4. Malurten i bægeret: Udrejsecenter Lindholm

Netop da fortrydelsesfristen for købet af huset var overskredet, kom meldingen om udrejsecenter Lindholm.

Jeg gik hurtigt ind i modstandskampen med masser af indlæg på facebook, læserbreve i aviser mv.: vi vil ikke have det udrejsecenter på Lindholm. Området og øen er ikke egnet, og vi kan ikke bære det i vores lille by.

Tanken er, at centret skal være opholdssted for mere end 100 udvisningsdømte personer. Nogle af dem har begået meget alvorlig kriminalitet, og nogle politikere har ønsket at isolere dem på en ø. Ifølge forskellige internationale konventioner må de dog ikke interneres under fængselslignende forhold. Derfor skal de have jævnlige færgeafgange til fastlandet, og de kan frit opholde sig her på alle tider af døgnet, hvis bare udrejsecentret er deres primære opholdssted.

Færgen sejler til/fra Kalvehave havn, og Kalvehaves 650 indbyggere ryster over udsigten til at skulle være hoveddør for omkring 100 udvisningsdømte mænd. Vi frygter, at de er vrede, desperate, måske radikaliserede og frustrerede over at blive sendt ud på en ø uden fremtidsudsigter.

Kalvehave har børnehave, specialskole, familiecenter, over hundrede sommerhuse og timesharelejligheder med 200 ejere. En lystbådehavn med omkring 200 lystbåde, hvoraf flere flyttes, hvis udrejsecentret realiseres. Huspriserne er truet …

Ja, jeg mener, at det er helt rimeligt at være bekymret over det med huspriserne. Problemer med at sælge kan stavnsbinde os til en bolig, vi på et tidspunkt ikke magter. Desuden er det ikke sjovt at bo i en by, som måske mister indbyggere, turister, aktiviteter og måske byens eneste dagligvareforretning. 

Små byer i udkantsdanmark har det svært nok i forvejen, og et udrejsecenter specielt for personer med kriminelle baggrunde gør det ikke nemmere. 

Men der er ikke noget så skidt, at det ikke er godt for noget, som min mor ofte sagde: i kampen mod udrejsecenter Lindholm har vi fået flere gode venner i Kalvehave – allerede inden vi er flyttet til byen. 

4.2 Protestsange i Den Gule Stald – og nye venner

I dag 10/2 var der her i Kalvehave et sing-a-long, som denne gang var omdøbt til sing-ø-long, fordi temaet var Lindholm. En række lokale musikere optrådte med musik og protestsange. Arrangementet blev afholdt i det lille lokale kulturhus, som hedder Den Gule Stald. Navnet kommer af, at her blev dyr opstaldet mens de ventede på at komme om bord på færgen til Lindholm. 

“Hej”, sagde Jørgen, da vi kom. Ham lærte vi at kende ved demonstrationen forleden. “Hej” sagde Jens, Susanne, Henrik og flere andre … “Er I flyttet ind?” spurgte Niels og præsenterede to andre, som bor i nærheden af vores nye hus. “Jeg sender dig lige min mailadresse” sagde Dorte:“men vi ses jo”. Dorte bor også på Strandvej, og vi har allerede en aftale om noget, vi skal sammen. Det fortæller jeg om en anden gang.

Vi kender allerede mange mennesker i Kalvehave. Og det er rigtig dejlige mennesker. Nogle er allerede blevet vores venner.

Arrangementet “sing-ø-long” var et forrygende. Energien og kreativiteten er enorm hos disse overvejende gråhårede folk. Der er tryk på, når de går i gang på scenen. Fællesskabet trøster i ærgrelsen over nogle politikeres Lindholm-plan. 

