0. Fra stenbro til vandkant: Om min blog og mig

Jeg er 65 år. Dette er mit første blogindlæg. I min blog vil jeg dele tanker, oplevelser og erfaringer med at flytte fra en tryg lejlighed i byen til en lille by i “Udkantsdanmark” (jeg foretrækker at kalde det for “Vandkantsdanmark”) … Stik imod det, de fleste pensionister gør. Og min mand er 80 år.


Vi har en rigtig god 4-værelses Christianshavnerlejlighed med elevator, egen parkeringsplads og alt, hvad man kan ønske sig af en lejlighed. Men vi har købt en kæmpe villa i Kalvehave.

Er vi blevet tossede? Tja. Måske!

Men netop i vores alder er der jo ingen tid at spilde, og man skal jo tage chancer for at opdage, om man har heldet med sig. Tiden vi vise, om det er det hele værd. Og alle jer rundt om, som overvejer at flytte til “udkantsdanmark” eller hellere “vandkantsdanmark” må godt følge med! Også alle andre, som vi se, hvad der sker.

Jeg vil fortælle om vores beslutning. Den var ikke let. Og jeg vil fortælle, hvordan det går, når vi to halv-eller helgamle personer flytter ind i en stor patriciavilla med en kæmpe have ved vandet i lille by i vandkantsdanmark.

Klarer vi trapperne? Hvad gør vi, hvis byens eneste butik lukker? Hvad så hvis vi bliver syge og ikke kan køre bil? Hvordan bliver vi modtaget i den lille by, hvor vi ikke kendte en eneste person, da vi købte huset.

Kommer vi til at savne Christianshavn og vores smukke lejlighed? Hvad sker der, hvis udrejsecenter Lindholm bliver en realitet (planen om et udrejsecenter på Lindholm blev offentliggjort en uge efter, at vi havde købt huset)? Bliver vi ruineret, fordi huspriserne falder, så vi ikke kan flytte tilbage til byen, hvis vi får brug for det?

Her er så huset. Billedet er taget en sen forårsdag i 2018. Hvordan mon det ser ud den 1. Februar, når vi overtager det?

Er det det hele værd? Det vil tiden vise. Jeg skal nok fortælle om det.
Vi så på huset i september, da solen skinnede smukt. Nu overtager vi huset. Det er den 1. februar 2019. Det er i morgen. Er spændt på, om der er kommet vintergækker i haven.

Velkommen til min blog!

7.2 “Har I fortrudt?”, spurgte mægleren

For et par uger siden lavede vi et bord i atriumgården. Ikke et rigtigt udekøkken men bare det solide bord, som man (vi ) altid har manglet ved siden af grillen. Det blev lavet af nogle gasbetonklodser, som Poul fiskede frem, da han var ved at fjerne noget overdækning, som var helt groet til i vedbend. Gasbetonklodserne blev malet med cempexo, så de matchede væggen, og stillet op, så der kunne etableres et bord med en underhylde. Brædderne blev lakeret med mørk skibslak, så det er nemt at holde. En relativ nem proces og et ret nyttigt produkt.

Medens vi arbejdede på det, kom Per Ejby som var mægler på handlen, da vi købte huset. Jeg stod sprøjtet til i cempexo, som havde strintet kolossalt, fordi jeg havde brugt en gammel skurebørste (jeg havde været for utålmodig til at køre til byggemarkedet for at købe en kalkkost). Det gjorde nu ikke noget, at jeg var godt pyntet af cempexo, for Per Ejby ville ikke indenfor. Han ville bare hilse på og høre, om vi var glade for huset. “Har I fortrudt?”, spurgte han. “Næh, nej da, det har vi bestemt ikke. Her er dejligt, smukt og her bor en masse søde mennesker. Vi har på ingen måde fortrudt”.

Hyggeligt, at mægleren lige kiggede forbi, og egentligt meget kendetegnende for den venlige og afslappede facon, vi generelt møder her i dette smukke hjørne af Danmark.

Det nye hjemmedesignede have-køkkenbord fungerer godt, og der har været god brug for det. Vi har (heldigvis) haft mange gæster, og atriumgården er et fantastisk sted, når der er for koldt eller for varmt andre steder. 

