er ikke pivet!

Vi har fået sat en yderdør i, så man kan gå ind i galleriet direkte fra indkørslen, og vi er ved at gøre lokalet i stand. Det kræver omorganisering for at få plads til alt det, vi havde i rummet, og vi skal have lukket vores garage, så der kan etableres værksted derude. Vores lille atriumgård skal indgå i galleriet (så det skal have en ny belægning med smukke italienske klinker) og måske også vores terassestue. Det bliver fint, og jeg har aftale med tre lokale kunstnere.    Der skal selvfølgelig flere til, og ikke kun lokale folk. 

Galleri Strandlyst åbner til juni. Kalvehave har mange turister, og især for  turister, som kommer sejlende, vil det være en god mulighed at kombinere en spadseretur langs vandet med et galleribesøg. Galleriet kommer ikke til at have billeder med den brølende hjort ved skovsøen eller de grædende børn – og dog – måske i interessante nyfortolkninger … 

Hvis der ikke kommer gæster i Galleri Strandlyst, lukker vi bare igen, men så har vi fået lavet en fin renovering. 

Om et par uger bliver Poul 82. Så skal flaget hejses. Vi skal dog først lige fundet hjælp, så vi kan lægge vores ret høje flagstang ned, for den skal have ny flagsnor – men den hjælp ville vi også have haft brug for, hvis han havde været 37, ikk’ sandt?

1) Der er meget oprydning, før værksted og garage er tømt.
2) Nu har vi også fået en dør mellem spisestue og terassestue. Det projekt krævede en specialfremstillet dør og udover en tømrer også en murer , da buen skulle væk.
3) Da der skulle laves en yderdør ind til værkstedet/galleriet, dukkede der en rådden garageport op bag beklædningen. Så måtte der mures en ny væg. Det blev en dyr omgang.
4) Værkstedet istandsættes og vinduet erstattes af en dør. Til gengæld sættes snart en port og en dør i garagen, så der kan laves værksted derude. Det går fint altsammen og bliver flot.

8.3 En slags dannelsesrejse

På facebook læser jeg jævnligt om venner og bekendtes interessante og oplevelsesmættende rejser rundt om i verden. Jeg mærker en berusende lettelse, glæde og frihed i disse skildringer af både korte og lange rejser. 

Hvor er det egentligt fantastisk, at vi lever i et samfund, hvor det er almindeligt, at mennesker i en alder af 65+ har penge, helbred og praktisk mulighed for at rejse rundt i verden – oven i købet med rejseforsikring, hvis noget går galt.  

Dette skriver jeg ikke som en indledning til noget om flyrejser og CO2. Jeg vil ikke moralisere, og hvad er værst: at flyve en gang imellem eller at køre rundt i en ældre dieselbil, som Poul og jeg gør, fordi vi for et par år siden ganske spontant anskaffede en California-camper som vores eneste bil. Og nåh, ja.. i foråret var jeg lige en tur i Korea sammen med vores to yngste. Det klarede vi jo ikke på cykel eller gåben, så jeg har vist også brugt min CO2- kvote så rigeligt i år.

Mine tanker går i en helt anden retning end CO2. Mine tanker handler om at gøre noget særligt, livsbekræftende og befriende, når man har fået sluppet lønarbejdet. Det kan som nævnt være at rejse til fjerne, smukke og interessante steder, og det kan være en rejse i det nære: en dannelsesrejse fx i form af frivilligt socialt og kulturelt arbejde eller en slags dannelsesrejse ved at skifte livsstil, sådan som Poul og jeg i nogen grad har gjort. 

Vi tog en chance, da vi for et år siden besluttede at købe huset her. Det var nok lidt vildt, men vi har det med at tage chancer. Det gjorde vi, da vi for 26 år siden mødte hinanden og giftede os kort efter uden særeje eller andre former for forbehold. Det var også en satsning, da vi – gamle jyder – for ti år siden flyttede fra Aarhus til København. 

