5.6 Kulturen, kunsten og de ægte kastanjer

Nu har vi boet her i syv måneder. Vi nyder dette dejlige sted, som udover en fantastisk natur byder på meget godt socialt samvær. Forhåbentligt klarer vi det mange år endnu (selvom vi ikke er helt unge), og forhåbentligt skal vi aldrig mere i kamp mod et udrejsecenter på Lindholm (selvom kampen gav et særligt sammenhold i Kalvehave).

Så ofte som muligt kommer vi i Den Gule Stald. Det er byens lille kulturhus, som ligger på havnen. Navnet skyldes, at den gule bygning har været stald til de dyr, som skulle fragtes med færgen over til forskningen på øen Lindholm. I Den Gule Stald er der musikarrangementer eller foredrag et par gange om måneden. Sommetider også udstillinger, og nu er nogen ved at etablere et fast kulturhjørne i stalden. Det skal blandt andet huse en litteraturgruppe. Jeg er frivillig i staldens café ved vores musikarrangementer, herunder ‘Åben Scene’ sidste tirsdag i hver måned, hvor enhver kan melde sig til at optræde. Musikkvaliteten varierer, men det her er jo heller ikke ‘Den Kongelige’. Til gengæld er stemningen i top. Både på scenen og blandt publikum dominerer de gråhårede, og livslysten bobler. I Den Gule Stald er der altid mange hyggelige snakke, smil og knus. 

I Kalvehave er der en del tilflyttere fra København og Nordsjælland, men her er også mange, som har boet i området i årtier eller hele livet. Her er alle niveauer i uddannelse og indkomst, og “alle slags” hygger sig med hinanden i Den Gule Stald.

De, som er “gamle i gårde”, ved meget om hinanden, og (måske derfor) hører man somme tider om nogle gamle fnidder-fnadder-konflikter. Heldigvis gælder det i langt højere grad for både gamle og tilflyttere, at man udviser omsorg, hjælpsomhed og venlig interesse for hinanden. Poul og jeg oplever dagligt, at spadserende standser op ved vores hus og spørger, om vi har besluttet os med hensyn til et nyt varmeanlæg, om vi savner byen, om katten er faldet til – og den slags. Jeg sætter stor pris på den form for nærvær og landsbykultur. 

For et par uger siden var vi på visit hos Molla og Per, som også bor på Strandvej. Forinden kendte vi bare hinanden fra Facebook og lidt snak ude på vejen. Udover god samtale og et dejligt traktement havde vi den fornøjelse at blive vist rundt i deres hus for at se malerier. Hun er billedkunstner. Skøn billedkunst. Han er operasanger – og Poul og jeg er glade for både moderne billedkunst og opera.

Apropos opera: Vi skal snart til opera i Vordingborg, og jeg har lavet et opslag på en af de lokale Facebook-sider for at høre, om andre skal til den opera og vil have kørelejlighed. Det faldt mig naturligt at rette henvendelse til alle i byen om den mulighed. Vi er jo et lille lokalsamfund.

En af de venner, vi har fået gennem kampen mod et udrejsecenter på Lindholm, er Camilla. Hun er ung (for en måned siden var vi til hendes 40-års fødselsdag – dejlig fest), men venskaber handler som bekendt ikke om alder. Forleden sendte Camilla en besked: om vi ville have ægte kastanjer. Jo tak. Så vidt vi huskede, kunne vi godt lide kastanjer – og ja, det viste sig at være rigtigt. De smagte fantastisk. Så kom Camilla med endnu et kilo kastanjer og fik nogle sække ålegræs med hjem. Vi vil meget gerne af med det ålegræs, som sidste storm skyllede op på vores strand, og Camilla vil bruge det til kartoffeldyrkning. Da jeg havde fortalt, at Mille Misse somme tider hang fast i møbler og gardiner, medbragte Camilla en speciel katteneglesaks og klarede snildt det problem (bare spidsen af de to klør, som ikke kan trækkes ind). Sådan får, giver og bytter vi med Camilla og andre i Kalvehave: frugter, æg, tjenesteydelser og blomster – jeg har nogle potter med stokroser. Dem skal Camilla have til foråret.

Forleden gik havetraktoren i stykker midt under græsklipningen. Poul, som ellers er ret praktisk anlagt, kunne ikke reparere den, men det kunne Henning. Han kom i løbet af ti minutter. Dagen efter reddede han vores aftensmad ved at klare en meget genstridig skruedims, så vi kunne få skiftet gasflaske. Der var et særligt trick, vi ikke kunne gennemskue. Vi købte jo huset af Henning og Pia, så han kender det. Da han var her, fik han øje på to knækkede tagsten. Det stod allerede på vores “to-do-seddel”, at vi skulle have fat i en murer, men nej: “Dem ordner jeg da bare”, sagde Henning.

Ingen synes at have så travlt, som man tilsyneladende har i store byer. Sammen med en umådelig hjælpsomhed er der også altid tid til kaffe eller et glas et eller andet. Dagene smutter afsted, og vi når langt fra alt det, vi gerne vil. Vi har – heldigvis – haft mange besøg og travlt med at komme i stand, og nu skal vi lige have styr på den mest nødvendige vinterklargøring af hus og have. Så får vi bedre tid til at invitere flere af vores nye kalvehavevenner og -bekendte. 

Vi kendte ikke en eneste person her i området, da vi købte huset, men her er mange (udover dem, jeg allerede har omtalt), vi gerne vil se mere til. Det er sandelig værd at glæde sig over.

PS: Jeg skal lige fortælle, at jeg er begyndt at løbe. Konditionen er ikke særlig god, og et knæ er lidt sårbart efter et cykelstyrt for et par år siden. Derfor er det bare små lunte-ture, men lidt er umådeligt meget mere end ingenting. På min tur i morges mødte jeg Jytte, som er formand for Brugsens bestyrelse og fået mig med i det arbejde (foreløbig bare frem til næste årsmøde, hvor der kan vælges nye bestyrelsesmedlemmer). Jytte var på vej hjem fra vinterbadningen og prøvede at lokke mig med i den gruppe. “Vi har det hyggeligt”, lokkede hun, men “nej tak”. I sommer fik jeg badet meget, og det har jeg ellers ikke gjort i 30 år, men vinterbader, det bliver jeg ikke – i hvert tilfælde ikke i år. 

1) Sidst i oktober og det er stadig dejligt at sidde udendørs. 2) Mille studerer solopgangen (eller hønsene, som den kan se fra det vindue). 3) Årets sidste drivhushøst. 4) Morgenstund har guld i mund.
Dette meget sigende skilt stod foran Den Gule Stald.

One Reply to “5.6 Kulturen, kunsten og de ægte kastanjer”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *