5.6 Kulturen, kunsten og de ægte kastanjer

Nu har vi boet her i syv måneder. Vi nyder dette dejlige sted, som udover en fantastisk natur byder på meget godt socialt samvær. Forhåbentligt klarer vi det mange år endnu (selvom vi ikke er helt unge), og forhåbentligt skal vi aldrig mere i kamp mod et udrejsecenter på Lindholm (selvom kampen gav et særligt sammenhold i Kalvehave).

Så ofte som muligt kommer vi i Den Gule Stald. Det er byens lille kulturhus, som ligger på havnen. Navnet skyldes, at den gule bygning har været stald til de dyr, som skulle fragtes med færgen over til forskningen på øen Lindholm. I Den Gule Stald er der musikarrangementer eller foredrag et par gange om måneden. Sommetider også udstillinger, og nu er nogen ved at etablere et fast kulturhjørne i stalden. Det skal blandt andet huse en litteraturgruppe. Jeg er frivillig i staldens café ved vores musikarrangementer, herunder ‘Åben Scene’ sidste tirsdag i hver måned, hvor enhver kan melde sig til at optræde. Musikkvaliteten varierer, men det her er jo heller ikke ‘Den Kongelige’. Til gengæld er stemningen i top. Både på scenen og blandt publikum dominerer de gråhårede, og livslysten bobler. I Den Gule Stald er der altid mange hyggelige snakke, smil og knus. 

I Kalvehave er der en del tilflyttere fra København og Nordsjælland, men her er også mange, som har boet i området i årtier eller hele livet. Her er alle niveauer i uddannelse og indkomst, og “alle slags” hygger sig med hinanden i Den Gule Stald.

De, som er “gamle i gårde”, ved meget om hinanden, og (måske derfor) hører man somme tider om nogle gamle fnidder-fnadder-konflikter. Heldigvis gælder det i langt højere grad for både gamle og tilflyttere, at man udviser omsorg, hjælpsomhed og venlig interesse for hinanden. Poul og jeg oplever dagligt, at spadserende standser op ved vores hus og spørger, om vi har besluttet os med hensyn til et nyt varmeanlæg, om vi savner byen, om katten er faldet til – og den slags. Jeg sætter stor pris på den form for nærvær og landsbykultur. 

For et par uger siden var vi på visit hos Molla og Per, som også bor på Strandvej. Forinden kendte vi bare hinanden fra Facebook og lidt snak ude på vejen. Udover god samtale og et dejligt traktement havde vi den fornøjelse at blive vist rundt i deres hus for at se malerier. Hun er billedkunstner. Skøn billedkunst. Han er operasanger – og Poul og jeg er glade for både moderne billedkunst og opera.

Apropos opera: Vi skal snart til opera i Vordingborg, og jeg har lavet et opslag på en af de lokale Facebook-sider for at høre, om andre skal til den opera og vil have kørelejlighed. Det faldt mig naturligt at rette henvendelse til alle i byen om den mulighed. Vi er jo et lille lokalsamfund.

En af de venner, vi har fået gennem kampen mod et udrejsecenter på Lindholm, er Camilla. Hun er ung (for en måned siden var vi til hendes 40-års fødselsdag – dejlig fest), men venskaber handler som bekendt ikke om alder. Forleden sendte Camilla en besked: om vi ville have ægte kastanjer. Jo tak. Så vidt vi huskede, kunne vi godt lide kastanjer – og ja, det viste sig at være rigtigt. De smagte fantastisk. Så kom Camilla med endnu et kilo kastanjer og fik nogle sække ålegræs med hjem. Vi vil meget gerne af med det ålegræs, som sidste storm skyllede op på vores strand, og Camilla vil bruge det til kartoffeldyrkning. Da jeg havde fortalt, at Mille Misse somme tider hang fast i møbler og gardiner, medbragte Camilla en speciel katteneglesaks og klarede snildt det problem (bare spidsen af de to klør, som ikke kan trækkes ind). Sådan får, giver og bytter vi med Camilla og andre i Kalvehave: frugter, æg, tjenesteydelser og blomster – jeg har nogle potter med stokroser. Dem skal Camilla have til foråret.

Forleden gik havetraktoren i stykker midt under græsklipningen. Poul, som ellers er ret praktisk anlagt, kunne ikke reparere den, men det kunne Henning. Han kom i løbet af ti minutter. Dagen efter reddede han vores aftensmad ved at klare en meget genstridig skruedims, så vi kunne få skiftet gasflaske. Der var et særligt trick, vi ikke kunne gennemskue. Vi købte jo huset af Henning og Pia, så han kender det. Da han var her, fik han øje på to knækkede tagsten. Det stod allerede på vores “to-do-seddel”, at vi skulle have fat i en murer, men nej: “Dem ordner jeg da bare”, sagde Henning.

Ingen synes at have så travlt, som man tilsyneladende har i store byer. Sammen med en umådelig hjælpsomhed er der også altid tid til kaffe eller et glas et eller andet. Dagene smutter afsted, og vi når langt fra alt det, vi gerne vil. Vi har – heldigvis – haft mange besøg og travlt med at komme i stand, og nu skal vi lige have styr på den mest nødvendige vinterklargøring af hus og have. Så får vi bedre tid til at invitere flere af vores nye kalvehavevenner og -bekendte. 

Vi kendte ikke en eneste person her i området, da vi købte huset, men her er mange (udover dem, jeg allerede har omtalt), vi gerne vil se mere til. Det er sandelig værd at glæde sig over.