Nu er vi så her ved vandet i en sydsjællandsk landsby. Unægteligt meget anderledes end at bo i lejlighed på Christianshavn. Hver dag er fuld af praktiske opgaver, og selv om vi har håndværkere til meget af arbejdet, er der hele tiden noget at gøre. Et par løse tagsten, lidt løs puds, en brændehæk, som er faldefærdig, nyt stakit i haven, et hvepsebo i ventilatoren, nyindretning af bryggers … listen er lang. Der er meget at gøre – ærlig talt også lidt for meget. Poul er snart 82 og jeg er fyldt 66. Vi har ikke de kræfter, vi har haft, og tiden er begrænset.

Vi holder meget af at være her. Glæder os over omgivelserne, landsbyfællesskabets nærvær og de mange søde mennesker, vi har lært at kende i lokalmiljøet. Himmel og hav giver hver dag storslåede oplevelser, fugleflokke danner imponerende formationer, solen maler vandet orange-rødt, nætterne er sorte og tyste, områdets beboere følger med i vores liv, luften er ren, æggene er helt friske, persille og purløg står lige uden for døren, og katten fangede en mus i går ude i haven. Den kunne ikke helt forstå, at jeg ikke ville tage imod gaven.

Vi er rejst fra en akademisk-bylivsform. På vores rejse møder vi udfordringer, smuk natur og nye stærke, interessante livsformer. Vi oplever nye sider af os selv, lærer en masse og får nye venner. På samme måde som når man rejser ud i verden. På en finurlig måde er vores rejse en rejse både ud og hjem.

Indtil videre går det meget godt. Vores oplevelser bekræfter os i, at livet er langt nok til at tage chancer og for kort til ikke at gribe dem … 

Glædelig jul og godt nytår til alle


7.4 November, november

I dag er vejret tungt og gråt. Udsigten over vandet er altid dejlig, men haven ser trist ud. November pynter ikke på haver. Desuden har vi et område, hvor buske og stauder er vokset ud af kontrol og “angrebet” af meterhøje brombær. Buskene skal være mindre og med græsplæne imellem, så også den del af haven bliver nem at holde. Der har været meget at ordne, så først for en måned siden fandt vi en gartner, men så var jorden blevet for våd. Nu skal det måske vente til foråret.

Vi har også et projekt med at sætte et stakit i stedet for de store hybenroser, som har stået langs vandet. Roserne har fungeret som bolværk, så vinterstormene ikke har kunnet skylle uoverskuelige mængder ålegræs op i haven. Poul har klippet de fleste af roserne ned. Nu venter vi på den entreprenør, som skal støbe stolperne ned. De skal stå godt fast, så det nye stakit kan modstå stormene. Bare vi når det inden den første alvorlige storm.

Vi taler en del om bæredygtighed (biodiversitet er det rette ord, har en gammel kollega lige mindet mig om) og dårlige vilkår for insekter, men det er ikke nemt at anlægge en naturlig have, som ikke bare ligner en forsømt have. En naturgrund vil heller ikke passe til vores hus. Så vores bidrag bliver bare, at vi ikke bruger sprøjtemidler, og til foråret laver vi et (kontrolleret) blomstervildt bed. 

Vi er i gang med at lave hønsegården om. Efter dramaet, hvor en hund skamferede Æggelotte, byggede vi en hønsegård, men det  en meter høje hegn holdt ikke hønsene inde. Så fik vi sat et to meter højt hegn op, men Olga og Rosa hopper op på hønsehuset og flyver over. Æggelotte står tilbage og sladrer højt med lange klagende gok, gok, gok: de flyver fra mig… Hønsene må godt gå i hele haven, men vi skal kunne stole på, at de bliver inde i hønsegården, når vi ikke er hjemme. Så nu skal der lukkes af for oven. Det er måske lidt skørt at gøre så meget ud af tre høns, men de er nu altså så sjove og trofaste æggelæggere – og deres hjem skal også være godt og pænt.

