0. Fra stenbro til vandkant: Om min blog og mig

Jeg er 65 år. Dette er mit første blogindlæg. I min blog vil jeg dele tanker, oplevelser og erfaringer med at flytte fra en tryg lejlighed i byen til en lille by i “Udkantsdanmark” (jeg foretrækker at kalde det for “Vandkantsdanmark”) … Stik imod det, de fleste pensionister gør. Og min mand er 80 år.


Vi har en rigtig god 4-værelses Christianshavnerlejlighed med elevator, egen parkeringsplads og alt, hvad man kan ønske sig af en lejlighed. Men vi har købt en kæmpe villa i Kalvehave.

Er vi blevet tossede? Tja. Måske!

Men netop i vores alder er der jo ingen tid at spilde, og man skal jo tage chancer for at opdage, om man har heldet med sig. Tiden vi vise, om det er det hele værd. Og alle jer rundt om, som overvejer at flytte til “udkantsdanmark” eller hellere “vandkantsdanmark” må godt følge med! Også alle andre, som vi se, hvad der sker.

Jeg vil fortælle om vores beslutning. Den var ikke let. Og jeg vil fortælle, hvordan det går, når vi to halv-eller helgamle personer flytter ind i en stor patriciavilla med en kæmpe have ved vandet i lille by i vandkantsdanmark.

Klarer vi trapperne? Hvad gør vi, hvis byens eneste butik lukker? Hvad så hvis vi bliver syge og ikke kan køre bil? Hvordan bliver vi modtaget i den lille by, hvor vi ikke kendte en eneste person, da vi købte huset.

Kommer vi til at savne Christianshavn og vores smukke lejlighed? Hvad sker der, hvis udrejsecenter Lindholm bliver en realitet (planen om et udrejsecenter på Lindholm blev offentliggjort en uge efter, at vi havde købt huset)? Bliver vi ruineret, fordi huspriserne falder, så vi ikke kan flytte tilbage til byen, hvis vi får brug for det?

Her er så huset. Billedet er taget en sen forårsdag i 2018. Hvordan mon det ser ud den 1. Februar, når vi overtager det?

Er det det hele værd? Det vil tiden vise. Jeg skal nok fortælle om det.
Vi så på huset i september, da solen skinnede smukt. Nu overtager vi huset. Det er den 1. februar 2019. Det er i morgen. Er spændt på, om der er kommet vintergækker i haven.

Velkommen til min blog!

7.5 Minderne har man da lov at ha’

Nu, da året er ved at gå på hæld, er det også regnskabets time. Hvad blev gjort, og hvad har stået på ”to-do-listen” hele året – ja noget af det i flere år. Jeg skal ikke røbe alt men vil godt indrømme, at et af de ømme punkter på den front handler om at få ryddet op og ryddet ud i gamle sager og især gamle papirer, som gennem årene er samlet med henblik på at blive sorteret, når der en gang i pensionistlivet ville blive tid til den slags.


For flere måneder siden hentede jeg en af de plastikkasser, vi har stående i kælderen. De er meget rummelige og med låg, som klemmes på, så kasserne er solide og vandtætte. Vi kalder dem for vores mindekasser, fordi de indeholder gamle breve, fotos, stilehæfter, børnetegninger og meget andet. De har fulgt os i mange år og gennem en del flytninger, så de har været stablet i forskellige lofts- og kælderrum. For mange år siden var indholdet sorteret i årgange, og kassernes forskellige farver indikerede, hvem i familien de tilhørte, men den systematik holdt ikke. De seneste to årtiers hengemte papirer ligger stort set i et tilfældigt rod. En plan om at scanne papirerne ind, så de kun er gemt digitalt, holdt heller ikke, og rent faktisk kunne de fleste af papirerne lige så godt ryge direkte i skraldespanden. Jeg skal ikke bruge noget til dokumentation eller som inspiration til et skrift med mine erindringer. Det vil jeg ikke plage mine efterkommere med. De skal være frie til at konstruere deres egen version af det liv, vi har haft sammen.

Men jeg er ikke klar til at gøre som min mor. Hun døde i en alder af 87 og havde efterladt så få personlige papirer, at de stort set kunne være i en skotøjsæske. Gennem et par år havde hun kasseret næsten alle breve og andre papirer, som ikke skulle bruges i boopgørelsen. Jeg ved, at hun havde rykket mange af dem i små stykker og derefter skyllet dem ud i toilettet. En gang fortalte hun mig, at hun ikke brød sig om, at mennesker skrev erindringer, for som regel var det for at stille sig selv i et bestemt lys, retfærdiggøre sig over for børnene eller forsøge at styre deres version af erindringer om opvæksten. Det har jeg ofte tænkt over. Ganske vist ærgrer det mig lidt, at jeg ikke fik mere at vide om hendes liv. Der var så meget, jeg aldrig fik spurgt om, men jeg skulle have spurgt, da hun var i live, og jeg forstår sådan set godt hendes holdning til det med nedskrevne og efterladte erindringer.

Den kasse, jeg hentede for nogle måneder siden, er en rodekasse med papirer, jeg ikke har kunnet nænne at smide ud, men som heller ikke har haft nogen naturlig plads i en af de mapper, vi har stående. Jeg har gjort flere forsøg på at få kassen tømt og stædigt ladet den stå lige bag min skrivebordsstol, hvor den er irriterende i vejen og en konstant påmindelse om, at den og 10 andre kasser skal ordnes. To, tre eller måske fire mindekasser må være nok at efterlade sig. Vores efterkommere skal ikke stå med alt det rod, og de synes sikkert ikke, at det er interessant at se vores selvangivelse fra 1970 eller julekortene fra dengang.

