3.7 Kærlighed i coronaens tid

Det er underligt så dybt arbejdslivets rytme har sat sig.  Det er nu mere end halvandet år siden, jeg stoppede mit lønarbejde, men jeg kan stadig tage mig selv i at tænke, at en opgave kan klares, når det bliver weekend, eller at dette eller hint skal laves, når vi får ferie. Stadig kan jeg føle det underligt at have fri på hverdage og endog komme til at se frem til en weekend, så vi kan holde fri, hvilket selvfølgelig er noget vås, for vi bestemmer jo helt selv, hvornår vi vil lave noget (men det vil vi jo stort set hele tiden). 

Tiden flyver afsted, og vi knokler løs med hus og have. Græsplænen er slået, har fået kalk og hønselort fortyndet med vand. Trods intensiv “googling” ved jeg egentligt ikke, om det er den rigtige tid og måde, men det skader nok ikke. Nu er vi ved at flytte bålpladsen, som er omkranset af store sten – meget store sten. Da vi begyndte at grave dem fri af græsset, viste de sig som isbjerge, hvor kun en mindre del er synlig. Vi flytter en enkelt sten om dagen, og så koster det en pille mod rygsmerter .. somme tider, når vi har knoklet for meget, går vi rundt og ligner butleren i 90-års fødselsdagen, men pyt. Det bliver godt.

Vi har nedlagt to staudebede. Det ene skal i stedet være et bed med sommerblomster til glæde for bier og sommerfugle. Aspargesbedet fredes (friske asparges er noget af det fineste, man kan spise, og det er ikke lige til at anlægge et nyt aspargesbed). Lige nu er bedet lukket inde af gamle frønnede brædder. De skal udskiftes med en cirkel af sten for at matche det tilbageværende blomsterbed samt bålpladsen, men det bliver altså med lidt mindre sten.

Hønsehuset har fået den helt store forårsrengøring – og sådan er der noget hver eneste dag. Corona har ikke skabt passivitet eller kedsomhed – ej heller ensomhed. Vi har hinanden, og hver dag sludrer vi med folk, der går tur på strandstien, som jo krydser vores matrikel – sludrer er måske ikke det rigtige ord, når man taler sammen på flere meters afstand, men hyggeligt er det. Og i lørdags var yngstedatteren og hendes samlever på besøg. Vejret var skønt, så vi kunne drikke eftermiddagskaffe sammen udendørs med flere meters afstand. Dejligt at se familien live og ikke kun på skærm.

Indendørs arbejder vi stadig med galleriet og er vældigt tilfredse med vores resultater. Vi har kreeret en helt særlig loftslampe, og Poul har lagt et flot trægulv. Gulvet skal males, men det klarer Zascha – en ung lokal maler, der har startet sit eget firma. Efterhånden er renoveringen af lokalet blevet relativt omfattende, og vi henter aldrig pengene hjem igen, men det er jo også for sjov og et bidrag til aktivitet i Kalvehave. Planen er, at Galleri Strandlyst skal åbne til Sankt Hans – hvis landet er genåbnet!

Foråret bobler, solen skinner, og kærligheden trives i coronaens tid. Men der er også skygger. Vi kan ikke bare lukke øjnene for, at langt fra alle mennesker – heller ikke vores egne kære – har det helt så trygt og nemt. Vi taler jævnligt om, at mange mennesker stort set er spærret inde i deres lejlighed og måske uden arbejde. I det lys føles det næsten uforskammet at have det så godt, og det ville være upassende at skrive om vores (overvejende aldersrelaterede) småbøvlerier med krop og helbred. Så det gør jeg altså ikke – men knæet gør nu forbandet ondt, og Poul har taget knæbindet. Hans knæ værker også. Ærgerligt, for vi skal helst videre med at flytte bålplads. Det vil være fint at få den gamle nedlagt, inden Jonas (gartner og gift med maleren, Zascha) kommer om et par uger for at fjerne nogle stubbe, tromle og så græs, for så kunne han jo også lige smide nogle græsfrø, hvor den nuværende bålplads ligger. 

1) Ny bålplads 2) Havetraktoren gik i stykker. Poul måtte ligge i en time på jorden for at fikse den 3) Eget design af lampe i Galleri Strandlyst 4) Camilla, en af vores nye venner her i Kalvehave, havde forleden stillet ti små tomatplanter på vores trappe (vores kaffemøder må vente til post-coronatiden) . Indtil planterne kan sættes i drivhus, passes de i terrassestuen.