PS: Jeg skal lige fortælle, at jeg er begyndt at løbe. Konditionen er ikke særlig god, og et knæ er lidt sårbart efter et cykelstyrt for et par år siden. Derfor er det bare små lunte-ture, men lidt er umådeligt meget mere end ingenting. På min tur i morges mødte jeg Jytte, som er formand for Brugsens bestyrelse og fået mig med i det arbejde (foreløbig bare frem til næste årsmøde, hvor der kan vælges nye bestyrelsesmedlemmer). Jytte var på vej hjem fra vinterbadningen og prøvede at lokke mig med i den gruppe. “Vi har det hyggeligt”, lokkede hun, men “nej tak”. I sommer fik jeg badet meget, og det har jeg ellers ikke gjort i 30 år, men vinterbader, det bliver jeg ikke – i hvert tilfælde ikke i år. 

1) Sidst i oktober og det er stadig dejligt at sidde udendørs. 2) Mille studerer solopgangen (eller hønsene, som den kan se fra det vindue). 3) Årets sidste drivhushøst. 4) Morgenstund har guld i mund.
Dette meget sigende skilt stod foran Den Gule Stald.

3.6 Misse Mille og håndværkerne

Vi har fået kat. Den er hentet på et dyreinternat. Yngstedatteren (som var med på internatet) og jeg ønskede en gråstribet killing. Dem var der flere af på internatet, og de var allesammen så nuttede. Det havde været nemt at komme hjem med en gråstribet killing, men før vi fik valgt, var der en 8 måneder gammel sort-hvid kat, som valgte os. På alle mulige måder sagde dens kropssprog “tag mig, tag mig”, og da Poul en gang for mere end 30 år siden havde en dejlig sort-hvid kat, blev han blød i knæene. Vores kat er kommet til at hedde Mille, men Poul kalder den Misse. Så det er nærmest blevet til Misse Mille og Mille Mis – og hun er sikkert ligeglad.

Mille Mis er rigtig sød. Noget forsigtig, men hun virker ikke skadet, selvom hun er en institutionskat og fjernet fra sit første hjem af dyreværnet. Nu skal hun holdes indendørs i tre uger for at lære, hvor hun bor. Det er bøvlet i et hus med flere yderdøre. Jeg glæder mig til igen uden videre at kunne slå døre og vinduer op.

Nu er der købt kattebakke, kradsetræ og diverse andet udstyr. Ingen døre er oplagte til en kattelem, så der skal laves hul i muren til en kattelem, som kun kan åbnes, fordi katten er chippet. I alt koster det en mindre formue at anskaffe et dyr. Strengt taget lidt skørt, og hvad gør vi, hvis vi om fem år vil flytte tilbage til byen? Men nu har vi altså besluttet at leve i nuet. Vores forventede restlevetid er for kort til andet. Carpe diem! 

Hver gang, der kommer en person på besøg, skal vi vogte, at Mille Mis ikke smutter ud. Vi har haft besøg fra to firmaer, som giver tilbud på at installere et nyt varmesystem. Det bliver noget med luft til vand. Pillefyr og jordvarme er dømt ude. Vi har også haft besøg af en entreprenør, som skal støbe stolper langs stranden, så vi kan skære hybenroserne ned og opsætte et stakit, der kan klare storm, løs bund og stormfloder, hvor vi ellers risikerer at få uoverskuelige mængder ålegræs skyllet op på græsplænen. 

Endvidere har vi haft besøg af en tømrer for at få et tilbud på en yderdør ind til vores værksted samt en dør i åbningen mellem spisestuen og terrassestuen (tømreren syntes godt om den nuværende buede åbning, men det gør vi ikke, og der skal kunne spares lidt på varmen). Den nye dør skal matche stilen i stuen, og det klares ikke med standarddøre, så jeg venter spændt -og lidt bekymret – på at se tilbuddet.

I går var en havemand på besøg. En del af haven er groet til med gamle buske og småtræer blandet med brombær og andet krat. Der skal trimmes kraftig, og der skal anlægge græsplæne mellem buskene, så vi kan holde det med vores havetraktor.

I kender det sikkert. Selvom håndværkere skal lave arbejdet, er sådanne projekter ret krævende! Vi har også haft travlt med involvering i forskellige projekter i lokalsamfundet. Det fortæller jeg om en anden gang. 


1) Der gik ikke ret lang tid, før Mille Mis havde indtaget sofaen. Her på et tæppe, men oftest hvor det lige passer hende.
2) Den buede åbning, som skal have en dør.
3)Vi har stadig hønsene. Poul forbedrer hønsegården – efter overfaldet på Æggelotte er vi nødt til at sikre den endnu mere, og Rosa har sat sig på en af de lister, han skal bruge.
4) Der er blevet lidt tid til syltning mv. af egen avl. Dejligt, men jeg er absolut amatør på det punkt.


7.3 Virke og Varme

Vi har stiftet en forening, som hedder Kalvehave Virke. “Vi” er nogle af de borgere, som var meget aktive i kampen mod at bruge øen Lindholm til et udrejsecenter for udvisningsdømte personer. Det intense samarbejde og den energi, vi havde i kampen, skal nu bruges til at udvikle lokale projekter inden for rammen af FNs 17 verdensmål. Det handler om natur, miljø, trivsel, samarbejde, lokal udvikling og nærdemokrati. Jeg er i bestyrelsen og skal blandt andet stå for at koordinere de mange projekter, der forhåbentligt kommer til at blomstre her i området. Koordineringen kommer bla. til at ske i form af møder, hvor projektledere kan give og modtage sparring, gå sammen om initiativer, hjælpe hinanden med branding mv. 

