7.5 Minderne har man da lov at ha’

Nu, da året er ved at gå på hæld, er det også regnskabets time. Hvad blev gjort, og hvad har stået på ”to-do-listen” hele året – ja noget af det i flere år. Jeg skal ikke røbe alt men vil godt indrømme, at et af de ømme punkter på den front handler om at få ryddet op og ryddet ud i gamle sager og især gamle papirer, som gennem årene er samlet med henblik på at blive sorteret, når der en gang i pensionistlivet ville blive tid til den slags.


For flere måneder siden hentede jeg en af de plastikkasser, vi har stående i kælderen. De er meget rummelige og med låg, som klemmes på, så kasserne er solide og vandtætte. Vi kalder dem for vores mindekasser, fordi de indeholder gamle breve, fotos, stilehæfter, børnetegninger og meget andet. De har fulgt os i mange år og gennem en del flytninger, så de har været stablet i forskellige lofts- og kælderrum. For mange år siden var indholdet sorteret i årgange, og kassernes forskellige farver indikerede, hvem i familien de tilhørte, men den systematik holdt ikke. De seneste to årtiers hengemte papirer ligger stort set i et tilfældigt rod. En plan om at scanne papirerne ind, så de kun er gemt digitalt, holdt heller ikke, og rent faktisk kunne de fleste af papirerne lige så godt ryge direkte i skraldespanden. Jeg skal ikke bruge noget til dokumentation eller som inspiration til et skrift med mine erindringer. Det vil jeg ikke plage mine efterkommere med. De skal være frie til at konstruere deres egen version af det liv, vi har haft sammen.

Men jeg er ikke klar til at gøre som min mor. Hun døde i en alder af 87 og havde efterladt så få personlige papirer, at de stort set kunne være i en skotøjsæske. Gennem et par år havde hun kasseret næsten alle breve og andre papirer, som ikke skulle bruges i boopgørelsen. Jeg ved, at hun havde rykket mange af dem i små stykker og derefter skyllet dem ud i toilettet. En gang fortalte hun mig, at hun ikke brød sig om, at mennesker skrev erindringer, for som regel var det for at stille sig selv i et bestemt lys, retfærdiggøre sig over for børnene eller forsøge at styre deres version af erindringer om opvæksten. Det har jeg ofte tænkt over. Ganske vist ærgrer det mig lidt, at jeg ikke fik mere at vide om hendes liv. Der var så meget, jeg aldrig fik spurgt om, men jeg skulle have spurgt, da hun var i live, og jeg forstår sådan set godt hendes holdning til det med nedskrevne og efterladte erindringer.

Den kasse, jeg hentede for nogle måneder siden, er en rodekasse med papirer, jeg ikke har kunnet nænne at smide ud, men som heller ikke har haft nogen naturlig plads i en af de mapper, vi har stående. Jeg har gjort flere forsøg på at få kassen tømt og stædigt ladet den stå lige bag min skrivebordsstol, hvor den er irriterende i vejen og en konstant påmindelse om, at den og 10 andre kasser skal ordnes. To, tre eller måske fire mindekasser må være nok at efterlade sig. Vores efterkommere skal ikke stå med alt det rod, og de synes sikkert ikke, at det er interessant at se vores selvangivelse fra 1970 eller julekortene fra dengang.

Da jeg åbnede kassen i dag, faldt mit blik først på et lille hjerte, som er klippet ud af et blad. På hjertet er der trykt en mors-dags-hilsen: Til Mor fra … Gavekort. 1 års kartoffelskrælning. Det har du virkelig fortjent.
Under denne overskrift er der tre rubrikker, man kan krydse af: 1 år … 1 md … eller 1 uge …. Krydset var sat i rubrikken med løftet om en uges kartoffelskrælning!!! Det er mere end 20 år siden, jeg fik det hjerte, der er underskrevet af yngstedatteren, men jeg har endnu ikke fået indløst den ene uges kartoffelskrælning, hun syntes, jeg havde fortjent. Nu må det ryge ud.

Det næste var et portræt af mig selv, som en moster sendte til mig for en snes år siden. Jeg ser sørme da pæn ud på det billede, og håret er ret fint. Måske skal jeg overveje den frisure igen, men både hår og ansigt har jo forandret sig en del siden da, så … Det billede vil jeg gemme, men hvor? Billeder har vi nok af, og indtil for nylig havde vi endog kasser med billeder og dias fra Pouls forældre. Fine familiebilleder men også billeder fra forældrenes busture til Sydeuropa i 1960erne: for os ukendte mennesker og ukendte byer og landskaber, som man med datidens udstyr ikke kunne fotografere på nogen særlig flot måde. De billeder har vi flyttet rund med i årtier, indtil vi endelig var så heldige, at Pouls søster ville overtage dem.

Ved tredje greb i den mindekasse, jeg demonstrativt har sat, så den står i vejen ved mit skrivebord, fiskede jeg en mappe med papirer fra et internationalt forskningsprojekt, jeg engang deltog i. Det var et godt
projekt, hvor jeg fik venner i flere lande, og papirerne minder mig om nogle særlig gode sider af mit arbejdsliv. Hvorfor gemme det gamle bras, som aldrig skal bruges mere, og som ikke interesserer noget menneske – knap nok mig selv – Hvorfor er det så svært at slippe papirerne fra dengang?

Fjerde greb gav en plastikmappe med papirer fra mine forældres død. Dødsannoncerne, nogle billeder og de taler, jeg havde skrevet, og som jeg i begge tilfælde holdt ved kisten. At smide det ud, vil være som at kappe en del af mig selv. Det går ikke, heller ikke, selvom papirerne i princippet bare kunne scannes og gemmes i en sky.