5.1 Dage i et halvtomt hus, pris på sommerhuset og boller i karry

Lørdag. Vi har haft huset i otte dage. Et par af dagene var vi i Kbh., men mest har vi været i vores nye hus. Sparsomt møbleret med to senge og nogle få møbler fra sommerhuset og fra pulterrummet i byen. Maja (yngste datter) og Anne-Mette har været på besøg og sov på madrasser på gulvet. Vi kan ikke flyttet møblerne herned, før vi har fundet en lejer til vores christianshavnerlejlighed. En tom lejlighed er jo ikke så inspirerende.

Vi får ikke lavet så meget på huset. Har været trætte. Hele processen med handel har tæret lidt på kræfterne. Vi har fire boliger i spil: et sommerhus, som skal sælges. Vores lejlighed på Christianshavn, som skal lejes ud. En forældrekøbslejlighed, som skal sælges, og huset i Kalvehave…. meget skal hænge sammen, og banken skal have tillid til, at det hele falder på plads, inden vi er ruineret eller døde (det sidste er en ironisk kommentar til de strammere regler for lån, når man er i vores alder). 

Nu har vi haft en mægler til at se på sommerhuset. Vi har elsket det sommmerhus, som vi fandt for snart fem år siden ved at google “sommerhus med vandudsigt”. Så blev det Sydsjælland – et område af Danmark, vi jyder ikke kendte og ikke før havde set potentialer i – og nu bliver det vores hjemsted. Mægleren mener, at sommerhuset skal koste 1.1 mio. Det er et fint hus med 2.500 m2 grund lige ned til fjorden. Vi har gjort meget ved det og kommer ikke til at holde pengene hjemme, men vi købte det heller ikke som en investering. 

I dag har vi set på gardinstof. Det er svært at finde noget, som ikke skæmmer de meget store, smukke buede vinduer. Vores forgængere havde ingen gardiner, men jeg holder ikke af de store “sorte huller” når det er mørkt. Vi har hentet ting i sommerhuset og sluttede dagen med rigtig mormormad lavet i vores nye køkken, hvor vi endnu kun har få remedier. Det gik.. og det er mange år siden, vil sidst har fået boller i karry!

Der arbejdes og holdes pauser. Og det er umuligt at holde øjnene fra udsigten, selvom det er en grå februardag.

4. 1 Til demonstration på havnen

I dag 6. Februar var medlemmmer af  udlændinge- og integrationsudvalget på tur til Kalvehave og Lindholm i anledning af planen om at placere et udrejsecenter på øen Lindholm. Færgen dertil sejler fra Kalvehave havn, og i Kalvehave er vi bange og vrede, fordi udrejsecentret skal rumme over 100 udvisningsdømte personer, som så vil få Kalvehave som deres “fordør” og opholdssted, når de kommer til og fra centret. 

Og vi må forvente, at de vil opholdesig i vores lille by: 100 udvisningsdømte mænd i en by med 650 indbyggere. Børnefamilier overvejer at flytte, og vi er bange for at miste mange af de omkring 200 mennesker, som har båd liggende her i havnen. Det samme med de 200 ejere af timesharelejlighederne, som ligger her på havnen i Kalvehave. Turismen er truet, trygheden er truet – og huspriserne! Vi havde ikke købt vores skønne hus her, hvis vi vidst det om Lindholm. Den melding kom en uge efter at vi underskrev købsaftalen. 

DF og VLAK-regeringen ønskede at isolere de udvisningsdømte på øen, men det er ikke lovligt. Det har regeringen og DF måttet sande, og de vil så bare lave flere daglige færgeafgange. Der er tale om ren symbolpolitik, der kommer til at koste op mod en milliard og belaste lokalsamfundet urimeligt. Vi var omkring 300 til protest på havnen i dag. Projektet er dumt og dyrt. Pinligt for Danmark og meget ærgerligt for os i Kalvehave.

Men det var en fantastisk oplevelse at være sammen med så mange vores gode, engagerede og dejlige mennesker. Vi har allerede fået gode venner. 