Personligt synes jeg, at projekter om klima og natur må være foreningens fineste formål, men mit eget konkrete projektbidrag består i at få oprettet et museum her i Kalvehave. Det skal være et strikkemuseum. Danmark har mange specialmuseer, fx traktormuseer, et sukkermuseum, sporvejsmuseum, postmuseum, legetøjsmuseer osv., men ikke noget strikkemuseum.

Jeg strikker ikke selv, men strikning er et interessant fænomen både kulturelt, historisk, æstetisk, socialt og politisk. Tænk fx på hønsestrikning i 70’erne og 80’erne, som var stærkt politisk, eller alle de kludetæpper, som er strikket mhp nødhjælp. Jeg håber, at samlingen kommer til at spænde fra middelalderstrik til de helt moderne strikkede kunstværker. Museet vil sætte fokus på historien om strikning som en nødvendig hverdagsaktivitet for at producere tøj og tæpper såvel som historien om strikning som en vanedannende hobby, et udtryk for kreativ æstetik, politik og en del af de fleste pigers opdragelse. 

Nu skal der oprettes en projektgruppe og et rådgivende netværk. Og så skal der samles effekter. Sig til, hvis der er noget, vi må låne til samlingen fx en gammel hønsestriktrøje og gerne med en historie om tilblivelsen.

I weekenden var Poul og jeg til “sort sol” ved Ribe og opdagede tilfældigt, at der var international strikkefestival på Fanø, så ruten blev lige lagt den vej omkring. Den største oplevelse (udover den skønne natur) var en 2CV totalt pakket ind i strik. Se billedet nederst og se her om strikkemuseet: www.Kalvehavevirke.dk (i menuen “projekter”).

Dagene er godt fyldt op. Somme tider undrer det mig, hvordan jeg en gang også klarede at have et krævende fuldtidsarbejde. Livet som pensionist er berigende og befriende og fuld af ny læring – vel også på grund af de mange nye gøremål og nye venner i nye omgivelser.

Vi har langt om længe fundet en farve til spisestuen over de høje hvide paneler. Det var vanskeligt. Valgte først en smuk blålig tonet med grønt (nordic brise) for at forbinde det blå i den ene stue med det grønne i den anden stue. Selv om, vi først tjekkede med en større farveprøve, måtte det laves om, da vi så det færdige resultat. Nu er det blevet til en grå med blåt og grønt i. Det var den farvelære.

“Aun aprendo”, som Goya har kaldt et af sine værker. 

Nu skal vi også have sat os ind i muligheder for at skifte opvarmningsform i vores store hus. Pyh ha… her er et oliefyr. Det fungerer godt nok, men tanken rummer kun omkring 600 liter, og det koster alt for meget at få kørt sådan en sjat ud. 

Forgængeren her i huset hentede selv olie på en tankstation (en 350 liters beholder bag på traileren), og han har været så sød at hente olie for os indtil nu, men den løsning vil vi ikke overtage. Tænk, hvis vi løber tør for olie en streng vinterdag og måske ovenikøbet på et tidspunkt, hvor vi ikke er helt friske (det må jo med i beregningen i vores alder). 

Vi har også et pillefyr men har endnu ikke haft det tændt. Efter sigende er der meget rengøring og bøvl med det. Så hvad nu? Energirapporten anbefaler jordvarme. Det vil måske komme op i en pris af 150.000 og vil vandets indløbstemperatur være høj nok? Venner og bekendte foreslår luft til vand. Det er billigere, men det skal være et stort anlæg, og så vil det måske larme. Alt, der larmer, er dømt ude! Måske er løsningen at købe et nyt og mere avanceret pillefyr. Nu taler man om, at den opvarmningsform ikke er så klimavenlig endda, fordi man er begyndt at fælde skove for at fremstille piller. Hmm … man planter vel nye skove, og de afhjælper vel CO2 udslip under væksten, så selvom det tager år at erstattede de fældede træer … men hvad ved jeg? I morgen kommer der en energirådgiver, men hvor uvildig er han mon?

En skøn 2CV. Billedet er taget på den Internationale strikkefestival 21/9 2029. Hovedpersonerne bag dette strikke-projekt hedder Eva Holm og Gitte Skovmand. Jeg ved endnu ikke så meget om det, men det skal jeg finde ud af.
Spisestuen er blevet færdig. Det var noget af en opgave at finde farven, som fungerede på stykket over panelerne uden at ødelægge kigget ind i terrassestuen.

3.5 Vores sensommer

Så er sommeren forbi, og nu er vejret da også blevet noget efterårsagtigt. I dag skinner solen, og det er godt, for jeg vil gerne ud og male hønsehuset færdigt. Det skal være sort, så det passer til det hegn, vi lige har sat op. Ja, vi har lavet en hønsegård pga episoden, hvor en hund havde fat i Æggelotte. Hun blev slemt tilredt men overlevede og har det fint nok. Episoden har dog gjort hende noget bekymret. Ligesom de to andre høns vil hun meget gerne ned på stranden (som er en del af vores matrikel) for at æde tanglopper, men hun tør ikke mere krydse stien uden min ledsagelse. Når de to andre er hoppet over hegnet og har krydset stien for at gå på stranden, går hun rundt i den øverste del af haven og klager, indtil jeg kommer og følger hende over stien – som en anden politibetjent, der hjælper ænder over gaden… 

Nu er de i hønsegården det meste af tiden. Lidt ærgerligt, at de ikke bare kan gå frit, men der er altså for mange løstgående hunde på stien gennem vores grund. 