Forleden havde vi besøg af vores unge syriske venner med deres skønne datter, Luna på fire år. Den ene dag sejlede vi ud for at se Møns Klint ude fra søsiden og grillede om aftenen. Den næste dag indtog de unge mennesker køkkenet og lavede dejlig syrisk mad til os. Luna hjalp mig med at vande i drivhuset, indtil hun meget bestemt proklamerede, at nu gad hun ikke mere, for vi (hun og jeg) skulle i stedet lege på stranden “… og jeg vil gerne have en spand, en skovl og et skib” Sådan! Ja, øh.. en skovl og en spand, kunne jeg levere, men skibet blev i form af en chokoladeæske, som kunne flyde…

Og så skal jeg da lige fortælle, at jeg har været ude at bade. Det er mere end 25 år siden, jeg sidst badede i dansk farvand, men når man nu bor lige ved en badestrand – og det var faktisk dejligt. 

Til sidst: i går afleverede vi lejligheden inde på Christianshavn. Det var et rigtig trælst stykke arbejde at få den gjort i stand til udlejning. Det havde været noget nemmere med et salg, så kunne vi have klaret det med en god flytterengøring. Ved udlejning gennem Housing Denmark skulle alt være i orden og nymalet, og der blev foretaget en professionel inspektion mhp en indflytningsrapport. Gennem hele sommeren har vi knoklet i mange, mange dage med maling, renovering og alt muligt andet, der sprang i øjnene, da vi begyndte at se kritisk i krogene i den tomme lejlighed, og aldrig har jeg gjort så meget rent – helt ned på det niveau, hvor vatpinde er en del af redskaberne. Jeg havde det, som om jeg skulle til eksamen, da inspektionen kom. Skørt. Men nu er det overstået, så vi kan koncentrere os om stedet her og få klippet den hæk, som er ved at ødelægge naboens vandudsigt. Han har heldigvis taget det rigtig pænt. Tak for det.

Og vi har stadig ikke fortrudt!

1) Det nye hjemmelavede have-køkkenbord 2) Gæster 3) Luna ser ud over haven 4) Før, under og efter!



3.4 Gift og gæster

Det er vist nok ved at være trendy, at lade ukrudtet stå af hensyn til insekterne. Aviser, magasiner og opslag på Internettet har mange indlæg om det herlige ved at lade naturen gå sin gang – også i villahaverne. I princippet er vi helt enige. I praksis er det dog ikke helt så ligetil. Jo, det ville være dejligt med et område fyldt med yndige eng- og markblomster. Og et sådant område gør vi klar til i løbet af efteråret, når vi får tid til at rydde op i stauderne. Men ærlig talt gør vi det ikke at hensyn til insekterne. Vi gør det, fordi det ikke er fint med stauder på den del af grunden, der ligger helt ned til stranden.

“Har I virkelig tænkt jer at fjerne de skønne juleroser” sagde min gamle veninde her i weekenden, da jeg fortalte om planen. Ja, det har vi. Der skal være et vildt bed, og det dur ikke at skabe noget vildt ved at lade de gamle stauder gro til i ukrudt.

Vores have er meget stor, og vi reserverer kun en lille del til de vilde blomster. Resten skal holdes. Sådan er det bare. Haven fungerer ikke, når buskene er ved at blive kvalt af store brombær, når japansk pileurt vælter frem alle steder, når hybenroserne er blevet to meter høje og ranglede. Det er heller ikke spor dejligt at se stauderbedene forsvinde i skvalderkål, og det er ærgerligt, at vi ikke kan nyde vores strand, fordi alt er groet til i tagrør og tidsler.

Altså knokler vi med at tæmme naturens kræfter. Og indtil videre har vi undgået at bruge gift. Sådan skulle det gerne blive ved med at være, selvom det gør indtryk på mig, når vi gang på gang må høre, at det er umuligt. Japansk pileurt er ikke til at komme til livs. Gennem flere år skal man systematisk fjerne hver eneste spire. Gad vide om det lykkes i vores levetid … måske bare lidt Roundup – bare til de japanske pileurt, som er en ekstrem invasiv art- men det er nok et skråplan …

Indimellem havearbejdet bruger vi tid med vores gæster. Familie og venner vil gerne se, hvad det er for et sted, vi har fundet. Vi har haft mange besøg, og det er vi meget glade for. Det er godt at være sammen med familie og venner, og vi håber, at dette fortsætter, når nyhedsværdien er forsvundet. Heldigvis har vi fået et ganske godt gæsteværelse. Det er dejligt at kunne byde på andet end sofa-opredning og luftmadrasser. Desuden kan vi byde på en fantastisk udsigt, stilhed, bademuligheder og dejlige gåture.

3.3 Haven, hønsene og noget om en hjertestarter

Jeg har ikke fået skrevet på bloggen i nogen tid. Det skyldes bare travlhed. Mens vi luger og klipper i den ene ende af haven, gror det til i den anden ende – og omvendt. Så snart som muligt skal vi have nedlagt nogle bede til fordel for mere græsplæne, men i år skal vi først og fremmest have klippet de mange hække, buske og træer. Det meste har fået lov til at blive for højt.

