7.2 “Har I fortrudt?”, spurgte mægleren

For et par uger siden lavede vi et bord i atriumgården. Ikke et rigtigt udekøkken men bare det solide bord, som man (vi ) altid har manglet ved siden af grillen. Det blev lavet af nogle gasbetonklodser, som Poul fiskede frem, da han var ved at fjerne noget overdækning, som var helt groet til i vedbend. Gasbetonklodserne blev malet med cempexo, så de matchede væggen, og stillet op, så der kunne etableres et bord med en underhylde. Brædderne blev lakeret med mørk skibslak, så det er nemt at holde. En relativ nem proces og et ret nyttigt produkt.

Medens vi arbejdede på det, kom Per Ejby som var mægler på handlen, da vi købte huset. Jeg stod sprøjtet til i cempexo, som havde strintet kolossalt, fordi jeg havde brugt en gammel skurebørste (jeg havde været for utålmodig til at køre til byggemarkedet for at købe en kalkkost). Det gjorde nu ikke noget, at jeg var godt pyntet af cempexo, for Per Ejby ville ikke indenfor. Han ville bare hilse på og høre, om vi var glade for huset. “Har I fortrudt?”, spurgte han. “Næh, nej da, det har vi bestemt ikke. Her er dejligt, smukt og her bor en masse søde mennesker. Vi har på ingen måde fortrudt”.

Hyggeligt, at mægleren lige kiggede forbi, og egentligt meget kendetegnende for den venlige og afslappede facon, vi generelt møder her i dette smukke hjørne af Danmark.

Det nye hjemmedesignede have-køkkenbord fungerer godt, og der har været god brug for det. Vi har (heldigvis) haft mange gæster, og atriumgården er et fantastisk sted, når der er for koldt eller for varmt andre steder. 

Forleden havde vi besøg af vores unge syriske venner med deres skønne datter, Luna på fire år. Den ene dag sejlede vi ud for at se Møns Klint ude fra søsiden og grillede om aftenen. Den næste dag indtog de unge mennesker køkkenet og lavede dejlig syrisk mad til os. Luna hjalp mig med at vande i drivhuset, indtil hun meget bestemt proklamerede, at nu gad hun ikke mere, for vi (hun og jeg) skulle i stedet lege på stranden “… og jeg vil gerne have en spand, en skovl og et skib” Sådan! Ja, øh.. en skovl og en spand, kunne jeg levere, men skibet blev i form af en chokoladeæske, som kunne flyde…

Og så skal jeg da lige fortælle, at jeg har været ude at bade. Det er mere end 25 år siden, jeg sidst badede i dansk farvand, men når man nu bor lige ved en badestrand – og det var faktisk dejligt. 

Til sidst: i går afleverede vi lejligheden inde på Christianshavn. Det var et rigtig trælst stykke arbejde at få den gjort i stand til udlejning. Det havde været noget nemmere med et salg, så kunne vi have klaret det med en god flytterengøring. Ved udlejning gennem Housing Denmark skulle alt være i orden og nymalet, og der blev foretaget en professionel inspektion mhp en indflytningsrapport. Gennem hele sommeren har vi knoklet i mange, mange dage med maling, renovering og alt muligt andet, der sprang i øjnene, da vi begyndte at se kritisk i krogene i den tomme lejlighed, og aldrig har jeg gjort så meget rent – helt ned på det niveau, hvor vatpinde er en del af redskaberne. Jeg havde det, som om jeg skulle til eksamen, da inspektionen kom. Skørt. Men nu er det overstået, så vi kan koncentrere os om stedet her og få klippet den hæk, som er ved at ødelægge naboens vandudsigt. Han har heldigvis taget det rigtig pænt. Tak for det.

Og vi har stadig ikke fortrudt!

1) Det nye hjemmelavede have-køkkenbord 2) Gæster 3) Luna ser ud over haven 4) Før, under og efter!



3.4 Gift og gæster

Det er vist nok ved at være trendy, at lade ukrudtet stå af hensyn til insekterne. Aviser, magasiner og opslag på Internettet har mange indlæg om det herlige ved at lade naturen gå sin gang – også i villahaverne. I princippet er vi helt enige. I praksis er det dog ikke helt så ligetil. Jo, det ville være dejligt med et område fyldt med yndige eng- og markblomster. Og et sådant område gør vi klar til i løbet af efteråret, når vi får tid til at rydde op i stauderne. Men ærlig talt gør vi det ikke at hensyn til insekterne. Vi gør det, fordi det ikke er fint med stauder på den del af grunden, der ligger helt ned til stranden.

“Har I virkelig tænkt jer at fjerne de skønne juleroser” sagde min gamle veninde her i weekenden, da jeg fortalte om planen. Ja, det har vi. Der skal være et vildt bed, og det dur ikke at skabe noget vildt ved at lade de gamle stauder gro til i ukrudt.

Vores have er meget stor, og vi reserverer kun en lille del til de vilde blomster. Resten skal holdes. Sådan er det bare. Haven fungerer ikke, når buskene er ved at blive kvalt af store brombær, når japansk pileurt vælter frem alle steder, når hybenroserne er blevet to meter høje og ranglede. Det er heller ikke spor dejligt at se stauderbedene forsvinde i skvalderkål, og det er ærgerligt, at vi ikke kan nyde vores strand, fordi alt er groet til i tagrør og tidsler.

Altså knokler vi med at tæmme naturens kræfter. Og indtil videre har vi undgået at bruge gift. Sådan skulle det gerne blive ved med at være, selvom det gør indtryk på mig, når vi gang på gang må høre, at det er umuligt. Japansk pileurt er ikke til at komme til livs. Gennem flere år skal man systematisk fjerne hver eneste spire. Gad vide om det lykkes i vores levetid … måske bare lidt Roundup – bare til de japanske pileurt, som er en ekstrem invasiv art- men det er nok et skråplan …

Indimellem havearbejdet bruger vi tid med vores gæster. Familie og venner vil gerne se, hvad det er for et sted, vi har fundet. Vi har haft mange besøg, og det er vi meget glade for. Det er godt at være sammen med familie og venner, og vi håber, at dette fortsætter, når nyhedsværdien er forsvundet. Heldigvis har vi fået et ganske godt gæsteværelse. Det er dejligt at kunne byde på andet end sofa-opredning og luftmadrasser. Desuden kan vi byde på en fantastisk udsigt, stilhed, bademuligheder og dejlige gåture.