Da jeg åbnede kassen i dag, faldt mit blik først på et lille hjerte, som er klippet ud af et blad. På hjertet er der trykt en mors-dags-hilsen: Til Mor fra … Gavekort. 1 års kartoffelskrælning. Det har du virkelig fortjent.
Under denne overskrift er der tre rubrikker, man kan krydse af: 1 år … 1 md … eller 1 uge …. Krydset var sat i rubrikken med løftet om en uges kartoffelskrælning!!! Det er mere end 20 år siden, jeg fik det hjerte, der er underskrevet af yngstedatteren, men jeg har endnu ikke fået indløst den ene uges kartoffelskrælning, hun syntes, jeg havde fortjent. Nu må det ryge ud.

Det næste var et portræt af mig selv, som en moster sendte til mig for en snes år siden. Jeg ser sørme da pæn ud på det billede, og håret er ret fint. Måske skal jeg overveje den frisure igen, men både hår og ansigt har jo forandret sig en del siden da, så … Det billede vil jeg gemme, men hvor? Billeder har vi nok af, og indtil for nylig havde vi endog kasser med billeder og dias fra Pouls forældre. Fine familiebilleder men også billeder fra forældrenes busture til Sydeuropa i 1960erne: for os ukendte mennesker og ukendte byer og landskaber, som man med datidens udstyr ikke kunne fotografere på nogen særlig flot måde. De billeder har vi flyttet rund med i årtier, indtil vi endelig var så heldige, at Pouls søster ville overtage dem.

Ved tredje greb i den mindekasse, jeg demonstrativt har sat, så den står i vejen ved mit skrivebord, fiskede jeg en mappe med papirer fra et internationalt forskningsprojekt, jeg engang deltog i. Det var et godt
projekt, hvor jeg fik venner i flere lande, og papirerne minder mig om nogle særlig gode sider af mit arbejdsliv. Hvorfor gemme det gamle bras, som aldrig skal bruges mere, og som ikke interesserer noget menneske – knap nok mig selv – Hvorfor er det så svært at slippe papirerne fra dengang?

Fjerde greb gav en plastikmappe med papirer fra mine forældres død. Dødsannoncerne, nogle billeder og de taler, jeg havde skrevet, og som jeg i begge tilfælde holdt ved kisten. At smide det ud, vil være som at kappe en del af mig selv. Det går ikke, heller ikke, selvom papirerne i princippet bare kunne scannes og gemmes i en sky.

Nå, det hele kommer lige tilbage i kassen. Der er stadig god plads i kælderen. Jeg skal bare nå det, inden det bliver børnenes byrde – men altså ikke lige i dag.

Så kan jeg i stedet bruge eftermiddagen på en anden slags oprydning: få kørt på genbrugspladsen med det sidste af efterårets haveaffald, som har ligget klar på traileren i et par måneder. Nu kan juletræet ryge med.

6.5 Det, vi frygtede

”Det er længe siden, du sidst har skrevet et blogindlæg?” sagde Poul for nylig. Det gav jeg ham ret i og forklarede, at jeg ikke havde skrevet, fordi noget af det vigtigste, som for nylig er sket i vores seniorliv i Kalvehave, måske var for privat at skrive om i en blog. Omvendt havde jeg ikke lyst til at skrive om seniorlivet, som om det er uden sygdom og svækkelse. ”Du skal da bare skrive om min hjerneblødning, Det er ikke nogen hemmelighed – det er jo sådan, livet er.” fastslog Poul.

Så her kommer det:
Den sidste lørdag aften i september kunne Poul kun med stort besvær rejse sig fra middagsbordet, men han insisterede på, at der ikke var noget alvorligt i vejen. Stædigt vaklede han op ad trappen til soveværelset. Han skulle bare hvile sig, påstod han. Jeg nølede, men yngste-datteren var på besøg. Hun er læge og var straks klar over, at der var tale om apopleksi. Ambulancen kom ret hurtigt, og Poul blev kørt til det nærmeste hospital, som er et af landets små sygehuse. Efter indlæggelsen gik mere end tre timer, før vi så en læge, og 12 timer før han blev scannet. Man kunne ikke scanne en lørdag aften, fik vi at vide (en livsfarlig ventetid før diagnosen blev bekræftet).


Lige netop risikoen for at være henvist til et lille sygehus var vores største –nærmest eneste – bekymring ved at flytte væk fra København, og oplevelsen denne lørdag aften har ikke gjort det bedre. Jeg er ikke i tvivl om, hvad jeg mener om den sag: Lav de små sygehuse om til sundhedscentre for ikke-akut behandling og mere ukomplicerede forløb. Så kan man til gengæld skabe bedre beredskab i ambulancerne (vi mødte ingen akutlæge og end ikke en paramediciner undervejs) og så køre direkte til et af de store sygehuse. Fra
Kalvehave ville det formentligt bare have taget 20 minutter mere at køre til et af de store sygehuse.


Formentligt gjorde de det så godt som muligt på sygehuset i Nykøbing, hvor Poul blev indlagt. De kan bare ikke tilbyde det samme som på de store sygehuse, og jeg ønsker sammen tilbud som de, der bor nær et af de store hospitaler – og så store er afstandene dog ikke i Danmark.


Heldigvis gik det godt med Poul. Det var ingen stor hjerneblødning, og Poul fik bagefter et godt genoptræningstilbud. Så vi håber bare, at der ikke kommer mere af den slags. Dog før eller siden … vi er ikke unge, og vi ved det godt … men som jeg tidligere har skrevet i min blog, skal det ikke forhindre os i at leve så meget som muligt, så længe det er muligt. Så må vi klare sorgerne og bøvlet, når tid er …


Men tiden har ikke kun handlet om sygdom. I to weekender har vi haft den sædvanlige kunst i Galleri Strandlyst suppleret med en julestue, hvor vi inddrog terrassestuen til salg af julepynt mv. og gårdhaven, hvor vi serverede gløgg og æbleskiver. Et par gange har vi haft besøg af Lemmy, som har glædet os og gæsterne med guitarspil og julesange. Det foregik i gårdhaven og gav en dejlig stemning, selvom terrassevarmeren ikke hjalp alverden. Der skulle have været julestue i tre weekender men på grund af den alvorlige coronasituation har vi droppet den sociale side af julestuen og nøjes med at sælge i galleriet.