Poul knokler blandt andet med hybenroserne, som står hele vejen hen langs strandsiden af grunden. De er meget høje og brede og er vokset sammen med et trådhegn, så det er ikke nemt at få dem klippet ned. Bagefter skal de holdes helt lave, og der skal opsættes et stakit. Det skal laves, inden der er risiko for, at en vinterstorm vælter tonsvis af tang i land og op på grunden. Og så de forbandede japanske pileurt, som man skal være over hver dag. I sandhed en invasiv art.. hårdt arbejde men også ganske hyggeligt og tilfredsstillende.

Vores tre høns – Olga, Rosa og Æggelotte – følger os, når vi går rundt i haven. De er bare så sjove. Desværre er de utætte, så man skal lige se efter, hvor man træder på græsplænen. Heldigvis er hønselort vist nok god gødning. Det sker, at hønsene går ind til naboen eller over til genboen. Indtil videre har de heldigvis taget det pænt (altså naboerne og genboerne). Jens (en genbo) fortalte, at han havde haft besøg af vores høns. Jeg undskyldte men han grinede bare og sagde med et varmt glimt i øjnene, at det bare var en skam, at de ikke også lagde æggene derovre. Så jeg har selvfølgelig været ovre ved Jens med en håndfuld æg, og vi har fåetos en hyggelig snak. Det er fint at kende dem omkring sig.

Der sker andet end havearbejde. For nylig var jeg fx på et førstehjælpskursus inde i Vordingborg (opfriskning på et kursus fra sidste år). Så nu er jeg hjerteløber eller førstehjælper, som de kalder det i region Sjælland. Det betyder, at jeg har en app på telefonen og bliver kontaktet, hvis der er brug for hurtig hjælp med en hjertestarter. Det er sådan, at man bliver dirigeret hen til den nærmeste hjertestarter og videre til stedet, hvor der er en person med et behov. Poul og jeg har dog vores egen private hjertestarter. Den fik vi af yngstedatteren, Maja, dengang vi havde sommerhus, og der var langt til hjælp. 

Det med afstande til ambulancer og sygehus er jo en af bekymringerne, når man vælger at flytte væk fra de større byer. Og hånden på hjertet: jeg har faktisk haft den tanke, at det jo ikke lige er et universitetshospital, men hører til. Det gjorde vi før. Til gengæld er luften renere her – og nu hvor den nye regering har aflyst planen om et udrejsecenter på Lindholm, er der også fjerne en stor stressfaktor for os – for alle her i Kalvehave. 

Der er fundet lejere til vores lejlighed på Christianshavn, så det hele er ved at falde på plads. Her er dejligt – selv med ukrudt og hønselort …

1) Hønsene er meget selskabelige og nysgerrige
2) Poul og hønsene på havearbejde
3) Der var mange journalister i byen, da regeringen meldte ud, at man havde droppet planen om at bruge Lindholm til et udrejsecenter for udvisningsdømte persone. En avis havde en længere artikel om Poul og mig
4) Jeg har været aktiv i Alliancen (en arbejdsgruppe i protesten mod planerne om Lindholm). Her står jeg så med nogle af de andre medlemmer af arbejdsgruppen.


5.5 Båltale – Sankt Hans 2019

Jeg holdt årets båltale på havnen i Kalvehave. Her er talen:

”… hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde. Dem vil vi fra livet med glædesblus holde … ” Sådan synger vi med Holger Drachmanns tekst fra 1885. 

Bålet og heksen, der sendes til Bloksbjerg er et symbol på, at man vil holde det onde væk. Jeg skal afholde mig fra at komme med forslag til, hvem der for tiden er vores heks, men jeg vil godt pegepå, hvad der for tiden er det onde, vi her i Kalvehave og omegn kæmper for at holde fra livet. Det er kampen mod et udrejsecenter på Lindholm. Vi vil fred her til lands, og vi kæmper for at genvinde den fred, vi havde indtil november 2018, hvor vi fik beskeden om et udrejsecenter på Lindholm.

Vi vinder kampen, det tror jeg fuld og fast på. Kampe kan vindes, hvor hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde, som vi også synger i midsommervisen. I Kalvehave og omegn er der både en stærk kampånd og mange varme hjerter. 