Der ER meget arbejde med hus, husdyr og have. Og vi er jo ikke helt unge. I går gled Poul på vores gamle og glatte bro nede på stranden. Det var ikke godt for ryggen, men han brækkede heldigvis ikke noget. Når vi snart skal reparere og rette broen op, lægger vi hønsetråd på den. Så kan man altid stå fast. 

Somme tider bliver jeg lidt bekymret for fremtiden, men dagene her i Kalvehave er dejlige, så fremtidsbekymringerne trænger heldigvis ikke for alvor igennem. Det er lidt ligesom, når man har fået ferie fra et krævende arbejdsliv. Lidt inde i ferien falder man til ro og glemmer helt, at man om tre uger igen skal tilbage i arbejdsræset. 

Det er begyndt at lysne i vejret. Nu kommer Poul op med min morgenmad på en bakke. Vi har elevationssenge, så jeg kan sagtens sidde i sengen med morgenmaden. Imens kan jeg se ud over vandet. Og Mille Misse er hoppet op i fodenden. Men jeg skal snart op. Tømreren kommer her i formiddag. Der er også et projekt med to nye døre …


5.6 Kulturen, kunsten og de ægte kastanjer

Nu har vi boet her i syv måneder. Vi nyder dette dejlige sted, som udover en fantastisk natur byder på meget godt socialt samvær. Forhåbentligt klarer vi det mange år endnu (selvom vi ikke er helt unge), og forhåbentligt skal vi aldrig mere i kamp mod et udrejsecenter på Lindholm (selvom kampen gav et særligt sammenhold i Kalvehave).

Så ofte som muligt kommer vi i Den Gule Stald. Det er byens lille kulturhus, som ligger på havnen. Navnet skyldes, at den gule bygning har været stald til de dyr, som skulle fragtes med færgen over til forskningen på øen Lindholm. I Den Gule Stald er der musikarrangementer eller foredrag et par gange om måneden. Sommetider også udstillinger, og nu er nogen ved at etablere et fast kulturhjørne i stalden. Det skal blandt andet huse en litteraturgruppe. Jeg er frivillig i staldens café ved vores musikarrangementer, herunder ‘Åben Scene’ sidste tirsdag i hver måned, hvor enhver kan melde sig til at optræde. Musikkvaliteten varierer, men det her er jo heller ikke ‘Den Kongelige’. Til gengæld er stemningen i top. Både på scenen og blandt publikum dominerer de gråhårede, og livslysten bobler. I Den Gule Stald er der altid mange hyggelige snakke, smil og knus. 

I Kalvehave er der en del tilflyttere fra København og Nordsjælland, men her er også mange, som har boet i området i årtier eller hele livet. Her er alle niveauer i uddannelse og indkomst, og “alle slags” hygger sig med hinanden i Den Gule Stald.

De, som er “gamle i gårde”, ved meget om hinanden, og (måske derfor) hører man somme tider om nogle gamle fnidder-fnadder-konflikter. Heldigvis gælder det i langt højere grad for både gamle og tilflyttere, at man udviser omsorg, hjælpsomhed og venlig interesse for hinanden. Poul og jeg oplever dagligt, at spadserende standser op ved vores hus og spørger, om vi har besluttet os med hensyn til et nyt varmeanlæg, om vi savner byen, om katten er faldet til – og den slags. Jeg sætter stor pris på den form for nærvær og landsbykultur. 

For et par uger siden var vi på visit hos Molla og Per, som også bor på Strandvej. Forinden kendte vi bare hinanden fra Facebook og lidt snak ude på vejen. Udover god samtale og et dejligt traktement havde vi den fornøjelse at blive vist rundt i deres hus for at se malerier. Hun er billedkunstner. Skøn billedkunst. Han er operasanger – og Poul og jeg er glade for både moderne billedkunst og opera.