Egentligt er det paradoksalt, at netop Poul og jeg laver julestue, for faktisk har vi ingen tradition for at gøre ret meget ud af julen, men som så meget andet har tingene en særlig betydning i en landsby, hvor man selv skal sørge for, at der foregår noget. Det er vi heldigvis gode til her i Kalvehave. Vi har ikke nogen Michelin- restaurant og ej eller nogen juleudsmykning som i Magasin du Nord, men vi har så meget andet.


Øv, hvor er det ærgerligt, at cononasitutationen er forværret og så lige her op til jul. Heldigvis har vi det trods alt godt her i Kalvehave. Naturen er skøn hele året. Vores hus er godt, og vi har plads til udfoldelse. Der er altid bekendte at møde, når vi går tur. Der er Mille Mis og hønsene, som skal passes (et par af dem har lidt dårlig mave, så dem koger jeg havregrød til). Og nutidens landsbyliv afsondrer ingen, sådan som det må have gjort i gamle dage. Der er internethandel og mulighed for at få bragt varer ud. Der er nok af underholdning: Facebook, FaceTime, Netflix og HBO og helt gratis adgang til både lyd- og e-bøger på biblioteket … og nåh ja… der er også rengøring i det store hus og en rude i kælderen, som skal skiftes, et læs haveaffald, der skal køres på genbrugsstationen … Selv uden rejsemuligheder er der ingen tid til
kedsomhed.

3.9 Det var den sommer …

1. september. Igen i år undrer jeg mig over, at sommeren allerede er forbi. Den sommer, vi brugte lang tid på at forberede med forårsklargøring af haven, rengøring og tilplantning i drivhus, istandsættelse af terrasse og havemøbler, tilplantning af krukker og meget andet. Den sommer, vi havde glædet os til og forberedt i lang tid, var pludselig forsvundet. Pludselig var nætterne blevet mørke, duggen begyndt at falde tungt, bladene begyndt at gulne, og spindelvæv dukkede op overalt. 

Jeg nåede kun lige at få begyndt på at morgenbade i havet. Jeg blev ikke færdig med at male plankeværket. Den  nye bro på vores strandgrund er ikke blevet færdig. Den nye bålplads er ikke blevet indviet. Meget kan nås endnu, men igen, igen gik en sommer alt for hurtigt.

Jeg har aldrig været glad for august måned. Den minder mig om, at livet er kort, og om alt det, vi så gerne vil men ikke når. August er afsked.

Men september er en begyndelse, og mit sind lysner igen. Septembers himmel er så blå (det er der en naturvidenskabelig forklaring på). Ganske vist skal der ryddes op efter sommeren og siges farvel til så meget, men i september kan man glæde sig over det smukke, klare vejr og naturens nye farver, og man kan endog se frem til efterårsvejrets rasen. Når man som os bor tæt på vandet, er alle former for uvejr en fascinerende oplevelse. Som sidegevinst aftager havearbejdet, og der bliver tid til andre sysler og til hygge i stearinlysenes skær.

Vi har brugt meget tid og mange penge på renovering af huset. Det var godt og skønt, da vi flyttede ind for halvandet år siden. Alligevel er der en del, vi vil ændre. Og da alderen begrænser kræfterne, bruger vi håndværkere til meget af arbejdet. Det er dyrt at have håndværkere, men når vi følger deres arbejde, kan vi egentlig godt forstå størrelsen på deres regninger.

I februar fyldte Poul 82, og i august blev jeg 67. Vi kommer ikke til at bo her i flere årtier. Det er ret klart. Og sandsynligvis får vi ikke pengene hjem igen, når huset skal sælges. Så kan det nu betale sig med al den renovering? Ja, synes vi. Vi renoverer ikke som et forsøg på tjene penge eller for at fornægte alderen. Vi renoverer fordi vi vil leve og have det godt, så længe det er muligt. Snart går vi i gang med totalrenovering af et 70’er- agtigt badeværelse, som både er slidt og i vores øjne noget uskønt. Måske kommer vi også i løbet af det kommende år i gang med at få indrettet et værksted i garagen, som derfor også skal have isat port og dør. Måske kommer vi også i gang med lågerne i køkkenet og med at få bygget et nyt haveskur. 

Vi har stadig vores lejlighed i byen, men en tilbagevenden til bylivet frister stadig ikke. Lejligheden er udlejet for fem år. Så må vi jo se til den tid…

1) Poul bygger selv den nye bro over kystsikringen . 2) De nye havelåger, som synsmæssigt skal forbinde verandaen med stranden, er smukt lavet af et lokalt tømrerfirma. Mangler bare at blive malet. 3) Med en grund på næsten 2500 m2 er der altid et sted, som skal beskæres. 4) Ikke alt i drivhuset var vellykket, men det blev til en del tomater. 5) Galleriet fik en hel side i Sjællandske Tidende.

3.8 Brobyggeri, borrelia og barnebarn

Regn og rusk og sol indimellem. Ikke ligefrem et ønskevejr i juli måned. Vi skal heldigvis ikke på cykel-telttur med tre børn, men det med vejret er jo altid interessant. 