Min mand og jeg har kun boet her i få måneder. Vi var meget i tvivl om, hvorvidt det var en god idé at flytte til dette her sted, hvor vi ikke kendte et eneste menneske, men det blev altså til, at vi sprang ud i det, og vi er blevet taget helt utroligt godt imod her i dette hjertevarme, skønne samfund, hvor der er så meget at værne om og kæmpe for.

Da jeg begyndte at tænke over, hvordan jeg her i båltalen kunne sige noget om alt det, der er at værne om og kæmpe for, følte jeg, at jeg var ved at formulere et forslag til en kanon for Kalvehave og omegn. Ikke en kanon – der skal ikke skydes – Ikke en kanon, som når man synger Mester Jacob forskudt, men en kanon i betydningen af en rettesnor for en fremtid, der hviler på værdier, vi er fælles om, og vil kæmpe for. 

Ordet ’kanon’ begynder med k, som i Kultur. Den levende og vigtige kultur, der er i Kalvehave. Den kultur vi fx oplever, når den Gule Stald har foredrag eller kunstudstilling, når Musikvennerne spiller, når der kommer kunstnere udefra, når der er åben scene med indslag (som måske ikke lige går an på Operaen i København, men som har et særligt nærvær og en særlige charme, fordi det er vores egne folk, som optræder,medens frivillige kræfter sørger for, at der er pænt og hyggeligt i stalden, og at man købe øl, vand mv.) Og for nylig havde vi et fint grundlovsarrangement. I Kalvehave bobler kulturen.

Andet bogstav i ordet ’kanon’ er a som i ordet Aktivitet, og det er et godt kendetegn for Kalvehave, hvor der bades både sommer og vinter, fiskes, sejles, camperes, arrangeres fælles gåture, fællesspisning, havnefest, loppemarkeder og meget andet – sikkert også meget, som jeg endnu ikke har fået kendskab til, og har hvor vi har offentlig transportmuligheder, et par sociale institutioner, foreninger, en velfungerende butik, en café og forskellige andre former for erhvervsliv. Alt sammen noget, man ikke kan tage for en selvfølge i et lille samfund. Noget vi skal blive ved med at værne om, kæmpe for og videreudvikle. 

Det tredje bogstav i ordet ’kanon’ er n som i Natur, og netop naturen i Kalvehave og omegn er noget helt særligt. Her er så ubeskriveligt smukt med vandet, skoven, dyrelivet og udsigten til Møn og Lindholm for den sags skyld – og alt det andet. Vores natur er så fantastisk, at den har en stor og selvfølgelig plads i min kanon. 

Det fjerde bogstav i ordet ’kanon’ er o som i Omsorg. Jeg har valgt ordet ’omsorg’, fordi vi har så meget fint at passe på, og fordi vi er et relativt lille samfund, skal vi i særlig grad drage omsorg for hinanden, for fællesskabet og udviklingen. Det gør vi: i Kalvehave viser man hinanden omsorg og lader fællesskabet omfatte tilflyttere – det har jeg jo mærket – og flygtninge, som detskete i 2015, da der kom en gruppe syriske flygtninge hertil og blev taget så godt imod, at Kalvehave fik en integrationspris. Jeg boede her ikke dengang, men jeg er glad for at komme til et samfund, der handler sådan. 

Omsorg handler ikke bare om, at vi skal drage omsorg for hinanden. Vi skal også drage omsorg for naturen. Det er ikke nok, at naturen er smuk. Den skal også være ren, mangfoldig og bæredygtig, så Kalvehave også er et skønt sted, når vores børn og børnebørn – og deres børn – er vokset op. 

Jeg tror, at Kalvehave er det skønneste sted i Danmark, men jeg er jo nok inhabil i den vurdering, fordi jeg er blevet helt forelsket i stedet her. 

Det sidste bogstav i ordet ’kanon’ er igen et ’n’. Denne gang lader jeg bogstavet står for ordet Nærdemokrati. I Kalvehave og omegn har der været nogle kampe for at blive hørt og få indflydelse. Der var fx kampen om skolen. Den blev tabt, men jeg er glad for, at der blev kæmpet, og at Kalvehave trods tabet viser kraft til at tage flere kampe. Her kæmper vi i sandhed for det, der er kært. 

Allerede inden vi – min mand og jeg – var flyttet hertil, blev jeg dybt involveret i den aktuelle kamp for vores lokalsamfunds interesser og fremtid som et levende og trygt sted. Dette omfatter kampen for at blive hørt og forstået med respekt for den mængde seriøs viden, vi har præsenteret folketingets medlemmer for. Det har været – og er stadig – en lang og drøj kamp, men sammen er vi stærke, og kampen fortsætter så længe, det er nødvendigt. Godt, at vi har Møn og resten af Vordingborg Kommune med os. 