Hønsegården er blevet stor og god, men de kommer alligevel ud, når vi er i haven, og somme tiden får de lov at gå til stranden. Tro det eller ej: de har styr på det, når jeg åbner lågen og spør’ om de vil med til stranden (i hvert tilfælde, når jeg så begynder at gå i retning af lågen ned til strandgrunden) … Ja, indrømmet: jeg er en hønemor. 

Aldrig tidligere har jeg været været så meget udendørs som i denne sommer.  

Det er en stor forandring i mit liv. Før vi flyttede til Kalvehave brugte jeg de fleste af mine vågne timer på at læse eller skrive – og altid indendørs. Enten på arbejdspladsen eller hjemme, fordi jeg altid har haft gang i et forsknings- eller bogprojekt. Det har jeg også nu, men hus- og havearbejde trækker mere. Stakken af “skrivebordsopgaver” vokser. 

Der er så meget nyt og sjovt men også mange arbejdsopgaver. Både Poul og jeg bruger mange timer hver dag på hus og have. Lidt for mange, men det må da hjælpe, så der ikke er så meget arbejde fremover. Poul er blevet 81. Godt, at han er så frisk og stærk og praktisk anlagt. 

I sidste uge gokkede han hovedet op i en skarp jernbjælke og fik en stor flænge. Typisk for Poul var han sikker på, at det hurtigt ville gå over. Bare et glas vin og en pause! Efter nogle timer og en telefonisk skideballe fra Maja (vores yngste, som er læge), kørte vi på skadestuen. Poul får blodfortyndende medicin, og der kunne jo være indre blødninger, som Maja formanede med en blanding af læge-myndighed og datter-bekymringskritik: “mor altså!”. Efter syv sting, en scanning og en samtale om tegn på hjernerystelse kunne vi køre hjem kl 02:30. Men det var godt, vi tog afsted. Maja havde jo selvfølgelig ret. 

De var søde og grundige på Nykøbing Falster Sygehus (jeg er ellers hunderæd for at skulle få brug for de små sygehuse i regionen. Det føltes mere trygt, da Riget var vores nærmeste hospital). 

Der er ikke bare mange arbejdsopgaver. Der er også mange udgifter. Nu har vi besluttet, at der skal støbes et fundament til det plankeværk, vi vil have op langs vandet. Vinterstormene, risiko for stormflod og den sandede bund gør, at vi ikke bare kan nøjes med almindelige stolpesko. Der skal laves noget professionelt. Det skal bare være et relativt lavt hegn, som kan stoppe de mængder tang og ålegræs, der ellers kan komme op i haven ved stormflod. Det skal nok komme til at se fint ud og vil ikke ødelægge synes af den “naturlige” strand. Er spændt på, hvad det kommer til at koste …

Nu skinner solen og jeg skal ud. I dag vil jeg dog ikke bade. Det har jeg ellers gjort de fleste dage i de sidste tre uger. Jeg plejer ikke at bade i Danmark, men når vi nu bor lige ved vandet. Helårsbader bliver jeg ikke. 

Udsigt fra soveværelset


6.4 Et drama i haven og en lokal facebookdebat

Sommeren har stået på havearbejde. Græsplænen er nem. Det er hyggeligt at tøffe rundt på havetraktoren. Det hårde arbejde er at klippe hække, hybenroser og vedbend. Hybenroserne er vokset sammen med et trådhegn, så de klares ikke med en hækkeklipper. Det tykke lag af vedbend langs den ene side af grunden skal også fjernes manuelt. Bag de genstridige stængler har vi  indtil videre fundet et par brændestakke, en stige, noget gammelt jern og fem havekrukker. 

Alt indendørs har været nedprioriteret, men i sidste uge fik vi dog hængt en lysekrone op, malet lidt mere og flyttet et par hylder. I fredags, da jeg stod og malede, hørte jeg pludseligt en af vores høns skrige voldsomt. Jeg løb ned af trappen og gennem haven til den nederste del af vores grund, hvor en hund havde fat i Æggelotte. Jagten havde kostet Æggelotte en stor del af fjerpragten, og hun var selvfølgelig meget chokeret. Hundeejeren kunne ikke kalde hunden til sig og gjorde ikke så meget. Hun syntes ikke, at vores høns skulle gå frit.

Jeg blev vred og påpegede, at det var på privat grund. Før jeg ankom til dramaet, havde hunden ganske vist jagtet og haft voldsomt fat i Æggelotte uden for vores grund. Det sås tydeligt på den mængde fjer, der lå på stien, som deler vores have i to dele (vi har grund helt ned til vandet, men der er en gammel klausul om en offentlig sti gennem grunden). Hundeejeren havde derfor ret i, at vores høns havde været på et offentligt område. De går frit – ligesom hendes hund gjorde! 