Vi er kommet tæt på vejret. Det lyder måske som noget vrøvl, for i princippet er vejret vel hverken nærmere eller fjernere fra os, end da vi boede på Christianshavn, men sådan oplever vi det her tæt ved vandet, hvor vi tilbringer megen tid udendørs og kontinuerligt holder øje med vejr og vand: skal de nye planter vandes? Er himlen ikke særlig fantastisk i dag? Er blomsterkrukkerne ved at drukne? Er vandstand og strømforhold sådan, at al den ålegræs, som sidste storm skyllede ind på stranden, kan smides ud igen? Er det vejr til havearbejde? 

Svaret på det sidste er næsten altid et “ja”, for man bliver helt afhængig af udelivet, og havearbejdet er en nødvendighed. Luften er dejlig, haven er stor og frodig, og en naturgrund passer ikke til en patriciervilla. 

Vi er ved at anlægge en lille køkkenhave i form af højbede, som bygges op af herregårdssten, så de matcher terrassebelægningen. Efter det skal vi have lavet en bro henover de store sten, der fungerer som kystsikring. For nylig faldt Poul på stenene og slog sig ret slemt. Det skrev jeg til den entreprenør, som i efteråret støbte pæle ned til stakittet langs stranden men som aldrig blev helt færdig. Der manglede de to pæle, som skulle bære broen henover kystsikringen. Arbejdet var betalt for længst, og han var blevet rykket mange gange. Da han hørte, at Poul havde slået sig, kom han … der er ikke noget så skidt, at det ikke er godt for noget, som min mor yndede at sige. Og Poul kom sig heldigvis ret hurtigt efter faldet. 

Resten af sommerens arbejde handler om vedligehold – lige indtil vi får et nyt indfald. Ideerne står allerede i kø. 

Nåh ja … der er jo også lige døren ind til redskabsskuret. Den er skvattet helt sammen! 

I følge vores nyhedsmedier er det gennem coronakrisen blevet populært at flytte ud fra byen. Måske er der skabt en mere blivende forandring. Med et velfungerende Internet, hjemmearbejdspladser og internethandel er mange opgaver blevet lettere at klare udenfor de store byer (men den lokale brugs skal støttes). En af de nye muligheder, som gør det nemmere at bo uden for de store byer, er videokonsultation hos lægen. Den mulighed ville jeg gerne have haft, da jeg i efteråret måtte en tur til København, fordi lægen nægtede at stille en borreliadiagnose ud fra et billede. Da jeg kom ind til lægen, tog det 10 sekunder for ham at se, at plamagen på benet faktisk skyldtes en borreliainfektion, men alt i alt kostede lægebesøget over fire timer. Ja, vi har beholdt læge i København. Det er rart, at dette er blevet muligt – især i betragtning af lægemanglen uden for de store byer. Vi kunne ikke have fået en læge i nærheden og er i øvrigt glade for vores lægehus i København. 

Tandlægebesøg foregår stadig i København. Det er da også ganske fint at komme til storbyen en gang imellem, men trafik og menneskemylder stresser, og hjemme venter Misse Mille og hønsene, så vores ophold i byen bliver sjældent af længere varighed. 

Camperen er solgt. Den havde vi kun godt og vel to år. Vi købte den, da vi troede, at vi skulle trille hele Europa rundt, når jeg stoppede med mit lønarbejde, men så fik vi jo andre interesser og opgaver. Efter flytningen hertil har vi kun haft to overnatninger i den. 

Udover hus og husdyr har vi jo også galleriet, som skal passes. Åbningsreceptionen gik over al forventning, og der har været pænt med gæster i galleriets første uge. Galleriet giver også en del arbejde, men foreløbig er det sjovt. 

Jeg vil slutte med det vigtigste: vi har fået et nyt barnebarn. Hun er helt vidunderlig, og jeg glæder mig til besøgene. Vores hjem her i Kalvehave er perfekt til besøg af børn og børnebørn. Ser for mig, hvordan den lille og jeg til næste sommer skal sidde ved vandet, bygge sandslotte og grave vandkanaler. Og de unge nybagte forældre kan hvile ud her i fred og ro væk fra København, hvor de bor og arbejder… 

Livet i Kalvehave er ikke så ringe endda! 

1) Sidste forår var der en halv meter højt ukrudt langs muren her. Nu er der lavendler. 2) Der kom mange gæster til åbningsreception i Galleri Strandlyst. 3) Galleriet set indefra. 4) Efter receptionen havde vi middag for de kunstnere, der har værker udstillet i galleriet og andre, som havde hjulpet os. Dagen begyndte med masser af regn. Om aftenen sad vi længe ude på terrassen.

5.8 Hønsepædagogik og hårdt arbejde

Det er længe siden, jeg sidst har skrevet på min blog. Vi har haft travlt, og dagene flyver afsted. 

Siden sidst er der sket meget i hus og have. Vi har færdiggjort galleriet, knoklet i haven, fået malet stakit og meget andet. Nåh nej … stakittet er ikke malet helt færdigt. Det er langt og skal males på begge sider … imens skyder skarntyder, japansk pileurt og andre uønskede vækster op i vild fart. Poul går hver dag en tur på vores strandgrund og trækker pileurt op. I går blev det til 152 styk. På et tidspunkt må de da finde ud af, at de er aldeles uønskede i vores have. Det arbejde – og alt muligt andet – klarer han tappert, selvom han har forløftet sig på de store sten, han har flyttet. Vi holder umådeligt meget af vores nye domicil, men det er – ærlig talt – temmelig krævende at passe alle herlighederne. 

