3.1 Memento Mori – Carpe Diem

Som regel opfattes alderdommen som en livsperiode præget af svaghed og helbredsproblemer. Og ja … sådan set er der jo noget om snakken. Synet bliver svagere (det er irriterende, at varedeklarationer skrives så småt). Hørelsen svækkes (det starter strengt taget allerede fra 10-års alderen). Mange mennesker døjer med smerter i ryg, hofte eller knæ. Kræfterne rækker ikke altid til at åbne et skruelåg uden værktøj, og det kniber med at holde til en hel dags havearbejde. Så hvordan i alverden kunne vi finde på at anskaffe et stort hus og en stor have. Tosset? Tja, strengt taget, men hør lige:

Her i begyndelsen af det 21. århundrede lever mange mennesker i mere end 80 år uden alvorlige problemer. Man kan populært sige, at vi både har lagt år til livet og liv til årene. I middelalderens England var middellevetiden 33 år. I USA var den i 1900 vokset til 47 år. I Danmark forventes en middellevetid på 82,9 år for danske kvinder, som fødes nu. Det er en kæmpe vækst i løbet af 100 år, selvom DK ligger lavt sammenlignet med andre lande i Europa og meget lavere end Japan. Forklaringen er, at danske kvinder ikke lever sundt nok, hmm…

Litteraturen illustrerer ofte livets gang som en livsbue eller en trappe. Gerontologer fortæller, hvordan livsbuen (eller livstrappen) er fladet ud gennem de seneste generationer. Medens livsforløbet førhen kunne illustreres som en bue med en ret smal top (nærmest en parabel), hvor man toppede omkring 40-års-alderen, skal man nu forestille sig en livsbue eller trappe, hvor man vokser op (metaforisk set går op af trappen, medens man udvikler sig). Her på toppen er der nu et meget bredt stykke, da buen (eller trappen) først for alvor går nedad efter det firsindstyvende år. Faldet er blevet mere brat. Anderledes sagt: i almindelighed får mennesker både flere leveår og flere år med godt helbred. Og det er almindeligt, at nutidens 70-årige har et helbred, kondition mv. der matcher forrige generations 60- årige.

Jeg blev født i 1953, og når jeg har overlevet indtil nu, kan jeg forvente at blive 88 år. Statistisk set har jeg altså næsten 23 år tilbage. Og jeg vil så nødigt bruge de næste årtier på at være bange for, at jeg ikke kan klare det, jeg kaster mig ud i. Ærlig talt, så er jeg bange for det, men jeg vil nødigt have, at den angst skal styre mit liv.

Jeg har næsten kronisk ondt i mit ene knæ, men det skyldes et cykelstyrt for et år siden. Poul er fyldt 81 år. Han har hjerteflimmer, en dårlig ryg og et par andre mindre skavanker (han har givet mig lov til at sladre om hans helbred). Sagen er, at selvom det biologiske aspekt af tilværelsen er af særlig afgørende betydning i hverdagene i den sidste tid i livet, har Poul og jeg det alt i alt ganske glimrende, og vi finder ud af at kompensere for skavankerne. Vi satser på, at vi kan klare det en del år endnu, men vi er meget beviste om, at vores restlevetid er overskuelig, og vi ved meget vel, at vores hverdag kan bryde sammen når som helst. Dette kan jo også ske for unge mennesker, men det er nu sådan i vores alder, at døden bliver mere nærværende, og testamentet er lavet. Memento Mori. Vi ved det, men indtil videre vil vi satse på at leve så godt vi kan. Carpe Diem …

Vi har brug for held, men hvis vi ikke foretager sig noget, hvor vi har brug for held, finder vi jo aldrig ud af, om vi har heldet med os (frit citeret efter hukommelsen fra en bog af Hjalte Tin og Nina Rasmussen – tror jeg nok, det var).

