3.3 Haven, hønsene og noget om en hjertestarter

Jeg har ikke fået skrevet på bloggen i nogen tid. Det skyldes bare travlhed. Mens vi luger og klipper i den ene ende af haven, gror det til i den anden ende – og omvendt. Så snart som muligt skal vi have nedlagt nogle bede til fordel for mere græsplæne, men i år skal vi først og fremmest have klippet de mange hække, buske og træer. Det meste har fået lov til at blive for højt.

Poul knokler blandt andet med hybenroserne, som står hele vejen hen langs strandsiden af grunden. De er meget høje og brede og er vokset sammen med et trådhegn, så det er ikke nemt at få dem klippet ned. Bagefter skal de holdes helt lave, og der skal opsættes et stakit. Det skal laves, inden der er risiko for, at en vinterstorm vælter tonsvis af tang i land og op på grunden. Og så de forbandede japanske pileurt, som man skal være over hver dag. I sandhed en invasiv art.. hårdt arbejde men også ganske hyggeligt og tilfredsstillende.

Vores tre høns – Olga, Rosa og Æggelotte – følger os, når vi går rundt i haven. De er bare så sjove. Desværre er de utætte, så man skal lige se efter, hvor man træder på græsplænen. Heldigvis er hønselort vist nok god gødning. Det sker, at hønsene går ind til naboen eller over til genboen. Indtil videre har de heldigvis taget det pænt (altså naboerne og genboerne). Jens (en genbo) fortalte, at han havde haft besøg af vores høns. Jeg undskyldte men han grinede bare og sagde med et varmt glimt i øjnene, at det bare var en skam, at de ikke også lagde æggene derovre. Så jeg har selvfølgelig været ovre ved Jens med en håndfuld æg, og vi har fåetos en hyggelig snak. Det er fint at kende dem omkring sig.

Der sker andet end havearbejde. For nylig var jeg fx på et førstehjælpskursus inde i Vordingborg (opfriskning på et kursus fra sidste år). Så nu er jeg hjerteløber eller førstehjælper, som de kalder det i region Sjælland. Det betyder, at jeg har en app på telefonen og bliver kontaktet, hvis der er brug for hurtig hjælp med en hjertestarter. Det er sådan, at man bliver dirigeret hen til den nærmeste hjertestarter og videre til stedet, hvor der er en person med et behov. Poul og jeg har dog vores egen private hjertestarter. Den fik vi af yngstedatteren, Maja, dengang vi havde sommerhus, og der var langt til hjælp. 

Det med afstande til ambulancer og sygehus er jo en af bekymringerne, når man vælger at flytte væk fra de større byer. Og hånden på hjertet: jeg har faktisk haft den tanke, at det jo ikke lige er et universitetshospital, men hører til. Det gjorde vi før. Til gengæld er luften renere her – og nu hvor den nye regering har aflyst planen om et udrejsecenter på Lindholm, er der også fjerne en stor stressfaktor for os – for alle her i Kalvehave. 

Der er fundet lejere til vores lejlighed på Christianshavn, så det hele er ved at falde på plads. Her er dejligt – selv med ukrudt og hønselort …

1) Hønsene er meget selskabelige og nysgerrige
2) Poul og hønsene på havearbejde
3) Der var mange journalister i byen, da regeringen meldte ud, at man havde droppet planen om at bruge Lindholm til et udrejsecenter for udvisningsdømte persone. En avis havde en længere artikel om Poul og mig
4) Jeg har været aktiv i Alliancen (en arbejdsgruppe i protesten mod planerne om Lindholm). Her står jeg så med nogle af de andre medlemmer af arbejdsgruppen.


5.5 Båltale – Sankt Hans 2019

Jeg holdt årets båltale på havnen i Kalvehave. Her er talen:

”… hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde. Dem vil vi fra livet med glædesblus holde … ” Sådan synger vi med Holger Drachmanns tekst fra 1885. 

Bålet og heksen, der sendes til Bloksbjerg er et symbol på, at man vil holde det onde væk. Jeg skal afholde mig fra at komme med forslag til, hvem der for tiden er vores heks, men jeg vil godt pegepå, hvad der for tiden er det onde, vi her i Kalvehave og omegn kæmper for at holde fra livet. Det er kampen mod et udrejsecenter på Lindholm. Vi vil fred her til lands, og vi kæmper for at genvinde den fred, vi havde indtil november 2018, hvor vi fik beskeden om et udrejsecenter på Lindholm.

Vi vinder kampen, det tror jeg fuld og fast på. Kampe kan vindes, hvor hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde, som vi også synger i midsommervisen. I Kalvehave og omegn er der både en stærk kampånd og mange varme hjerter. 