Vi har fået lavet et stort flisearbejde. Det blev lavet af en anlægsgartner, men projektet har alligevel fyldt en del – og støvet endnu mere. Vi har fjernet et område med sten i forhaven til fordel for mere græsplæne, ryddet op i et vildt buskads og meget andet. En del af arbejdet har en deadline 28. juni, hvor vi holder reception i anledning af, at vi åbner Galleri Strandlyst. Der er trykt plakater, postkort og visitkort, og vi er nu ved at forberede os på gæsterne. Jeg har været i gang med at bage kransekagekonfekt, men den opgave har ægtefællen til en af galleriets kunstnere været så sød at overtage. En anden af galleriets kunstnere vil lave blomsterdekorationer til dagen, og hendes mand har klaret grafik mv til de nye postkort. En tredje kunstner hjælper mig med udstillingskataloget. Den lille vinkælder i Kalvehave har givet galleriet den gave, at de kommer og serverer kølig boblevin. Så det skal nok blive godt. Stor hjælpsomhed og opbakning her i Kalvehave. Gad vide, hvor mange der kommer til receptionen! 

Der sker andet end havearbejde og etablering af et galleri: Vi har fået to nye høns. Rosa (den ene af de tre gamle høns) blev jo dræbt af en løsgående hund, og i forbindelse med det drama fik Olga et chok og stoppede med at lægge æg. Så var der kun Æggelotte til at sikre forsyningen, og et enkelt æg om dagen er et magert udbytte fra en stor luksusindrettet hønsegård. De to nyindkøbte er sorte skovhøns, så nu har vi to røde og to sorte høns. Pyh ha… sikke et bøvl at få de fire hønsedamer til at enes. I starten gik de hver for sig men tæt på hinanden. I begyndelsen kunne de ikke være sammen i det ræve-og rottesikrede hønsehus, så om natten måtte de nye og gamle skiftes til at sove i drivhuset. Om dagen gik jeg og opdragede på dem. De gamle fik et lille dask, når jeg greb dem i at hakke på de nye. Jeg kan ikke lide, når man ikke er sød ved sine medskabninger. Heldigvis fik min hønsepædagogik det resultat, at de i løbet af to uger blev ganske gode venner, og ingen mistede fjer i den periode. De nye høns hedder Grace og Norma. De er skinnende kulsorte, hvilket ikke helt matcher navneophavet, men Norma har dog lyse striber. Æggelotte, Olga, Grace og Norma – sikke et navnemix, men det er den slags små-tåbeligheder, man (vi) kan have morskab af. 

Det med at bruge drivhuset som hønsenattelogi er heldigvis slut for længst. Nu står drivhuset med et væld af druer. Det er store, lækre druer, som vi glæder os til. Undervejs gør det nytte, fordi en af vores nye venner her på Strandvej henter vinblade hos os. Dem bruger hun til at lave lækre dolmere med en opskrift fra sin kurdiske baggrund, og hun deler gerne med os. 

Vi har to drivhuse. Det andet er fyldt med tomatplanter. De var ved at løbe helt løbsk for mig, men så kom storesøster og fik styr på det. Imens prøvede hun at lære mig tomatdyrkningens kunst, men mine talenter i den retning er vist ret begrænsede, og storesøster bor desværre langt væk…

Det er ikke kun hønsene, der bliver udsat for vores opdragelse. Nu er vi ved at lære Mille Mis at bruge den nye kattelem, men hun er mere stædig end hønsene. Det er ellers en luksuskattelem, som reagerer på hendes øre-chip. Den var dyr og bøvlet at få sat i ydermuren, men hun er overhoved ikke taknemmelig for den nye selvbetjente ind- og udgang. I stedet sætter hun sig konsekvent ved terrassedøren og kigger meget skrapt og intenst på os: “Luk så den dør op!”

Avisomtale i Ugebladet for Møn


3.7 Kærlighed i coronaens tid

Det er underligt så dybt arbejdslivets rytme har sat sig.  Det er nu mere end halvandet år siden, jeg stoppede mit lønarbejde, men jeg kan stadig tage mig selv i at tænke, at en opgave kan klares, når det bliver weekend, eller at dette eller hint skal laves, når vi får ferie. Stadig kan jeg føle det underligt at have fri på hverdage og endog komme til at se frem til en weekend, så vi kan holde fri, hvilket selvfølgelig er noget vås, for vi bestemmer jo helt selv, hvornår vi vil lave noget (men det vil vi jo stort set hele tiden). 

Tiden flyver afsted, og vi knokler løs med hus og have. Græsplænen er slået, har fået kalk og hønselort fortyndet med vand. Trods intensiv “googling” ved jeg egentligt ikke, om det er den rigtige tid og måde, men det skader nok ikke. Nu er vi ved at flytte bålpladsen, som er omkranset af store sten – meget store sten. Da vi begyndte at grave dem fri af græsset, viste de sig som isbjerge, hvor kun en mindre del er synlig. Vi flytter en enkelt sten om dagen, og så koster det en pille mod rygsmerter .. somme tider, når vi har knoklet for meget, går vi rundt og ligner butleren i 90-års fødselsdagen, men pyt. Det bliver godt.

Vi har nedlagt to staudebede. Det ene skal i stedet være et bed med sommerblomster til glæde for bier og sommerfugle. Aspargesbedet fredes (friske asparges er noget af det fineste, man kan spise, og det er ikke lige til at anlægge et nyt aspargesbed). Lige nu er bedet lukket inde af gamle frønnede brædder. De skal udskiftes med en cirkel af sten for at matche det tilbageværende blomsterbed samt bålpladsen, men det bliver altså med lidt mindre sten.

Hønsehuset har fået den helt store forårsrengøring – og sådan er der noget hver eneste dag. Corona har ikke skabt passivitet eller kedsomhed – ej heller ensomhed. Vi har hinanden, og hver dag sludrer vi med folk, der går tur på strandstien, som jo krydser vores matrikel – sludrer er måske ikke det rigtige ord, når man taler sammen på flere meters afstand, men hyggeligt er det. Og i lørdags var yngstedatteren og hendes samlever på besøg. Vejret var skønt, så vi kunne drikke eftermiddagskaffe sammen udendørs med flere meters afstand. Dejligt at se familien live og ikke kun på skærm.