Hold da fast, hvor er der meget at lave i vores hus og have. I de seneste par dage har Poul gravet hundredvis af mælkebøtter op. Og hver dag er der nye. Jeg har klippet vedbend i lange baner. Træls arbejde, men heldigvis tog Anne Mette her i påsken en stor tørn med de vildtvoksende vedbend, medens Maja sørgede for middagen til påskegæsterne. Desuden har jeg fjernet ukrudt i blomsterbedene. Det er heller ikke det allermest sjove arbejde. Til gengæld har det været sjovt og behageligt at gøre alt klart i drivhuset. Og vores asparges er kommet op!

1) giftfri fjernelse af mælkebøtter, 2) lugning – jeg fravalgte billedet, hvor jeg står med rumpen i vejret , 3) så er der forberedt til årets høst, 4) den første asparges

3.2 Olga, Rosa og Æggelotte

Vi har fået hønsehus og tre høns. Det kom som et startkit – alt inklusive: hønsehus med en hønsegård, som er sikret mod ræve, rotter og mår, tre brune høns, foder, skaller, savsmuld og hvad der ellers skal til. Michael fra www.hønsegården.dk kom sammen med sin kæreste Rikke. I løbet af en times tid var det hele sat op, og de tre høns var sat på plads i deres nye hjem. Michael og Rikke er søde mennesker, og vi har fået en god service.

Det er selvfølgelig ikke nogen billig løsning at købe et sådant startkit. Hvis vi havde været fra landet, havde vi sikkert etableret en hønsegård med diverse forhåndenværende materiale, og det havde kostet en tiendedel af beløbet, men vi er jo i bund og grund byboer, som alle dage har beskæftiget os med akademisk arbejde, og vi har meget at lære. Og så er det her et ret pænt hønsehus.

Hønsene var navngivet allerede før ankomsten. Det var bare et spørgsmål om, hvem af dem, der skulle hedde hvad. De hedder Olga, Rosa og Æggelotte. Sidstnævnte er opkaldt efter en høne, jeg havde for mere end tredive år siden, da jeg som ulandsfrivillig boede et par år midt i Kalahariørkenen. Det var med mine to børn, som var små dengang, og min daværende ægtefælle. På et tidspunkt rykkede en høne ind. Hvor den kom fra, ved jeg ikke, men den besluttede åbenbart at bo hos os. Det var en ret mærkværdig høne, som ikke kunne finde ud af at kravle op i et træ om natten. Hvilket var afgørende for høns dernede i ørkenen. Så hver aften gik jeg ud og løftede den op i et træ. Æggelotte ville kun lægge æg, når den så sit snit til at løbe ind i huset. Det gjorde den, så snart vi vendte ryggen til. Den ville absolut lægge sine æg bag en sofapude eller i den inderste krog under køkkenbordet, hvor den kunne komme ind, fordi der kun var et forhæng for. Det var Maja, som døbte den Æggelotte. Hun var tre år dengang.

Det med Æggelotte dengang for mere end tredive år siden tæller ikke rigtig med som erfaring med at holde høns, så her er også et projekt med en del nyt, som skal læres. Men efter sigende skulle det være let og sjovt at holde høns. Og det tegner også sådan. Den ene af vores tre høns er meget nysgerrig og nærmest pågående. Den har fået navnet Olga. Den anden er mere rød og fik derfor navnet Rosa. Ganske vist er den slet ikke rød. Den er brun, men nu var det jo på forhånd besluttet, at den ene høne skulle hedde Rosa (og røde køer er jo også brune). Rosa er lidt reserveret, hvilket måske ikke passer med at være opkaldt efter Rosa Luxemburg, men pyt. Rosa er et fint hønsehavn.

Tilbage var navnet Æggelotte. Foreløbig virker den ikke som den klogeste – og det passer godt i forhold til den høne, som den er opkaldt efter.

Når de har været fem dage i deres gård, kan de få lov til at gå frit rundt i haven. Det bliver sjovt.

1) Selvom haven vender mod øst, er der de skønneste farver ved solnedgang. 2) Det er dejligt at kunne tørre tøj i frisk luft. 3) Poul ser på, mens Michael stiller hønsehuset op. 4) Her er de så: Olga, Rosa og Æggelotte.