DFeren Martin Henriksen var bestemt ikke nogen populær gæst i Kalvehave – og suk, så ubehagelige holdninger, han står for (Billedet er fra SN.dk den 6/2-18’

1.4 Træning

Da vi besluttede at købe huset, besluttede vi også, at vi skulle have en bedre kondi. Med en stor have, egen strand og et hus med trapper går det ikke an at være alt for slap. Så vi meldte os til træning. Aldrig før havde vi sat vores ben i et fitnesscenter. Vi forestillede os, at det var et rædsomt sted. Nu har vi trænet to gange om ugen i tre måneder. Det føles godt, og det er faktisk meget hyggeligt. Fitnesscentret er en del af en fysioterapeutisk klinik. Måske er det derfor, at der er relativt mange ældre mennesker om formiddagen, når vi træner. Det er fint. Vi føler os helt på højde med de øvrige brugere…

Poul i fuld fart på træningscenteret

1.3 En underlig fornemmelse

Vi sov den første nat i vores nye hus. De nye senge til gæsteværelset ankom to timer efter overtagelsen, så vi har overnatningsmulighed med det samme, selvom vi ikke kan flytte møbler ud af vores lejlighed (det sker, når vi har fundet en lejer). Og vi havde ekstra møbler både i sommerhuset og på loftet hjemme i byen. De er allerede anbragt. Så huset er ikke helt tomt. 

Underligt at gå rundt i et hus og vænne sig til, at det er vores kommende hjem, men det gav ro sidde ved vinduet og se ud over vandet efter en fantastisk velkomst (og mange varme velkomster på facebook): det ER en vovet beslutning, men det skal nok blive godt.

Først er der en del arbejde. Vi er ikke dem, der er gode til at samle familie og venner til praktiske opgaver. Vores fire børn er søde og hjælpsomme, og vi skal nok få masser af hjælp fra den kant, men de har meget travlt, og en af den bor langt væk. Så det er lidt svært at bede dem om at bruge deres kostbare tid på arbejde. Heldigvis kan vi klare meget alene. Mon vi kan få rabat på malingen, hvis jeg nævner mærket her i bloggen? 😉

Andendagen kørte vi hjem til lejligheden i byen. Her er også godt. Nu skal vi have repareret et par småting, for lejligheden skal være i orden til udlejning. Vi er meget spændte på, hvornår vi får en lejer. Vi har sat huslejen så lavt som muligt (vil ikke være bolighajer), men det er bestemt ikke nogen billig lejlighed. Har sat et udlejningsfirma på opgaven. Det er dyrt, men vi skal være sikre på, at det bliver gjort professionelt. Især det med juraen. 

20.februar: Nu er vores lejlighed sat til udlejning. Se https://housingdenmark.com. Søg evt på Christianshavn, så kommer den (109 m2 lejlighed i 1425 København K)

Nogle af de billeder, som skal skabe interesse for vores dejlige lejlighed. Desværre kan man ikke rigtig se, at vi faktisk har en rigtig god udsigt til både gård- og gadesiden.

1.2 Ankomst til vandkanten

Da vi ankom lidt i elleve, hvor vi skulle overtage huset, var flaget hejst. En smuk men kold februardag. Blæsten var frisk og fik det bedste frem i flaget. Det er en gave fra sælger. Det er ret nyt, og sælger havde ikke behøvet at efterlade det, men det hører til huset, sagde de, da vi ved købet kom til at tale om, at der er flagstang.

Ejendomsmægleren kom samtidig med os. Og en af vejens beboere kom og bød velkommen til Kalvehave. Ingen reagerede, da vi ringede på, men døren stod åben, så vi gik bare ind. Indenfor var der stillet en lille vase med vintergækker og erantis. De myldre frem i haven. Der stod også champagneskåle. 

Præcis klokken 11 kom Pia og Henning, som har solgt huset til os. Så var der champagne og en ekstra rundvisning med forklaringer og gode råd. 

Efter en times snak med de søde sælgere blev vi alene i det store tomme hus. Så var det tid til at se nærmere efter. Huset er fra 1898. Det er velholdt, men der er selvfølgelig revner og ujævnheder. Der er også en del sømhuller, som skal ordnes. Vi slipper ikke for at give det en gang maling.

