8.3 En slags dannelsesrejse

På facebook læser jeg jævnligt om venner og bekendtes interessante og oplevelsesmættende rejser rundt om i verden. Jeg mærker en berusende lettelse, glæde og frihed i disse skildringer af både korte og lange rejser. 

Hvor er det egentligt fantastisk, at vi lever i et samfund, hvor det er almindeligt, at mennesker i en alder af 65+ har penge, helbred og praktisk mulighed for at rejse rundt i verden – oven i købet med rejseforsikring, hvis noget går galt.  

Dette skriver jeg ikke som en indledning til noget om flyrejser og CO2. Jeg vil ikke moralisere, og hvad er værst: at flyve en gang imellem eller at køre rundt i en ældre dieselbil, som Poul og jeg gør, fordi vi for et par år siden ganske spontant anskaffede en California-camper som vores eneste bil. Og nåh, ja.. i foråret var jeg lige en tur i Korea sammen med vores to yngste. Det klarede vi jo ikke på cykel eller gåben, så jeg har vist også brugt min CO2- kvote så rigeligt i år.

Mine tanker går i en helt anden retning end CO2. Mine tanker handler om at gøre noget særligt, livsbekræftende og befriende, når man har fået sluppet lønarbejdet. Det kan som nævnt være at rejse til fjerne, smukke og interessante steder, og det kan være en rejse i det nære: en dannelsesrejse fx i form af frivilligt socialt og kulturelt arbejde eller en slags dannelsesrejse ved at skifte livsstil, sådan som Poul og jeg i nogen grad har gjort. 

Vi tog en chance, da vi for et år siden besluttede at købe huset her. Det var nok lidt vildt, men vi har det med at tage chancer. Det gjorde vi, da vi for 26 år siden mødte hinanden og giftede os kort efter uden særeje eller andre former for forbehold. Det var også en satsning, da vi – gamle jyder – for ti år siden flyttede fra Aarhus til København. 

Nu er vi så her ved vandet i en sydsjællandsk landsby. Unægteligt meget anderledes end at bo i lejlighed på Christianshavn. Hver dag er fuld af praktiske opgaver, og selv om vi har håndværkere til meget af arbejdet, er der hele tiden noget at gøre. Et par løse tagsten, lidt løs puds, en brændehæk, som er faldefærdig, nyt stakit i haven, et hvepsebo i ventilatoren, nyindretning af bryggers … listen er lang. Der er meget at gøre – ærlig talt også lidt for meget. Poul er snart 82 og jeg er fyldt 66. Vi har ikke de kræfter, vi har haft, og tiden er begrænset.

Vi holder meget af at være her. Glæder os over omgivelserne, landsbyfællesskabets nærvær og de mange søde mennesker, vi har lært at kende i lokalmiljøet. Himmel og hav giver hver dag storslåede oplevelser, fugleflokke danner imponerende formationer, solen maler vandet orange-rødt, nætterne er sorte og tyste, områdets beboere følger med i vores liv, luften er ren, æggene er helt friske, persille og purløg står lige uden for døren, og katten fangede en mus i går ude i haven. Den kunne ikke helt forstå, at jeg ikke ville tage imod gaven.

Vi er rejst fra en akademisk-bylivsform. På vores rejse møder vi udfordringer, smuk natur og nye stærke, interessante livsformer. Vi oplever nye sider af os selv, lærer en masse og får nye venner. På samme måde som når man rejser ud i verden. På en finurlig måde er vores rejse en rejse både ud og hjem.

Indtil videre går det meget godt. Vores oplevelser bekræfter os i, at livet er langt nok til at tage chancer og for kort til ikke at gribe dem … 

Glædelig jul og godt nytår til alle


9 Replies to “8.3 En slags dannelsesrejse”

  1. Ønsker jer i vandkanten en rigtig glædelig jul. Jeg vinker, når jeg i morgen aften kører over den flotte Møns bro for at fejre jul på Møn.

  2. Tak, Hanne. Det er dejligt, at mine fortællinger bliver læst. Kærlig hilsen og glædelig jul til dig og dine kære.
    Helle

  3. Tak, Mona og i lige måde. Ja, vores bro er så smuk.
    Du er altid velkommen til at kigge ind.
    Kh
    Helle

Lukket for kommentarer.