Når kampen om Lindholm er vundet, skal vi ikke læne os selvtilfredse tilbage. Vi skal aktivt bidrage til et Danmark, hvor også mennesker i lokalsamfund bliver lyttet til og inddraget. Vi skal vise, at vi ikke accepterer at blive brugt som brikker i dårlige politiske beslutninger. Men vi skal ikke kun være på barrikaderne, når vi bliver trådt under fode. Vi skal uophørligt være aktivt deltagende i både det lille og det store fællesskab. For nærdemokrati er – ganske som det store demokrati – ikke noget,der er vundet en gang for alle. 

Det er noget, der altid skal kæmpes for, og hjerterne må aldrig blive tvivlende kolde. 

Så med denne kanon: Kultur, Aktivitet, Natur, Omsorg og Nærdemokrati vil jeg ønske jer alle en god sommer, og sige tak fordi jeg blev inviteret til at holde båltalen. 

2.2 København, Korea og Kalvehave

Lige vendt hjem efter to uger i Sydkorea sammen med vores to yngste – min søn og datter, som er født derovre. Vi rejste rundt i landet og besøgte deres fødesteder. En tur op til grænsen til Nordkorea blev det også til. På mange måder er Sydkorea et fascinerende land men også et land præget af en meget hurtig vækst (min private analyse). Der er voldsomt mange højhuse i en byggestil, som vi så i Danmark i 60’erne. Der er meget forurening, men i modsætning til København var de byer, vi besøgte, ikke præget af skrald, cigaretskodder, grafitti og lignende. Til gengæld var der i de store byer Seoul og Busan ret meget larm, et hav af lysreklamer og livligt hele døgnet. København er temmelig mørk og stille i sammenligning. 

Medens jeg var i Korea, var Poul græsenkemand her i Kalvehave. Han har (heldigvis) savnet mig, men (selvfølgelig) klaret sig godt uden mig og har passet godt på hus, have og høns. Nogle af vores nye bekendte hernede har været forbi, andre har spurgt til ham, når de har mødt ham. Det virker som om, mange her i Kalvehave har vidst, at han var alene hjemme. Det er noget af det gode ved det her lokalsamfund. Her er man opmærksom på hinanden, og jeg har ikke noget imod, at der bliver holdt lidt øje. Jeg oplever det som en positiv nysgerrighed og interesse. 

Nu er jeg kommet hjem til æglæggende høns (de er stadig nysgerrige og sjove), lyse nætter, udsprungne træer og buske. Danmark er vidunderlig på denne her årstid, og helt vidunderligt er det, når man bor så smukt, som vi er kommet til. 

4.3 Efter valget

Så er der endelig udskrevet valg. Det er et spændende valg, og ikke mindst er det spændende, hvad der sker bagefter: hvordan vil den kommende regering håndtere tidens mange store og vigtige politiske udfordringer?

Her i min blog vil jeg dog kun komme ind på en enkelt sag. For de fleste er det måske nok en lille sag, selvom den har nogle helt overordnede etiske perspektiver. For os her i Kalvehave og omegn – hele Møn – er det en stor sag, nemlig planen om at placere et udrejsecenter på Lindholm. Jeg håber så inderligt, at en ny regering indser det tåbelige i den plan og skynder sig at lægge den død. Stendød. 

Lindholm er en lille ø i Stege bugt. Vi kan se den fra vores hus. Man sejler derud med en lille færge fra Kalvehave havn, så færgen er også en del af vores udsigt. Det ser hyggeligt ud. Over denne stemningsfulde udsigt hviler der dog den tunge skygge, at blå blok har planlagt at placere et udrejsecenter for op mod 125 udvisningsdømte personer. Meddelelsen om denne plan kom en uge efter, at vi havde købt huset. Det var noget af en mavepuster. Med ét blev alt forandret. Hussalget i Kalvehave er stort set gået i stå, lystbådeejere meddeler, at de ikke vil have deres både liggende i Kalvehave havn, hvis udrejsecentret bliver realiseret. Børnefamilier fortæller, at de flytter, selvom de ikke vil kunne sælge deres hus. Mange er bekymrede for forholdene for byens dagligvarebutik. Nogle fortæller, at de vil være bange for at gå her om aftenen. De mange sommerhusejere i området er meget bange for indbrud. Det er andre også! Turismen, som området er afhængig af, vil formentligt lide skade. I hvert tilfælde, hvis der kommer episoder i forbindelse med et udrejsecenter.