Nå, det hele kommer lige tilbage i kassen. Der er stadig god plads i kælderen. Jeg skal bare nå det, inden det bliver børnenes byrde – men altså ikke lige i dag.

Så kan jeg i stedet bruge eftermiddagen på en anden slags oprydning: få kørt på genbrugspladsen med det sidste af efterårets haveaffald, som har ligget klar på traileren i et par måneder. Nu kan juletræet ryge med.

6.5 Det, vi frygtede

”Det er længe siden, du sidst har skrevet et blogindlæg?” sagde Poul for nylig. Det gav jeg ham ret i og forklarede, at jeg ikke havde skrevet, fordi noget af det vigtigste, som for nylig er sket i vores seniorliv i Kalvehave, måske var for privat at skrive om i en blog. Omvendt havde jeg ikke lyst til at skrive om seniorlivet, som om det er uden sygdom og svækkelse. ”Du skal da bare skrive om min hjerneblødning, Det er ikke nogen hemmelighed – det er jo sådan, livet er.” fastslog Poul.

Så her kommer det:
Den sidste lørdag aften i september kunne Poul kun med stort besvær rejse sig fra middagsbordet, men han insisterede på, at der ikke var noget alvorligt i vejen. Stædigt vaklede han op ad trappen til soveværelset. Han skulle bare hvile sig, påstod han. Jeg nølede, men yngste-datteren var på besøg. Hun er læge og var straks klar over, at der var tale om apopleksi. Ambulancen kom ret hurtigt, og Poul blev kørt til det nærmeste hospital, som er et af landets små sygehuse. Efter indlæggelsen gik mere end tre timer, før vi så en læge, og 12 timer før han blev scannet. Man kunne ikke scanne en lørdag aften, fik vi at vide (en livsfarlig ventetid før diagnosen blev bekræftet).


Lige netop risikoen for at være henvist til et lille sygehus var vores største –nærmest eneste – bekymring ved at flytte væk fra København, og oplevelsen denne lørdag aften har ikke gjort det bedre. Jeg er ikke i tvivl om, hvad jeg mener om den sag: Lav de små sygehuse om til sundhedscentre for ikke-akut behandling og mere ukomplicerede forløb. Så kan man til gengæld skabe bedre beredskab i ambulancerne (vi mødte ingen akutlæge og end ikke en paramediciner undervejs) og så køre direkte til et af de store sygehuse. Fra
Kalvehave ville det formentligt bare have taget 20 minutter mere at køre til et af de store sygehuse.


Formentligt gjorde de det så godt som muligt på sygehuset i Nykøbing, hvor Poul blev indlagt. De kan bare ikke tilbyde det samme som på de store sygehuse, og jeg ønsker sammen tilbud som de, der bor nær et af de store hospitaler – og så store er afstandene dog ikke i Danmark.


Heldigvis gik det godt med Poul. Det var ingen stor hjerneblødning, og Poul fik bagefter et godt genoptræningstilbud. Så vi håber bare, at der ikke kommer mere af den slags. Dog før eller siden … vi er ikke unge, og vi ved det godt … men som jeg tidligere har skrevet i min blog, skal det ikke forhindre os i at leve så meget som muligt, så længe det er muligt. Så må vi klare sorgerne og bøvlet, når tid er …


Men tiden har ikke kun handlet om sygdom. I to weekender har vi haft den sædvanlige kunst i Galleri Strandlyst suppleret med en julestue, hvor vi inddrog terrassestuen til salg af julepynt mv. og gårdhaven, hvor vi serverede gløgg og æbleskiver. Et par gange har vi haft besøg af Lemmy, som har glædet os og gæsterne med guitarspil og julesange. Det foregik i gårdhaven og gav en dejlig stemning, selvom terrassevarmeren ikke hjalp alverden. Der skulle have været julestue i tre weekender men på grund af den alvorlige coronasituation har vi droppet den sociale side af julestuen og nøjes med at sælge i galleriet.


Egentligt er det paradoksalt, at netop Poul og jeg laver julestue, for faktisk har vi ingen tradition for at gøre ret meget ud af julen, men som så meget andet har tingene en særlig betydning i en landsby, hvor man selv skal sørge for, at der foregår noget. Det er vi heldigvis gode til her i Kalvehave. Vi har ikke nogen Michelin- restaurant og ej eller nogen juleudsmykning som i Magasin du Nord, men vi har så meget andet.


Øv, hvor er det ærgerligt, at cononasitutationen er forværret og så lige her op til jul. Heldigvis har vi det trods alt godt her i Kalvehave. Naturen er skøn hele året. Vores hus er godt, og vi har plads til udfoldelse. Der er altid bekendte at møde, når vi går tur. Der er Mille Mis og hønsene, som skal passes (et par af dem har lidt dårlig mave, så dem koger jeg havregrød til). Og nutidens landsbyliv afsondrer ingen, sådan som det må have gjort i gamle dage. Der er internethandel og mulighed for at få bragt varer ud. Der er nok af underholdning: Facebook, FaceTime, Netflix og HBO og helt gratis adgang til både lyd- og e-bøger på biblioteket … og nåh ja… der er også rengøring i det store hus og en rude i kælderen, som skal skiftes, et læs haveaffald, der skal køres på genbrugsstationen … Selv uden rejsemuligheder er der ingen tid til
kedsomhed.