Bagefter skrev jeg et indlæg på en lokal facebook-side. Jeg skrev om oplevelsen, fordi der er mange i området, som kigger efter eller snakker hyggeligt med vores høns, når de går tur på stien gennem vores have, og fordi jeg ville appellere til, at hundeejere passer på, at deres hunde ikke jager. Det var ikke min mening at hænge hundeejeren ud. Jeg anede heller ikke, hvem hun var, før hun reagerede på mit indlæg. Men jeg ville heller ikke have hængt hende ud, hvis jeg havde vist det. Mange andre reagerede, og det udviklede sig til en debat om løsgående hunde og fritgående høns, hundelorte, hønselort og andet i mere eller mindre pæne vendinger. Flere tænksomme og gode indlæg, men altså også indlæg, som jeg blev meget ked af. Jeg kan godt lide hunde og snakker gladeligt med de mange hunde, der kommer forbi på stien og vejen. Det er første gang, jeg har oplevet noget ubehageligt med hundene. 

Jeg synes, at det er ærgerligt, at flere har skrevet, at hønsene ikke bør gå frit og samtidig antyder, at episoden nærmest var min skyld (ejeren af den hund, som angreb Æggelotte, skrev om hun virkelig skulle holde sin hund i snor mens vores høns skulle gå frit rundt). Nu er der jo lige det, at hønsene ikke angriber noget eller nogen, og jeg har overhovedet ikke forholdt mig til, om hunde skal være i snor eller ej, men det er ikke godt, hvis de får lov til frit at følge deres jagtinstinkt. 

Det med dyr appelerer tydeligvis til nogle menneskers ubeherskede følelser og ubehagelige udbrud. En mand skrev, at høns ikke skulle have lov at gå og skide på offentlige arealer. Hmm … det er tre høns, som primært går inde i vores have. Jeg tror ikke deres efterladenskaber generer noget særligt. Jeg overvejede – som sandt er – at svare, at vi er plaget af hundelorte på stien mellem de to dele af vores have og jævnligt også inde bag plankeværket på vores græsplæne (hvordan det så end lykkes hunde at komme derind), men jeg vil ikke fortsætte debatten, og næsten alle hundeejere er jo trods alt meget hensynsfulde.

Æggelotte blev slemt tilredt men overlevede. Hønsehuset er sikret mod ræve, mår og rotter, og det er forsvarligt lukket om natten. Nu skal vi så finde ud af, hvordan vi kan mindske risikoen for angreb fra løsgående hunde, for vi ønsker ikke, at de (hønsene altså) skal stå i deres bur hele dagen.

Som sagt har haven fyldt meget her i sommer, men vi gav os selv en ferie i form af fem dage i vores lille camper rundt i det skønne Thy. Det er fint at komme ud og dejligt at komme hjem igen.

Til slut vil jeg lige fortælle, at vi i går havde et forrygende arrangement i vores lille kulturhus nede på havnen. Fuldt hus, en festlig stemning, supergod musik med lokale folk, sange, vi kunne synge med på, og hygge blandt de frivillige, som står for at stille an, pynte alle borde med blomster, stå i baren, rydde op og meget andet praktisk. Den gruppe er jeg medlem af. 

1) Noget af det, vores vedbend gemte. 2) Så kom lysekronen op. 3) Hjemme igen efter en udflugt til Thy – så dejlig en udsigt fra vores soveværelse. 4) En forrygende aften i Den Gule Stald.

7.2 “Har I fortrudt?”, spurgte mægleren

For et par uger siden lavede vi et bord i atriumgården. Ikke et rigtigt udekøkken men bare det solide bord, som man (vi ) altid har manglet ved siden af grillen. Det blev lavet af nogle gasbetonklodser, som Poul fiskede frem, da han var ved at fjerne noget overdækning, som var helt groet til i vedbend. Gasbetonklodserne blev malet med cempexo, så de matchede væggen, og stillet op, så der kunne etableres et bord med en underhylde. Brædderne blev lakeret med mørk skibslak, så det er nemt at holde. En relativ nem proces og et ret nyttigt produkt.

Medens vi arbejdede på det, kom Per Ejby som var mægler på handlen, da vi købte huset. Jeg stod sprøjtet til i cempexo, som havde strintet kolossalt, fordi jeg havde brugt en gammel skurebørste (jeg havde været for utålmodig til at køre til byggemarkedet for at købe en kalkkost). Det gjorde nu ikke noget, at jeg var godt pyntet af cempexo, for Per Ejby ville ikke indenfor. Han ville bare hilse på og høre, om vi var glade for huset. “Har I fortrudt?”, spurgte han. “Næh, nej da, det har vi bestemt ikke. Her er dejligt, smukt og her bor en masse søde mennesker. Vi har på ingen måde fortrudt”.

Hyggeligt, at mægleren lige kiggede forbi, og egentligt meget kendetegnende for den venlige og afslappede facon, vi generelt møder her i dette smukke hjørne af Danmark.

Det nye hjemmedesignede have-køkkenbord fungerer godt, og der har været god brug for det. Vi har (heldigvis) haft mange gæster, og atriumgården er et fantastisk sted, når der er for koldt eller for varmt andre steder. 

Forleden havde vi besøg af vores unge syriske venner med deres skønne datter, Luna på fire år. Den ene dag sejlede vi ud for at se Møns Klint ude fra søsiden og grillede om aftenen. Den næste dag indtog de unge mennesker køkkenet og lavede dejlig syrisk mad til os. Luna hjalp mig med at vande i drivhuset, indtil hun meget bestemt proklamerede, at nu gad hun ikke mere, for vi (hun og jeg) skulle i stedet lege på stranden “… og jeg vil gerne have en spand, en skovl og et skib” Sådan! Ja, øh.. en skovl og en spand, kunne jeg levere, men skibet blev i form af en chokoladeæske, som kunne flyde…

Og så skal jeg da lige fortælle, at jeg har været ude at bade. Det er mere end 25 år siden, jeg sidst badede i dansk farvand, men når man nu bor lige ved en badestrand – og det var faktisk dejligt. 