Ja, bekymringerne er mange. Man skal huske, at der ikke er tale om et udrejsecenter i lighed med de andre rundt om i landet. Dette her er et eksperiment, hvor man vil samle 125 udvisningsdømte personer under forhold, der skal gøre det attraktivt for dem at rejse ud af landet, uanset hvad de har at rejse ud til. 

Beslutningen om at placere et udrejsecenter på Lindholm er en katastrofe, og den er beviseligt truffet uden nogen ordentlig undersøgelse af forholdene. Øen er overhovedet ikke egnet til et udrejsecenter. Den er kun 4 hektar og ikke 7, som politikerne bag ideen bliver ved med at påstå.  Det vil koste en kollosal formue at etablere og drive centret derovre. Mindst syv gange så meget som en placering på land. Selvom det er en ø, kan man ikke isolere mennesker derovre. For det første er det meget nemt at komme til og fra øen. Somme tider kan man endog gå i land. I øvrigt er det overhovedet ikke lovligt at tilbageholde målgruppen. De er ikke fængslet, så de har ret til at gå og komme næsten som de vil. Ministeren sagde noget andet, da planen blev offentliggjort, men den begrundelse holdt ikke (alligevel fastholdes det, at de skal isoleres på en ø). Planen om en dyr færgeforbindelse, der sejler sjældent, holdt heller ikke. En placering på Lindholm hindrer ikke de udvisningsdømte personer i at færdes frit i samfundet. De kan tage færgen billigt eller gratis, og den skal sejle regelmæssigt. På Kærshovedgård skal de gå eller cykle 6-7 km for at komme til offentlig trafik. Fra Lindholm vil de blive sejlet direkte ind i vores havn på 20 minutter. Her er busruter videre, så de bliver ikke på nogen måde afholdt fra at bevæge sig rundt i samfundet.

Men er det nu så galt? Ja, det er det. Kalvehave har omkring 650 indbyggere, så det er voldsomt at få op mod 125 udvisningsdømte mænd til at gå rundt her. Måske er de fredelige nok, men blandt dem vil der være personer med meget farlig kriminalitet bag sig, og nogle er radikaliserede. Vi forventer, at de som udgangspunkt ikke har megen respekt og forståelse for det danske samfund. Frustrationer over at blive samlet på den måde vil kunne få meget negative konsekvenser. Der kan være kulturelle og religiøse spændinger og vrede over samfundets behandling af dem (man mindes kidnapningssagen i 1986, da der blev placeret en gruppe på Livø). De har ikke meget at miste, uansethvordan de opfører sig. 

Der kommer politi på havnen i Kalvehave, lovede ministeren. Men vi vil ikke leve under politibeskyttelse. 

Jeg er blevet mødt med den kommentar, at det bare er fordi, jeg ikke vil have dem i min baghave. Ja, det er rigtigt. Jeg indrømmer det gerne. Der skal ikke være et udrejsecenter for 125 udvisningsdømte personer i min baghave. Jeg ser gerne et almindeligt asylcenter i nærheden, men ikke en ø-placering, hvor man samler så mange personer med kriminelle baggrunde og ydmyger dem ved at sige, at de skal bo på en ø – selvom isoleringen ikke er reel. Symbolikken er ubehagelig, og der vil blive tale om en urimelig belastning af et lokalsamfund, som nu er i vækst… hvordan er det nu med de politiske intentioner om at støtte alle områder af Danmark?

Det skal ikke være i vores lille dejlige by – og der findes helt indlysende og meget billigere alternativer. 

2.1 Kontrasten København og Kalvehave

Forleden var vi på Christianshavn, hvor vi stadig har vores lejlighed. Menneskemylderet og trafikken virkede pludselig overvældende men dog ikke skræmmende. Man opsluges hurtigt af det tætte og pulserende liv. Det er klart, at her sker en masse, men det er mindre klart, hvad det faktisk er, der sker. Bortset fra de hjemløse, tiggerne og de notorisk fulde grønlændere på Christianshavns torv synes alle at være på vej et eller andet sted hen.

Christianshavn er et orgie af sociale og kulturelle forskelligheder. Mennesker i alle aldre og kulører og i alle tænkelige stilarter: unge og gamle, børn og midaldrende, håndværkere, akademikere, kunstnere, turister og besøgende, som er kunder i Christianias hashboder. Mange skøre og skæve eksistenser. Nogle af dem er tydeligvis psykisk syge og misbrugere, andre er illegale indvandrer. 

De hjemløse og grønlænderne på torvet griser og larmer lidt, men de griner smittende og er en fast bestanddel af bybilledet. Jeg har aldrig følt mig utryg på Christianshavn. 