Indendørs arbejder vi stadig med galleriet og er vældigt tilfredse med vores resultater. Vi har kreeret en helt særlig loftslampe, og Poul har lagt et flot trægulv. Gulvet skal males, men det klarer Zascha – en ung lokal maler, der har startet sit eget firma. Efterhånden er renoveringen af lokalet blevet relativt omfattende, og vi henter aldrig pengene hjem igen, men det er jo også for sjov og et bidrag til aktivitet i Kalvehave. Planen er, at Galleri Strandlyst skal åbne til Sankt Hans – hvis landet er genåbnet!

Foråret bobler, solen skinner, og kærligheden trives i coronaens tid. Men der er også skygger. Vi kan ikke bare lukke øjnene for, at langt fra alle mennesker – heller ikke vores egne kære – har det helt så trygt og nemt. Vi taler jævnligt om, at mange mennesker stort set er spærret inde i deres lejlighed og måske uden arbejde. I det lys føles det næsten uforskammet at have det så godt, og det ville være upassende at skrive om vores (overvejende aldersrelaterede) småbøvlerier med krop og helbred. Så det gør jeg altså ikke – men knæet gør nu forbandet ondt, og Poul har taget knæbindet. Hans knæ værker også. Ærgerligt, for vi skal helst videre med at flytte bålplads. Det vil være fint at få den gamle nedlagt, inden Jonas (gartner og gift med maleren, Zascha) kommer om et par uger for at fjerne nogle stubbe, tromle og så græs, for så kunne han jo også lige smide nogle græsfrø, hvor den nuværende bålplads ligger. 

1) Ny bålplads 2) Havetraktoren gik i stykker. Poul måtte ligge i en time på jorden for at fikse den 3) Eget design af lampe i Galleri Strandlyst 4) Camilla, en af vores nye venner her i Kalvehave, havde forleden stillet ti små tomatplanter på vores trappe (vores kaffemøder må vente til post-coronatiden) . Indtil planterne kan sættes i drivhus, passes de i terrassestuen.


8.4 Selvom det står i avisen …

For en måneds tid siden havde dagbladet Information en kronik, der handlede om, at ældre mennesker burde flytte fra deres store huse – af hensyn til klimaet, forstås! Hmm …  vi har allerede skåret ned på både flyrejser og kødforbrug. Det har ikke været noget problem, men det ville være træls at flytte i en pensionistlejlighed af klimahensyn. Det har vi dog heller ikke tænkt os. Når man som pensionist endelig har fået tid til at bruge sit hjem, er det dejligt at have plads til gæster og til andre udfoldelser som f.eks. at starte et galleri, sådan som vi er i færd med. Vi gør det bare for sjov og for udfordringens skyld, og i lyset af aldersgennemsnittet for amerikanske præsidentkandidater er vi unge nok til at starte på noget helt nyt.

A pro pos aviskronikker. Forleden var der i Politiken en kronik om udkantsområderne, og som sædvanligt blev Udkantsdanmark beskrevet som kedelig, fattig og med Lolland som eksempel. Ja, der er fattige, sølle og triste områder i Danmark. Det kan ikke benægtes, men den typiske beskrivelse af Udkantsdanmark gælder i hvert tilfælde ikke for Kalvehave, eller også er Kalvehave slet ikke et udkantsområde. Her er masser af socialt og kulturelt liv. Her er det nærvær, som kronikkens forfatter efterlyser og mener, at udkantsområderne skal gøre en dyd ud af at tilbyde. 

Vi har haft et travlt liv som storby-akademikere. Det var fint, men hvor er det dejligt at have muligheden for at kunne vælge noget helt andet, så pensioneringen ikke blev en slutning men en begyndelse på noget nyt og dejligt. Langt fra alle er så priviligerede, men når man nu kan vælge, gælder det om at udnytte livsglæden, lysten og mulighederne – selvom man så bliver lidt af en klimasynder. Den plet på samvittigheden må vi leve med. Til gengæld er vi glade skatteborgere i en af de ikke-velhavende kommuner. 

Foreløbig er det gået godt. Her er natur, frisk luft, et godt socialt lokalsamfund med en god Coop-butik samt et hurtigt Internet, så vi er i kontakt med hele verden. Vi har kørekort og bil og kan købe senior-orange-billetter, så det er billigt at komme med tog til København (og slippe for parkeringsbøvl). 

Første februar var det et år siden, vi overtog huset. Det har vi fejret med en lille fest, hvor vi inviterede dem, vi har talt mest med her på Strandvej. Vi var tolv ( et par stykker kunne desværre ikke komme). Det blev en fantastisk hyggelig og livlig aften, hvor gæsterne heldigvis blev længe. Genboen, som er 92, gik dog hjem allerede kl halv et. Hun havde da fået nogle glas rødvin men havde jo heller ikke langt hjem. Næste morgen var hun igen ude på en af sine to daglige gåture, som er ret lange. 

Inden jeg slutter, vil jeg fortælle, at hønen Rosa er blevet dræbt af en løsgående hund. Det var trist. De to tilbageværende høns havde også været jagtet og var påvirket i lang tid. Kort efter blev Olga syg. Uh, hvor den havde diarre og en helt blålig kam. En dag var den så sløv, at den ikke gik op af hønsetrappen om aftenen. Jeg løftede den op i høet og troede, at det var sidste nat. Dagen efter kom en af vores nye venner forbi haven. Jeg spurgte ham om råd. “Hug hovedet af den eller giv den havresuppe”. 

Det blev til havresuppe, og nu har den det godt igen. Siden det med Rosa har det dog været sløjt med æglægningen, men vi skal heldigvis ikke leve af æggesalg. Ligesom galleriet er hønseholdet jo bare for sjov.