Til sidst: i går afleverede vi lejligheden inde på Christianshavn. Det var et rigtig trælst stykke arbejde at få den gjort i stand til udlejning. Det havde været noget nemmere med et salg, så kunne vi have klaret det med en god flytterengøring. Ved udlejning gennem Housing Denmark skulle alt være i orden og nymalet, og der blev foretaget en professionel inspektion mhp en indflytningsrapport. Gennem hele sommeren har vi knoklet i mange, mange dage med maling, renovering og alt muligt andet, der sprang i øjnene, da vi begyndte at se kritisk i krogene i den tomme lejlighed, og aldrig har jeg gjort så meget rent – helt ned på det niveau, hvor vatpinde er en del af redskaberne. Jeg havde det, som om jeg skulle til eksamen, da inspektionen kom. Skørt. Men nu er det overstået, så vi kan koncentrere os om stedet her og få klippet den hæk, som er ved at ødelægge naboens vandudsigt. Han har heldigvis taget det rigtig pænt. Tak for det.

Og vi har stadig ikke fortrudt!

1) Det nye hjemmelavede have-køkkenbord 2) Gæster 3) Luna ser ud over haven 4) Før, under og efter!



3.4 Gift og gæster

Det er vist nok ved at være trendy, at lade ukrudtet stå af hensyn til insekterne. Aviser, magasiner og opslag på Internettet har mange indlæg om det herlige ved at lade naturen gå sin gang – også i villahaverne. I princippet er vi helt enige. I praksis er det dog ikke helt så ligetil. Jo, det ville være dejligt med et område fyldt med yndige eng- og markblomster. Og et sådant område gør vi klar til i løbet af efteråret, når vi får tid til at rydde op i stauderne. Men ærlig talt gør vi det ikke at hensyn til insekterne. Vi gør det, fordi det ikke er fint med stauder på den del af grunden, der ligger helt ned til stranden.

“Har I virkelig tænkt jer at fjerne de skønne juleroser” sagde min gamle veninde her i weekenden, da jeg fortalte om planen. Ja, det har vi. Der skal være et vildt bed, og det dur ikke at skabe noget vildt ved at lade de gamle stauder gro til i ukrudt.

Vores have er meget stor, og vi reserverer kun en lille del til de vilde blomster. Resten skal holdes. Sådan er det bare. Haven fungerer ikke, når buskene er ved at blive kvalt af store brombær, når japansk pileurt vælter frem alle steder, når hybenroserne er blevet to meter høje og ranglede. Det er heller ikke spor dejligt at se stauderbedene forsvinde i skvalderkål, og det er ærgerligt, at vi ikke kan nyde vores strand, fordi alt er groet til i tagrør og tidsler.

Altså knokler vi med at tæmme naturens kræfter. Og indtil videre har vi undgået at bruge gift. Sådan skulle det gerne blive ved med at være, selvom det gør indtryk på mig, når vi gang på gang må høre, at det er umuligt. Japansk pileurt er ikke til at komme til livs. Gennem flere år skal man systematisk fjerne hver eneste spire. Gad vide om det lykkes i vores levetid … måske bare lidt Roundup – bare til de japanske pileurt, som er en ekstrem invasiv art- men det er nok et skråplan …

Indimellem havearbejdet bruger vi tid med vores gæster. Familie og venner vil gerne se, hvad det er for et sted, vi har fundet. Vi har haft mange besøg, og det er vi meget glade for. Det er godt at være sammen med familie og venner, og vi håber, at dette fortsætter, når nyhedsværdien er forsvundet. Heldigvis har vi fået et ganske godt gæsteværelse. Det er dejligt at kunne byde på andet end sofa-opredning og luftmadrasser. Desuden kan vi byde på en fantastisk udsigt, stilhed, bademuligheder og dejlige gåture.

3.3 Haven, hønsene og noget om en hjertestarter

Jeg har ikke fået skrevet på bloggen i nogen tid. Det skyldes bare travlhed. Mens vi luger og klipper i den ene ende af haven, gror det til i den anden ende – og omvendt. Så snart som muligt skal vi have nedlagt nogle bede til fordel for mere græsplæne, men i år skal vi først og fremmest have klippet de mange hække, buske og træer. Det meste har fået lov til at blive for højt.

Poul knokler blandt andet med hybenroserne, som står hele vejen hen langs strandsiden af grunden. De er meget høje og brede og er vokset sammen med et trådhegn, så det er ikke nemt at få dem klippet ned. Bagefter skal de holdes helt lave, og der skal opsættes et stakit. Det skal laves, inden der er risiko for, at en vinterstorm vælter tonsvis af tang i land og op på grunden. Og så de forbandede japanske pileurt, som man skal være over hver dag. I sandhed en invasiv art.. hårdt arbejde men også ganske hyggeligt og tilfredsstillende.