Og så er der de skønne kanaler og voldene omkring denne særlige bydel. Joh, Christianshavn er dejlig. Det er hele det indre København. Efter min mening findes der ingen skønnere hovedstad i verden – især ikke i solskin.

Så hjem til Kalvehave, hvor jeg skulle hjælpe til med aftenens arrangement i Den Gule Stald, som er vores lille kulturhus drevet af frivillig arbejdskraft. Poul foretrak en stille aften hjemme.

Den aften var der åben scene, hvor enhver kan komme og optræde. Aftenen var forrygende. Et væld af amatører og semiprofessionelle kunstnere med forskellige genrer. Ved åben scene er der plads til fejl og en falsk tone indimellem, men det er sjovt. Alle viste højt humør, og vi stod næsten i kø for at hjælpe til. Udenfor gik solen ned bag den smukke Alexandrines bro, og gennem aftenen fik jeg mange knus. Joh, vi er blevet taget godt imod her i Kalvehave. 

Og så er der jo hønsene. De er SÅ sjove. 

3.1 Memento Mori – Carpe Diem

Som regel opfattes alderdommen som en livsperiode præget af svaghed og helbredsproblemer. Og ja … sådan set er der jo noget om snakken. Synet bliver svagere (det er irriterende, at varedeklarationer skrives så småt). Hørelsen svækkes (det starter strengt taget allerede fra 10-års alderen). Mange mennesker døjer med smerter i ryg, hofte eller knæ. Kræfterne rækker ikke altid til at åbne et skruelåg uden værktøj, og det kniber med at holde til en hel dags havearbejde. Så hvordan i alverden kunne vi finde på at anskaffe et stort hus og en stor have. Tosset? Tja, strengt taget, men hør lige:

Her i begyndelsen af det 21. århundrede lever mange mennesker i mere end 80 år uden alvorlige problemer. Man kan populært sige, at vi både har lagt år til livet og liv til årene. I middelalderens England var middellevetiden 33 år. I USA var den i 1900 vokset til 47 år. I Danmark forventes en middellevetid på 82,9 år for danske kvinder, som fødes nu. Det er en kæmpe vækst i løbet af 100 år, selvom DK ligger lavt sammenlignet med andre lande i Europa og meget lavere end Japan. Forklaringen er, at danske kvinder ikke lever sundt nok, hmm…

Litteraturen illustrerer ofte livets gang som en livsbue eller en trappe. Gerontologer fortæller, hvordan livsbuen (eller livstrappen) er fladet ud gennem de seneste generationer. Medens livsforløbet førhen kunne illustreres som en bue med en ret smal top (nærmest en parabel), hvor man toppede omkring 40-års-alderen, skal man nu forestille sig en livsbue eller trappe, hvor man vokser op (metaforisk set går op af trappen, medens man udvikler sig). Her på toppen er der nu et meget bredt stykke, da buen (eller trappen) først for alvor går nedad efter det firsindstyvende år. Faldet er blevet mere brat. Anderledes sagt: i almindelighed får mennesker både flere leveår og flere år med godt helbred. Og det er almindeligt, at nutidens 70-årige har et helbred, kondition mv. der matcher forrige generations 60- årige.

Jeg blev født i 1953, og når jeg har overlevet indtil nu, kan jeg forvente at blive 88 år. Statistisk set har jeg altså næsten 23 år tilbage. Og jeg vil så nødigt bruge de næste årtier på at være bange for, at jeg ikke kan klare det, jeg kaster mig ud i. Ærlig talt, så er jeg bange for det, men jeg vil nødigt have, at den angst skal styre mit liv.

Jeg har næsten kronisk ondt i mit ene knæ, men det skyldes et cykelstyrt for et år siden. Poul er fyldt 81 år. Han har hjerteflimmer, en dårlig ryg og et par andre mindre skavanker (han har givet mig lov til at sladre om hans helbred). Sagen er, at selvom det biologiske aspekt af tilværelsen er af særlig afgørende betydning i hverdagene i den sidste tid i livet, har Poul og jeg det alt i alt ganske glimrende, og vi finder ud af at kompensere for skavankerne. Vi satser på, at vi kan klare det en del år endnu, men vi er meget beviste om, at vores restlevetid er overskuelig, og vi ved meget vel, at vores hverdag kan bryde sammen når som helst. Dette kan jo også ske for unge mennesker, men det er nu sådan i vores alder, at døden bliver mere nærværende, og testamentet er lavet. Memento Mori. Vi ved det, men indtil videre vil vi satse på at leve så godt vi kan. Carpe Diem …

Vi har brug for held, men hvis vi ikke foretager sig noget, hvor vi har brug for held, finder vi jo aldrig ud af, om vi har heldet med os (frit citeret efter hukommelsen fra en bog af Hjalte Tin og Nina Rasmussen – tror jeg nok, det var).