Apropos opera: Vi skal snart til opera i Vordingborg, og jeg har lavet et opslag på en af de lokale Facebook-sider for at høre, om andre skal til den opera og vil have kørelejlighed. Det faldt mig naturligt at rette henvendelse til alle i byen om den mulighed. Vi er jo et lille lokalsamfund.

En af de venner, vi har fået gennem kampen mod et udrejsecenter på Lindholm, er Camilla. Hun er ung (for en måned siden var vi til hendes 40-års fødselsdag – dejlig fest), men venskaber handler som bekendt ikke om alder. Forleden sendte Camilla en besked: om vi ville have ægte kastanjer. Jo tak. Så vidt vi huskede, kunne vi godt lide kastanjer – og ja, det viste sig at være rigtigt. De smagte fantastisk. Så kom Camilla med endnu et kilo kastanjer og fik nogle sække ålegræs med hjem. Vi vil meget gerne af med det ålegræs, som sidste storm skyllede op på vores strand, og Camilla vil bruge det til kartoffeldyrkning. Da jeg havde fortalt, at Mille Misse somme tider hang fast i møbler og gardiner, medbragte Camilla en speciel katteneglesaks og klarede snildt det problem (bare spidsen af de to klør, som ikke kan trækkes ind). Sådan får, giver og bytter vi med Camilla og andre i Kalvehave: frugter, æg, tjenesteydelser og blomster – jeg har nogle potter med stokroser. Dem skal Camilla have til foråret.

Forleden gik havetraktoren i stykker midt under græsklipningen. Poul, som ellers er ret praktisk anlagt, kunne ikke reparere den, men det kunne Henning. Han kom i løbet af ti minutter. Dagen efter reddede han vores aftensmad ved at klare en meget genstridig skruedims, så vi kunne få skiftet gasflaske. Der var et særligt trick, vi ikke kunne gennemskue. Vi købte jo huset af Henning og Pia, så han kender det. Da han var her, fik han øje på to knækkede tagsten. Det stod allerede på vores “to-do-seddel”, at vi skulle have fat i en murer, men nej: “Dem ordner jeg da bare”, sagde Henning.

Ingen synes at have så travlt, som man tilsyneladende har i store byer. Sammen med en umådelig hjælpsomhed er der også altid tid til kaffe eller et glas et eller andet. Dagene smutter afsted, og vi når langt fra alt det, vi gerne vil. Vi har – heldigvis – haft mange besøg og travlt med at komme i stand, og nu skal vi lige have styr på den mest nødvendige vinterklargøring af hus og have. Så får vi bedre tid til at invitere flere af vores nye kalvehavevenner og -bekendte. 

Vi kendte ikke en eneste person her i området, da vi købte huset, men her er mange (udover dem, jeg allerede har omtalt), vi gerne vil se mere til. Det er sandelig værd at glæde sig over.

PS: Jeg skal lige fortælle, at jeg er begyndt at løbe. Konditionen er ikke særlig god, og et knæ er lidt sårbart efter et cykelstyrt for et par år siden. Derfor er det bare små lunte-ture, men lidt er umådeligt meget mere end ingenting. På min tur i morges mødte jeg Jytte, som er formand for Brugsens bestyrelse og fået mig med i det arbejde (foreløbig bare frem til næste årsmøde, hvor der kan vælges nye bestyrelsesmedlemmer). Jytte var på vej hjem fra vinterbadningen og prøvede at lokke mig med i den gruppe. “Vi har det hyggeligt”, lokkede hun, men “nej tak”. I sommer fik jeg badet meget, og det har jeg ellers ikke gjort i 30 år, men vinterbader, det bliver jeg ikke – i hvert tilfælde ikke i år. 