Vores tre høns – Olga, Rosa og Æggelotte – følger os, når vi går rundt i haven. De er bare så sjove. Desværre er de utætte, så man skal lige se efter, hvor man træder på græsplænen. Heldigvis er hønselort vist nok god gødning. Det sker, at hønsene går ind til naboen eller over til genboen. Indtil videre har de heldigvis taget det pænt (altså naboerne og genboerne). Jens (en genbo) fortalte, at han havde haft besøg af vores høns. Jeg undskyldte men han grinede bare og sagde med et varmt glimt i øjnene, at det bare var en skam, at de ikke også lagde æggene derovre. Så jeg har selvfølgelig været ovre ved Jens med en håndfuld æg, og vi har fåetos en hyggelig snak. Det er fint at kende dem omkring sig.

Der sker andet end havearbejde. For nylig var jeg fx på et førstehjælpskursus inde i Vordingborg (opfriskning på et kursus fra sidste år). Så nu er jeg hjerteløber eller førstehjælper, som de kalder det i region Sjælland. Det betyder, at jeg har en app på telefonen og bliver kontaktet, hvis der er brug for hurtig hjælp med en hjertestarter. Det er sådan, at man bliver dirigeret hen til den nærmeste hjertestarter og videre til stedet, hvor der er en person med et behov. Poul og jeg har dog vores egen private hjertestarter. Den fik vi af yngstedatteren, Maja, dengang vi havde sommerhus, og der var langt til hjælp. 

Det med afstande til ambulancer og sygehus er jo en af bekymringerne, når man vælger at flytte væk fra de større byer. Og hånden på hjertet: jeg har faktisk haft den tanke, at det jo ikke lige er et universitetshospital, men hører til. Det gjorde vi før. Til gengæld er luften renere her – og nu hvor den nye regering har aflyst planen om et udrejsecenter på Lindholm, er der også fjerne en stor stressfaktor for os – for alle her i Kalvehave. 

Der er fundet lejere til vores lejlighed på Christianshavn, så det hele er ved at falde på plads. Her er dejligt – selv med ukrudt og hønselort …

1) Hønsene er meget selskabelige og nysgerrige
2) Poul og hønsene på havearbejde
3) Der var mange journalister i byen, da regeringen meldte ud, at man havde droppet planen om at bruge Lindholm til et udrejsecenter for udvisningsdømte persone. En avis havde en længere artikel om Poul og mig
4) Jeg har været aktiv i Alliancen (en arbejdsgruppe i protesten mod planerne om Lindholm). Her står jeg så med nogle af de andre medlemmer af arbejdsgruppen.


5.5 Båltale – Sankt Hans 2019

Jeg holdt årets båltale på havnen i Kalvehave. Her er talen:

”… hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde. Dem vil vi fra livet med glædesblus holde … ” Sådan synger vi med Holger Drachmanns tekst fra 1885. 

Bålet og heksen, der sendes til Bloksbjerg er et symbol på, at man vil holde det onde væk. Jeg skal afholde mig fra at komme med forslag til, hvem der for tiden er vores heks, men jeg vil godt pegepå, hvad der for tiden er det onde, vi her i Kalvehave og omegn kæmper for at holde fra livet. Det er kampen mod et udrejsecenter på Lindholm. Vi vil fred her til lands, og vi kæmper for at genvinde den fred, vi havde indtil november 2018, hvor vi fik beskeden om et udrejsecenter på Lindholm.

Vi vinder kampen, det tror jeg fuld og fast på. Kampe kan vindes, hvor hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde, som vi også synger i midsommervisen. I Kalvehave og omegn er der både en stærk kampånd og mange varme hjerter. 

Min mand og jeg har kun boet her i få måneder. Vi var meget i tvivl om, hvorvidt det var en god idé at flytte til dette her sted, hvor vi ikke kendte et eneste menneske, men det blev altså til, at vi sprang ud i det, og vi er blevet taget helt utroligt godt imod her i dette hjertevarme, skønne samfund, hvor der er så meget at værne om og kæmpe for.

Da jeg begyndte at tænke over, hvordan jeg her i båltalen kunne sige noget om alt det, der er at værne om og kæmpe for, følte jeg, at jeg var ved at formulere et forslag til en kanon for Kalvehave og omegn. Ikke en kanon – der skal ikke skydes – Ikke en kanon, som når man synger Mester Jacob forskudt, men en kanon i betydningen af en rettesnor for en fremtid, der hviler på værdier, vi er fælles om, og vil kæmpe for. 

Ordet ’kanon’ begynder med k, som i Kultur. Den levende og vigtige kultur, der er i Kalvehave. Den kultur vi fx oplever, når den Gule Stald har foredrag eller kunstudstilling, når Musikvennerne spiller, når der kommer kunstnere udefra, når der er åben scene med indslag (som måske ikke lige går an på Operaen i København, men som har et særligt nærvær og en særlige charme, fordi det er vores egne folk, som optræder,medens frivillige kræfter sørger for, at der er pænt og hyggeligt i stalden, og at man købe øl, vand mv.) Og for nylig havde vi et fint grundlovsarrangement. I Kalvehave bobler kulturen.

Andet bogstav i ordet ’kanon’ er a som i ordet Aktivitet, og det er et godt kendetegn for Kalvehave, hvor der bades både sommer og vinter, fiskes, sejles, camperes, arrangeres fælles gåture, fællesspisning, havnefest, loppemarkeder og meget andet – sikkert også meget, som jeg endnu ikke har fået kendskab til, og har hvor vi har offentlig transportmuligheder, et par sociale institutioner, foreninger, en velfungerende butik, en café og forskellige andre former for erhvervsliv. Alt sammen noget, man ikke kan tage for en selvfølge i et lille samfund. Noget vi skal blive ved med at værne om, kæmpe for og videreudvikle. 