Men så blev det frokosttid og vi stillede an med det midlertidige, vi lige kunne have i bilen. Der kommer til at gå nogen tid, før vi kan bestille flyttebil. Vi har besluttet at udleje vores lejlighed. Den er simpelthen for god at sælge, priserne stiger konstant inde i byen, og måske får vi brug for en nem bolig om en række år. Og indtil vi har fundet en lejer, kan vi ikke tømme den for møbler.


Første måltid i det nye hus. Vores store flotte spisebord kommer senere

1.1 Aftenen før overtagelsen

Det er i morgen, vi overtager huset. Vi har prøvet at flytte mange gange, men det her er vist det mest skøre, vi har gjort. Og hvorfor gjorde vi det?

Tja.. jeg stoppede med mit fuldtids lønarbejde i juni 18, og vi begyndte at bruge vores sommerhus rigtig meget. Det ligger rigtig dejligt ved Avnø Fjord med grund helt ud til fjorden. Det blev svært at finde en særlig god grund til at tage ind til byen, men vi følte os lidt rastløse. Når vi var i byen, savnede vi sommerhuset, og når vi var i sommerhuset kom vi nemt til at savne det derhjemme – ikke byen, men vores bøger og møbler og den slags.

Så en dag sagde Poul “hvis man nu boede fast et sted, så skønt som i sommerhuset, så kunne du også få dig en kat …”

Nok for nu.

0. Fra stenbro til vandkant: Om min blog og mig

Jeg er 65 år. Dette er mit første blogindlæg. I min blog vil jeg dele tanker, oplevelser og erfaringer med at flytte fra en tryg lejlighed i byen til en lille by i “Udkantsdanmark” (jeg foretrækker at kalde det for “Vandkantsdanmark”) … Stik imod det, de fleste pensionister gør. Og min mand er 80 år.


Vi har en rigtig god 4-værelses Christianshavnerlejlighed med elevator, egen parkeringsplads og alt, hvad man kan ønske sig af en lejlighed. Men vi har købt en kæmpe villa i Kalvehave.

Er vi blevet tossede? Tja. Måske!

Men netop i vores alder er der jo ingen tid at spilde, og man skal jo tage chancer for at opdage, om man har heldet med sig. Tiden vi vise, om det er det hele værd. Og alle jer rundt om, som overvejer at flytte til “udkantsdanmark” eller hellere “vandkantsdanmark” må godt følge med! Også alle andre, som vi se, hvad der sker.

Jeg vil fortælle om vores beslutning. Den var ikke let. Og jeg vil fortælle, hvordan det går, når vi to halv-eller helgamle personer flytter ind i en stor patriciavilla med en kæmpe have ved vandet i lille by i vandkantsdanmark.

Klarer vi trapperne? Hvad gør vi, hvis byens eneste butik lukker? Hvad så hvis vi bliver syge og ikke kan køre bil? Hvordan bliver vi modtaget i den lille by, hvor vi ikke kendte en eneste person, da vi købte huset.

Kommer vi til at savne Christianshavn og vores smukke lejlighed? Hvad sker der, hvis udrejsecenter Lindholm bliver en realitet (planen om et udrejsecenter på Lindholm blev offentliggjort en uge efter, at vi havde købt huset)? Bliver vi ruineret, fordi huspriserne falder, så vi ikke kan flytte tilbage til byen, hvis vi får brug for det?

Her er så huset. Billedet er taget en sen forårsdag i 2018. Hvordan mon det ser ud den 1. Februar, når vi overtager det?

Er det det hele værd? Det vil tiden vise. Jeg skal nok fortælle om det.
Vi så på huset i september, da solen skinnede smukt. Nu overtager vi huset. Det er den 1. februar 2019. Det er i morgen. Er spændt på, om der er kommet vintergækker i haven.

Velkommen til min blog!