1) Sidst i oktober og det er stadig dejligt at sidde udendørs. 2) Mille studerer solopgangen (eller hønsene, som den kan se fra det vindue). 3) Årets sidste drivhushøst. 4) Morgenstund har guld i mund.
Dette meget sigende skilt stod foran Den Gule Stald.

3.6 Misse Mille og håndværkerne

Vi har fået kat. Den er hentet på et dyreinternat. Yngstedatteren (som var med på internatet) og jeg ønskede en gråstribet killing. Dem var der flere af på internatet, og de var allesammen så nuttede. Det havde været nemt at komme hjem med en gråstribet killing, men før vi fik valgt, var der en 8 måneder gammel sort-hvid kat, som valgte os. På alle mulige måder sagde dens kropssprog “tag mig, tag mig”, og da Poul en gang for mere end 30 år siden havde en dejlig sort-hvid kat, blev han blød i knæene. Vores kat er kommet til at hedde Mille, men Poul kalder den Misse. Så det er nærmest blevet til Misse Mille og Mille Mis – og hun er sikkert ligeglad.

Mille Mis er rigtig sød. Noget forsigtig, men hun virker ikke skadet, selvom hun er en institutionskat og fjernet fra sit første hjem af dyreværnet. Nu skal hun holdes indendørs i tre uger for at lære, hvor hun bor. Det er bøvlet i et hus med flere yderdøre. Jeg glæder mig til igen uden videre at kunne slå døre og vinduer op.

Nu er der købt kattebakke, kradsetræ og diverse andet udstyr. Ingen døre er oplagte til en kattelem, så der skal laves hul i muren til en kattelem, som kun kan åbnes, fordi katten er chippet. I alt koster det en mindre formue at anskaffe et dyr. Strengt taget lidt skørt, og hvad gør vi, hvis vi om fem år vil flytte tilbage til byen? Men nu har vi altså besluttet at leve i nuet. Vores forventede restlevetid er for kort til andet. Carpe diem! 

Hver gang, der kommer en person på besøg, skal vi vogte, at Mille Mis ikke smutter ud. Vi har haft besøg fra to firmaer, som giver tilbud på at installere et nyt varmesystem. Det bliver noget med luft til vand. Pillefyr og jordvarme er dømt ude. Vi har også haft besøg af en entreprenør, som skal støbe stolper langs stranden, så vi kan skære hybenroserne ned og opsætte et stakit, der kan klare storm, løs bund og stormfloder, hvor vi ellers risikerer at få uoverskuelige mængder ålegræs skyllet op på græsplænen. 

Endvidere har vi haft besøg af en tømrer for at få et tilbud på en yderdør ind til vores værksted samt en dør i åbningen mellem spisestuen og terrassestuen (tømreren syntes godt om den nuværende buede åbning, men det gør vi ikke, og der skal kunne spares lidt på varmen). Den nye dør skal matche stilen i stuen, og det klares ikke med standarddøre, så jeg venter spændt -og lidt bekymret – på at se tilbuddet.

I går var en havemand på besøg. En del af haven er groet til med gamle buske og småtræer blandet med brombær og andet krat. Der skal trimmes kraftig, og der skal anlægge græsplæne mellem buskene, så vi kan holde det med vores havetraktor.

I kender det sikkert. Selvom håndværkere skal lave arbejdet, er sådanne projekter ret krævende! Vi har også haft travlt med involvering i forskellige projekter i lokalsamfundet. Det fortæller jeg om en anden gang. 


1) Der gik ikke ret lang tid, før Mille Mis havde indtaget sofaen. Her på et tæppe, men oftest hvor det lige passer hende.
2) Den buede åbning, som skal have en dør.
3)Vi har stadig hønsene. Poul forbedrer hønsegården – efter overfaldet på Æggelotte er vi nødt til at sikre den endnu mere, og Rosa har sat sig på en af de lister, han skal bruge.
4) Der er blevet lidt tid til syltning mv. af egen avl. Dejligt, men jeg er absolut amatør på det punkt.