Hold da fast, hvor er der meget at lave i vores hus og have. I de seneste par dage har Poul gravet hundredvis af mælkebøtter op. Og hver dag er der nye. Jeg har klippet vedbend i lange baner. Træls arbejde, men heldigvis tog Anne Mette her i påsken en stor tørn med de vildtvoksende vedbend, medens Maja sørgede for middagen til påskegæsterne. Desuden har jeg fjernet ukrudt i blomsterbedene. Det er heller ikke det allermest sjove arbejde. Til gengæld har det været sjovt og behageligt at gøre alt klart i drivhuset. Og vores asparges er kommet op!

1) giftfri fjernelse af mælkebøtter, 2) lugning – jeg fravalgte billedet, hvor jeg står med rumpen i vejret , 3) så er der forberedt til årets høst, 4) den første asparges

3.2 Olga, Rosa og Æggelotte

Vi har fået hønsehus og tre høns. Det kom som et startkit – alt inklusive: hønsehus med en hønsegård, som er sikret mod ræve, rotter og mår, tre brune høns, foder, skaller, savsmuld og hvad der ellers skal til. Michael fra www.hønsegården.dk kom sammen med sin kæreste Rikke. I løbet af en times tid var det hele sat op, og de tre høns var sat på plads i deres nye hjem. Michael og Rikke er søde mennesker, og vi har fået en god service.

Det er selvfølgelig ikke nogen billig løsning at købe et sådant startkit. Hvis vi havde været fra landet, havde vi sikkert etableret en hønsegård med diverse forhåndenværende materiale, og det havde kostet en tiendedel af beløbet, men vi er jo i bund og grund byboer, som alle dage har beskæftiget os med akademisk arbejde, og vi har meget at lære. Og så er det her et ret pænt hønsehus.

Hønsene var navngivet allerede før ankomsten. Det var bare et spørgsmål om, hvem af dem, der skulle hedde hvad. De hedder Olga, Rosa og Æggelotte. Sidstnævnte er opkaldt efter en høne, jeg havde for mere end tredive år siden, da jeg som ulandsfrivillig boede et par år midt i Kalahariørkenen. Det var med mine to børn, som var små dengang, og min daværende ægtefælle. På et tidspunkt rykkede en høne ind. Hvor den kom fra, ved jeg ikke, men den besluttede åbenbart at bo hos os. Det var en ret mærkværdig høne, som ikke kunne finde ud af at kravle op i et træ om natten. Hvilket var afgørende for høns dernede i ørkenen. Så hver aften gik jeg ud og løftede den op i et træ. Æggelotte ville kun lægge æg, når den så sit snit til at løbe ind i huset. Det gjorde den, så snart vi vendte ryggen til. Den ville absolut lægge sine æg bag en sofapude eller i den inderste krog under køkkenbordet, hvor den kunne komme ind, fordi der kun var et forhæng for. Det var Maja, som døbte den Æggelotte. Hun var tre år dengang.

Det med Æggelotte dengang for mere end tredive år siden tæller ikke rigtig med som erfaring med at holde høns, så her er også et projekt med en del nyt, som skal læres. Men efter sigende skulle det være let og sjovt at holde høns. Og det tegner også sådan. Den ene af vores tre høns er meget nysgerrig og nærmest pågående. Den har fået navnet Olga. Den anden er mere rød og fik derfor navnet Rosa. Ganske vist er den slet ikke rød. Den er brun, men nu var det jo på forhånd besluttet, at den ene høne skulle hedde Rosa (og røde køer er jo også brune). Rosa er lidt reserveret, hvilket måske ikke passer med at være opkaldt efter Rosa Luxemburg, men pyt. Rosa er et fint hønsehavn.

Tilbage var navnet Æggelotte. Foreløbig virker den ikke som den klogeste – og det passer godt i forhold til den høne, som den er opkaldt efter.

Når de har været fem dage i deres gård, kan de få lov til at gå frit rundt i haven. Det bliver sjovt.

1) Selvom haven vender mod øst, er der de skønneste farver ved solnedgang. 2) Det er dejligt at kunne tørre tøj i frisk luft. 3) Poul ser på, mens Michael stiller hønsehuset op. 4) Her er de så: Olga, Rosa og Æggelotte.