5.8 Hønsepædagogik og hårdt arbejde

Det er længe siden, jeg sidst har skrevet på min blog. Vi har haft travlt, og dagene flyver afsted. 

Siden sidst er der sket meget i hus og have. Vi har færdiggjort galleriet, knoklet i haven, fået malet stakit og meget andet. Nåh nej … stakittet er ikke malet helt færdigt. Det er langt og skal males på begge sider … imens skyder skarntyder, japansk pileurt og andre uønskede vækster op i vild fart. Poul går hver dag en tur på vores strandgrund og trækker pileurt op. I går blev det til 152 styk. På et tidspunkt må de da finde ud af, at de er aldeles uønskede i vores have. Det arbejde – og alt muligt andet – klarer han tappert, selvom han har forløftet sig på de store sten, han har flyttet. Vi holder umådeligt meget af vores nye domicil, men det er – ærlig talt – temmelig krævende at passe alle herlighederne. 

Vi har fået lavet et stort flisearbejde. Det blev lavet af en anlægsgartner, men projektet har alligevel fyldt en del – og støvet endnu mere. Vi har fjernet et område med sten i forhaven til fordel for mere græsplæne, ryddet op i et vildt buskads og meget andet. En del af arbejdet har en deadline 28. juni, hvor vi holder reception i anledning af, at vi åbner Galleri Strandlyst. Der er trykt plakater, postkort og visitkort, og vi er nu ved at forberede os på gæsterne. Jeg har været i gang med at bage kransekagekonfekt, men den opgave har ægtefællen til en af galleriets kunstnere været så sød at overtage. En anden af galleriets kunstnere vil lave blomsterdekorationer til dagen, og hendes mand har klaret grafik mv til de nye postkort. En tredje kunstner hjælper mig med udstillingskataloget. Den lille vinkælder i Kalvehave har givet galleriet den gave, at de kommer og serverer kølig boblevin. Så det skal nok blive godt. Stor hjælpsomhed og opbakning her i Kalvehave. Gad vide, hvor mange der kommer til receptionen! 

Der sker andet end havearbejde og etablering af et galleri: Vi har fået to nye høns. Rosa (den ene af de tre gamle høns) blev jo dræbt af en løsgående hund, og i forbindelse med det drama fik Olga et chok og stoppede med at lægge æg. Så var der kun Æggelotte til at sikre forsyningen, og et enkelt æg om dagen er et magert udbytte fra en stor luksusindrettet hønsegård. De to nyindkøbte er sorte skovhøns, så nu har vi to røde og to sorte høns. Pyh ha… sikke et bøvl at få de fire hønsedamer til at enes. I starten gik de hver for sig men tæt på hinanden. I begyndelsen kunne de ikke være sammen i det ræve-og rottesikrede hønsehus, så om natten måtte de nye og gamle skiftes til at sove i drivhuset. Om dagen gik jeg og opdragede på dem. De gamle fik et lille dask, når jeg greb dem i at hakke på de nye. Jeg kan ikke lide, når man ikke er sød ved sine medskabninger. Heldigvis fik min hønsepædagogik det resultat, at de i løbet af to uger blev ganske gode venner, og ingen mistede fjer i den periode. De nye høns hedder Grace og Norma. De er skinnende kulsorte, hvilket ikke helt matcher navneophavet, men Norma har dog lyse striber. Æggelotte, Olga, Grace og Norma – sikke et navnemix, men det er den slags små-tåbeligheder, man (vi) kan have morskab af. 

Det med at bruge drivhuset som hønsenattelogi er heldigvis slut for længst. Nu står drivhuset med et væld af druer. Det er store, lækre druer, som vi glæder os til. Undervejs gør det nytte, fordi en af vores nye venner her på Strandvej henter vinblade hos os. Dem bruger hun til at lave lækre dolmere med en opskrift fra sin kurdiske baggrund, og hun deler gerne med os. 

Vi har to drivhuse. Det andet er fyldt med tomatplanter. De var ved at løbe helt løbsk for mig, men så kom storesøster og fik styr på det. Imens prøvede hun at lære mig tomatdyrkningens kunst, men mine talenter i den retning er vist ret begrænsede, og storesøster bor desværre langt væk…

Det er ikke kun hønsene, der bliver udsat for vores opdragelse. Nu er vi ved at lære Mille Mis at bruge den nye kattelem, men hun er mere stædig end hønsene. Det er ellers en luksuskattelem, som reagerer på hendes øre-chip. Den var dyr og bøvlet at få sat i ydermuren, men hun er overhoved ikke taknemmelig for den nye selvbetjente ind- og udgang. I stedet sætter hun sig konsekvent ved terrassedøren og kigger meget skrapt og intenst på os: “Luk så den dør op!”

Avisomtale i Ugebladet for Møn