1) Min veninde Gerda stod i køkkenet, da vi havde gæster fra Strandvej. 2) Skærmbillede af mit første udkast til en hjemmeside for Galleri Strandlyst. 3) Poul og Mille – den sorte klump på tårnet – får sig en middagslur. 4) hjemmesiden kan ses på www.galleri-Strandlyst.dk

5.7 Galleri Strandlyst

1 . februar 2019 overtog vi huset her på Strandvej i Kalvehave. Nu er der så pludselig gået et år. Et år hvor vi både flyttede, gjorde vores sommerhus klar til salg og vores christianshavnerlejlighed klar til udlejning.

Oveni var der en meget tidskrævende kamp mod et udrejsecenter på Lindholm, som i givet fald ville have gjort vores lille by til “adgangsvej” for over 100 udvisningsdømte mænd. Heldigvis kom valget, og planerne blev droppet. Sikken en fest vi holdt i Kalvehave, da vi fik beskeden om , at planen var droppet.

Da jeg for et år siden startede med at blogge om vores flytning – i en høj alder – fra en god, ældrevenlig lejlighed i Kbh K til et stort hus med stor have i “vandkantsdanmark”, skrev jeg, at vi måske var tossede … det udsagn står stadig åbent, men i hvert tilfælde har vi nu haft et godt år. 

Arbejdsmæssigt har det været lidt hårdt men også sjovt, dejligt og livgivende. Vi har ikke fortrudt. Vi hygger os med Olga, Rosa og Æggelotte, som overlevede en hunds skambidning, samt Mille Misse, som er verdens sødeste kat, der har en fortid som internat-kat og nu nyder livet her i Strandvejsvillaen… Nåh ja.. der er jo også alle de dejlige gæster, vi har haft, samt de mange søde mennesker, vi har lært at kende her i Kalvehave.

Vi har haft en del (dyre) håndværkere, og vi har selv arbejdet meget både ude og inde, og arbejdet stopper ikke. Nu har vi fået en ny idé. Måske også helt tosset, men det skal forsøges.

Vi vil åbne et lille galleri. Kalvehave mangler det. Først var min plan, at det skulle være et projekt, hvor en borgergruppe skulle arbejde frivilligt og søge kommunen om tilskud til lejede lokaler mv., men en dag kom jeg – nærmest for sjov – til at sige til Poul, at vi også bare selv kunne lave galleriet ude i vores værksted. “Ja, god idé. Det gør vi da”, svarede han. 

Den mand er ikke pivet!

Vi har fået sat en yderdør i, så man kan gå ind i galleriet direkte fra indkørslen, og vi er ved at gøre lokalet i stand. Det kræver omorganisering for at få plads til alt det, vi havde i rummet, og vi skal have lukket vores garage, så der kan etableres værksted derude. Vores lille atriumgård skal indgå i galleriet (så det skal have en ny belægning med smukke italienske klinker) og måske også vores terassestue. Det bliver fint, og jeg har aftale med tre lokale kunstnere.    Der skal selvfølgelig flere til, og ikke kun lokale folk. 

Galleri Strandlyst åbner til juni. Kalvehave har mange turister, og især for  turister, som kommer sejlende, vil det være en god mulighed at kombinere en spadseretur langs vandet med et galleribesøg. Galleriet kommer ikke til at have billeder med den brølende hjort ved skovsøen eller de grædende børn – og dog – måske i interessante nyfortolkninger … 

Hvis der ikke kommer gæster i Galleri Strandlyst, lukker vi bare igen, men så har vi fået lavet en fin renovering. 

Om et par uger bliver Poul 82. Så skal flaget hejses. Vi skal dog først lige fundet hjælp, så vi kan lægge vores ret høje flagstang ned, for den skal have ny flagsnor – men den hjælp ville vi også have haft brug for, hvis han havde været 37, ikk’ sandt?

1) Der er meget oprydning, før værksted og garage er tømt.
2) Nu har vi også fået en dør mellem spisestue og terassestue. Det projekt krævede en specialfremstillet dør og udover en tømrer også en murer , da buen skulle væk.
3) Da der skulle laves en yderdør ind til værkstedet/galleriet, dukkede der en rådden garageport op bag beklædningen. Så måtte der mures en ny væg. Det blev en dyr omgang.
4) Værkstedet istandsættes og vinduet erstattes af en dør. Til gengæld sættes snart en port og en dør i garagen, så der kan laves værksted derude. Det går fint altsammen og bliver flot.

8.3 En slags dannelsesrejse

På facebook læser jeg jævnligt om venner og bekendtes interessante og oplevelsesmættende rejser rundt om i verden. Jeg mærker en berusende lettelse, glæde og frihed i disse skildringer af både korte og lange rejser. 

Hvor er det egentligt fantastisk, at vi lever i et samfund, hvor det er almindeligt, at mennesker i en alder af 65+ har penge, helbred og praktisk mulighed for at rejse rundt i verden – oven i købet med rejseforsikring, hvis noget går galt.  

Dette skriver jeg ikke som en indledning til noget om flyrejser og CO2. Jeg vil ikke moralisere, og hvad er værst: at flyve en gang imellem eller at køre rundt i en ældre dieselbil, som Poul og jeg gør, fordi vi for et par år siden ganske spontant anskaffede en California-camper som vores eneste bil. Og nåh, ja.. i foråret var jeg lige en tur i Korea sammen med vores to yngste. Det klarede vi jo ikke på cykel eller gåben, så jeg har vist også brugt min CO2- kvote så rigeligt i år.