Det tredje bogstav i ordet ’kanon’ er n som i Natur, og netop naturen i Kalvehave og omegn er noget helt særligt. Her er så ubeskriveligt smukt med vandet, skoven, dyrelivet og udsigten til Møn og Lindholm for den sags skyld – og alt det andet. Vores natur er så fantastisk, at den har en stor og selvfølgelig plads i min kanon. 

Det fjerde bogstav i ordet ’kanon’ er o som i Omsorg. Jeg har valgt ordet ’omsorg’, fordi vi har så meget fint at passe på, og fordi vi er et relativt lille samfund, skal vi i særlig grad drage omsorg for hinanden, for fællesskabet og udviklingen. Det gør vi: i Kalvehave viser man hinanden omsorg og lader fællesskabet omfatte tilflyttere – det har jeg jo mærket – og flygtninge, som detskete i 2015, da der kom en gruppe syriske flygtninge hertil og blev taget så godt imod, at Kalvehave fik en integrationspris. Jeg boede her ikke dengang, men jeg er glad for at komme til et samfund, der handler sådan. 

Omsorg handler ikke bare om, at vi skal drage omsorg for hinanden. Vi skal også drage omsorg for naturen. Det er ikke nok, at naturen er smuk. Den skal også være ren, mangfoldig og bæredygtig, så Kalvehave også er et skønt sted, når vores børn og børnebørn – og deres børn – er vokset op. 

Jeg tror, at Kalvehave er det skønneste sted i Danmark, men jeg er jo nok inhabil i den vurdering, fordi jeg er blevet helt forelsket i stedet her. 

Det sidste bogstav i ordet ’kanon’ er igen et ’n’. Denne gang lader jeg bogstavet står for ordet Nærdemokrati. I Kalvehave og omegn har der været nogle kampe for at blive hørt og få indflydelse. Der var fx kampen om skolen. Den blev tabt, men jeg er glad for, at der blev kæmpet, og at Kalvehave trods tabet viser kraft til at tage flere kampe. Her kæmper vi i sandhed for det, der er kært. 

Allerede inden vi – min mand og jeg – var flyttet hertil, blev jeg dybt involveret i den aktuelle kamp for vores lokalsamfunds interesser og fremtid som et levende og trygt sted. Dette omfatter kampen for at blive hørt og forstået med respekt for den mængde seriøs viden, vi har præsenteret folketingets medlemmer for. Det har været – og er stadig – en lang og drøj kamp, men sammen er vi stærke, og kampen fortsætter så længe, det er nødvendigt. Godt, at vi har Møn og resten af Vordingborg Kommune med os. 

Når kampen om Lindholm er vundet, skal vi ikke læne os selvtilfredse tilbage. Vi skal aktivt bidrage til et Danmark, hvor også mennesker i lokalsamfund bliver lyttet til og inddraget. Vi skal vise, at vi ikke accepterer at blive brugt som brikker i dårlige politiske beslutninger. Men vi skal ikke kun være på barrikaderne, når vi bliver trådt under fode. Vi skal uophørligt være aktivt deltagende i både det lille og det store fællesskab. For nærdemokrati er – ganske som det store demokrati – ikke noget,der er vundet en gang for alle. 

Det er noget, der altid skal kæmpes for, og hjerterne må aldrig blive tvivlende kolde. 

Så med denne kanon: Kultur, Aktivitet, Natur, Omsorg og Nærdemokrati vil jeg ønske jer alle en god sommer, og sige tak fordi jeg blev inviteret til at holde båltalen. 

2.2 København, Korea og Kalvehave

Lige vendt hjem efter to uger i Sydkorea sammen med vores to yngste – min søn og datter, som er født derovre. Vi rejste rundt i landet og besøgte deres fødesteder. En tur op til grænsen til Nordkorea blev det også til. På mange måder er Sydkorea et fascinerende land men også et land præget af en meget hurtig vækst (min private analyse). Der er voldsomt mange højhuse i en byggestil, som vi så i Danmark i 60’erne. Der er meget forurening, men i modsætning til København var de byer, vi besøgte, ikke præget af skrald, cigaretskodder, grafitti og lignende. Til gengæld var der i de store byer Seoul og Busan ret meget larm, et hav af lysreklamer og livligt hele døgnet. København er temmelig mørk og stille i sammenligning. 

Medens jeg var i Korea, var Poul græsenkemand her i Kalvehave. Han har (heldigvis) savnet mig, men (selvfølgelig) klaret sig godt uden mig og har passet godt på hus, have og høns. Nogle af vores nye bekendte hernede har været forbi, andre har spurgt til ham, når de har mødt ham. Det virker som om, mange her i Kalvehave har vidst, at han var alene hjemme. Det er noget af det gode ved det her lokalsamfund. Her er man opmærksom på hinanden, og jeg har ikke noget imod, at der bliver holdt lidt øje. Jeg oplever det som en positiv nysgerrighed og interesse. 

Nu er jeg kommet hjem til æglæggende høns (de er stadig nysgerrige og sjove), lyse nætter, udsprungne træer og buske. Danmark er vidunderlig på denne her årstid, og helt vidunderligt er det, når man bor så smukt, som vi er kommet til.