8.5 Lidt næring til den indre bondesjæl

Der er blevet længere mellem mine blogindlæg. Ingen store oplevelser har drevet mig til computeren for at berette, og en masse små ting har fyldt, så det har været småt med tid foran skærmen. Dagene går med en blanding af travlhed og rutine. Tiden flyver afsted. Nu er det over to år siden, vi overtog huset. Om få dage har Poul sin tredje fødselsdag her i Kalvehave. Desværre får vi nok ikke hejst flaget, for flagsnoren røg af for nylig, da en voldsom storm knækkede en øsken på vores vimpel. Huset ligger højt og tæt på vandet, så årstidens storme fra nordøst kan være barske løjer.

I to uger har her været knagende koldt, men umådeligt smukt med is og sne, som glimter i en kold, klar vintersol. Huset vender mod øst. Hver morgen ser vi solopgangens dramatiske røde og orange skønhed. Solnedgangene giver et sart lyserødt og lilla skær over isen og vandet.

Flere gange dagligt har jeg være nede hos hønsene med varmt vand. For et par uger siden bestilte jeg et varmeelement til deres vandbeholder, men efter 14 dages venten aflyste jeg ordren. Heldigvis kunne vi så købe en varmeplade, der hvor vi køber hønsefoder. En af den slags forretninger, der må være åben trods corona. Indimellem har hønsene fået lunt havregrød blandet med gode sager, og havens fugle får lidt ekstra i denne her kulde.

Mille Mis ligger helst dovent i en lun vindueskarm, hvorfra hun betragter havens fugle, eller hvad hun nu ellers kan se i vinterlandskabet. Jeg er lidt bekymret over denne udprægede dovenskab, men sådan er katte vel indrettet.

I dag har jeg samlet sne til optøning for at give vores lidt for grå og triste citrontræer noget vand uden kalk (regnvandsbeholderen er frosset til), og så har jeg hentet brænde. En herlig følelse at gå ud i kulden efter brænde. Og en herlig beskæftigelse at skovle sne.

Som sædvanlig har jeg også samlet hønselort. Nu er spanden godt fuld, så i går fik jeg den idé at reklamere på en lokal Facebook-side: nu er det snart forår og tid for have og drivhus, så mon nogen vil have en spand hønselort… Den var hurtigt afsat. Men jeg måtte have spanden ind i bryggerset for at tø møget så meget op, at det kunne komme fra spanden over i en sæk. Og midt i denne syssel med hønselort, hvor det lykkedes mig at spilde på gulvet, så det kostede en gulvvask, kom jeg til at tænke over, at jeg egentligt hygger mig med sådanne små sysler i have og hus. Jeg kunne jo bare have smidt lortet i komposten, men det er fint at dele med andre og en vigtig del af glæden ved at bo i en landsby.

Fodre høns og solsorte, hente æg, gøre rent i hønsehuset, klippe klør på katten, hente brænde og smelte sne til havestuens træer. Lige for tiden flyver mit sind ikke særlig vidt omkring. Til gengæld næres min indre bondesjæl. Mon jeg kan få rusket op i de små grå, så jeg også kan komme i gang med den artikel, jeg har lovet til et tidsskrift …

Alt er ikke helt lyksaligt. Vi har hvide gulve, hvorfra støv og fodspor springer i øjnene på mig. Al denne rengøring kunne jeg godt undvære. Hellere fjerne hønselort end fodspor i entreen. Mærkeligt nok…

Poul er ved at gøre klar til håndværkerne, som skal renovere vores badeværelse på første sal. Uf, hvor er det dyrt at få renoveret badeværelse, og vores hus, som er fra 1898, kan dårligt bære det betonlag, der skal til for at få fliser på badeværelsesgulvet. Det kræver i hvert tilfælde en betænkelig stor og kostbar indsats med jernbjælker. Så det bliver desværre ikke helt det badeværelse, vi har ønsket os. Til gengæld har vi endelig fået lavet en garageport. Det er blevet lige som vi ønskede os. Nu skal den bare males, men det må vente til foråret. Og når vi er færdige med at renovere badeværelse, skal vi […]. Opgaverne og ønskerne står stadig i kø.

Vi savner ikke byen og den lejlighed, vi har beholdt som en mulighed for tilbagetrækning. Derinde skal man ganske vist ikke konstant gøre rent efter blade og jord, som på en eller anden mærkelig måde altid kommer med helt ind i huset, der er ikke 25 vinduer at pudse, og man kan spadsere hjem efter en aften i byen, men alligevel …

Lejligheden er udlejet frem til sommeren 2024. Til den tid er Poul 86, jeg vil være 70, og Mille Mis vil stadig være en ung kat, som vi ikke kan byde at skulle flytte ind til Christianshavn. Hvad vi kan klare, og hvad der skal ske til den tid, må tiden vise. Livet er jo så uforudsigeligt, og alt kan ændres i et splitsekund. Det blev vi sandelig mindet om, da Poul i efteråret fik en hjerneblødning. Foreløbig siger vi stadig bare ”carpe diem”.

1) Morgensol. 2) Aftensol. 3) Kig fra vores strand og hen til Dronning Alexandrines Bro. 4) nu er garagen endelig blevet lukket.