Mine tanker går i en helt anden retning end CO2. Mine tanker handler om at gøre noget særligt, livsbekræftende og befriende, når man har fået sluppet lønarbejdet. Det kan som nævnt være at rejse til fjerne, smukke og interessante steder, og det kan være en rejse i det nære: en dannelsesrejse fx i form af frivilligt socialt og kulturelt arbejde eller en slags dannelsesrejse ved at skifte livsstil, sådan som Poul og jeg i nogen grad har gjort. 

Vi tog en chance, da vi for et år siden besluttede at købe huset her. Det var nok lidt vildt, men vi har det med at tage chancer. Det gjorde vi, da vi for 26 år siden mødte hinanden og giftede os kort efter uden særeje eller andre former for forbehold. Det var også en satsning, da vi – gamle jyder – for ti år siden flyttede fra Aarhus til København. 

Nu er vi så her ved vandet i en sydsjællandsk landsby. Unægteligt meget anderledes end at bo i lejlighed på Christianshavn. Hver dag er fuld af praktiske opgaver, og selv om vi har håndværkere til meget af arbejdet, er der hele tiden noget at gøre. Et par løse tagsten, lidt løs puds, en brændehæk, som er faldefærdig, nyt stakit i haven, et hvepsebo i ventilatoren, nyindretning af bryggers … listen er lang. Der er meget at gøre – ærlig talt også lidt for meget. Poul er snart 82 og jeg er fyldt 66. Vi har ikke de kræfter, vi har haft, og tiden er begrænset.

Vi holder meget af at være her. Glæder os over omgivelserne, landsbyfællesskabets nærvær og de mange søde mennesker, vi har lært at kende i lokalmiljøet. Himmel og hav giver hver dag storslåede oplevelser, fugleflokke danner imponerende formationer, solen maler vandet orange-rødt, nætterne er sorte og tyste, områdets beboere følger med i vores liv, luften er ren, æggene er helt friske, persille og purløg står lige uden for døren, og katten fangede en mus i går ude i haven. Den kunne ikke helt forstå, at jeg ikke ville tage imod gaven.

Vi er rejst fra en akademisk-bylivsform. På vores rejse møder vi udfordringer, smuk natur og nye stærke, interessante livsformer. Vi oplever nye sider af os selv, lærer en masse og får nye venner. På samme måde som når man rejser ud i verden. På en finurlig måde er vores rejse en rejse både ud og hjem.

Indtil videre går det meget godt. Vores oplevelser bekræfter os i, at livet er langt nok til at tage chancer og for kort til ikke at gribe dem … 

Glædelig jul og godt nytår til alle


7.4 November, november

I dag er vejret tungt og gråt. Udsigten over vandet er altid dejlig, men haven ser trist ud. November pynter ikke på haver. Desuden har vi et område, hvor buske og stauder er vokset ud af kontrol og “angrebet” af meterhøje brombær. Buskene skal være mindre og med græsplæne imellem, så også den del af haven bliver nem at holde. Der har været meget at ordne, så først for en måned siden fandt vi en gartner, men så var jorden blevet for våd. Nu skal det måske vente til foråret.

Vi har også et projekt med at sætte et stakit i stedet for de store hybenroser, som har stået langs vandet. Roserne har fungeret som bolværk, så vinterstormene ikke har kunnet skylle uoverskuelige mængder ålegræs op i haven. Poul har klippet de fleste af roserne ned. Nu venter vi på den entreprenør, som skal støbe stolperne ned. De skal stå godt fast, så det nye stakit kan modstå stormene. Bare vi når det inden den første alvorlige storm.

Vi taler en del om bæredygtighed (biodiversitet er det rette ord, har en gammel kollega lige mindet mig om) og dårlige vilkår for insekter, men det er ikke nemt at anlægge en naturlig have, som ikke bare ligner en forsømt have. En naturgrund vil heller ikke passe til vores hus. Så vores bidrag bliver bare, at vi ikke bruger sprøjtemidler, og til foråret laver vi et (kontrolleret) blomstervildt bed. 

Vi er i gang med at lave hønsegården om. Efter dramaet, hvor en hund skamferede Æggelotte, byggede vi en hønsegård, men det  en meter høje hegn holdt ikke hønsene inde. Så fik vi sat et to meter højt hegn op, men Olga og Rosa hopper op på hønsehuset og flyver over. Æggelotte står tilbage og sladrer højt med lange klagende gok, gok, gok: de flyver fra mig… Hønsene må godt gå i hele haven, men vi skal kunne stole på, at de bliver inde i hønsegården, når vi ikke er hjemme. Så nu skal der lukkes af for oven. Det er måske lidt skørt at gøre så meget ud af tre høns, men de er nu altså så sjove og trofaste æggelæggere – og deres hjem skal også være godt og pænt.

Der ER meget arbejde med hus, husdyr og have. Og vi er jo ikke helt unge. I går gled Poul på vores gamle og glatte bro nede på stranden. Det var ikke godt for ryggen, men han brækkede heldigvis ikke noget. Når vi snart skal reparere og rette broen op, lægger vi hønsetråd på den. Så kan man altid stå fast. 

Somme tider bliver jeg lidt bekymret for fremtiden, men dagene her i Kalvehave er dejlige, så fremtidsbekymringerne trænger heldigvis ikke for alvor igennem. Det er lidt ligesom, når man har fået ferie fra et krævende arbejdsliv. Lidt inde i ferien falder man til ro og glemmer helt, at man om tre uger igen skal tilbage i arbejdsræset. 

Det er begyndt at lysne i vejret. Nu kommer Poul op med min morgenmad på en bakke. Vi har elevationssenge, så jeg kan sagtens sidde i sengen med morgenmaden. Imens kan jeg se ud over vandet. Og Mille Misse er hoppet op i fodenden. Men jeg skal snart op. Tømreren kommer her i formiddag. Der er også et projekt med to nye døre …