Min mand og jeg har kun boet her i få måneder. Vi var meget i tvivl om, hvorvidt det var en god idé at flytte til dette her sted, hvor vi ikke kendte et eneste menneske, men det blev altså til, at vi sprang ud i det, og vi er blevet taget helt utroligt godt imod her i dette hjertevarme, skønne samfund, hvor der er så meget at værne om og kæmpe for.

Da jeg begyndte at tænke over, hvordan jeg her i båltalen kunne sige noget om alt det, der er at værne om og kæmpe for, følte jeg, at jeg var ved at formulere et forslag til en kanon for Kalvehave og omegn. Ikke en kanon – der skal ikke skydes – Ikke en kanon, som når man synger Mester Jacob forskudt, men en kanon i betydningen af en rettesnor for en fremtid, der hviler på værdier, vi er fælles om, og vil kæmpe for. 

Ordet ’kanon’ begynder med k, som i Kultur. Den levende og vigtige kultur, der er i Kalvehave. Den kultur vi fx oplever, når den Gule Stald har foredrag eller kunstudstilling, når Musikvennerne spiller, når der kommer kunstnere udefra, når der er åben scene med indslag (som måske ikke lige går an på Operaen i København, men som har et særligt nærvær og en særlige charme, fordi det er vores egne folk, som optræder,medens frivillige kræfter sørger for, at der er pænt og hyggeligt i stalden, og at man købe øl, vand mv.) Og for nylig havde vi et fint grundlovsarrangement. I Kalvehave bobler kulturen.

Andet bogstav i ordet ’kanon’ er a som i ordet Aktivitet, og det er et godt kendetegn for Kalvehave, hvor der bades både sommer og vinter, fiskes, sejles, camperes, arrangeres fælles gåture, fællesspisning, havnefest, loppemarkeder og meget andet – sikkert også meget, som jeg endnu ikke har fået kendskab til, og har hvor vi har offentlig transportmuligheder, et par sociale institutioner, foreninger, en velfungerende butik, en café og forskellige andre former for erhvervsliv. Alt sammen noget, man ikke kan tage for en selvfølge i et lille samfund. Noget vi skal blive ved med at værne om, kæmpe for og videreudvikle. 

Det tredje bogstav i ordet ’kanon’ er n som i Natur, og netop naturen i Kalvehave og omegn er noget helt særligt. Her er så ubeskriveligt smukt med vandet, skoven, dyrelivet og udsigten til Møn og Lindholm for den sags skyld – og alt det andet. Vores natur er så fantastisk, at den har en stor og selvfølgelig plads i min kanon. 

Det fjerde bogstav i ordet ’kanon’ er o som i Omsorg. Jeg har valgt ordet ’omsorg’, fordi vi har så meget fint at passe på, og fordi vi er et relativt lille samfund, skal vi i særlig grad drage omsorg for hinanden, for fællesskabet og udviklingen. Det gør vi: i Kalvehave viser man hinanden omsorg og lader fællesskabet omfatte tilflyttere – det har jeg jo mærket – og flygtninge, som detskete i 2015, da der kom en gruppe syriske flygtninge hertil og blev taget så godt imod, at Kalvehave fik en integrationspris. Jeg boede her ikke dengang, men jeg er glad for at komme til et samfund, der handler sådan. 

Omsorg handler ikke bare om, at vi skal drage omsorg for hinanden. Vi skal også drage omsorg for naturen. Det er ikke nok, at naturen er smuk. Den skal også være ren, mangfoldig og bæredygtig, så Kalvehave også er et skønt sted, når vores børn og børnebørn – og deres børn – er vokset op. 

Jeg tror, at Kalvehave er det skønneste sted i Danmark, men jeg er jo nok inhabil i den vurdering, fordi jeg er blevet helt forelsket i stedet her. 

Det sidste bogstav i ordet ’kanon’ er igen et ’n’. Denne gang lader jeg bogstavet står for ordet Nærdemokrati. I Kalvehave og omegn har der været nogle kampe for at blive hørt og få indflydelse. Der var fx kampen om skolen. Den blev tabt, men jeg er glad for, at der blev kæmpet, og at Kalvehave trods tabet viser kraft til at tage flere kampe. Her kæmper vi i sandhed for det, der er kært. 

Allerede inden vi – min mand og jeg – var flyttet hertil, blev jeg dybt involveret i den aktuelle kamp for vores lokalsamfunds interesser og fremtid som et levende og trygt sted. Dette omfatter kampen for at blive hørt og forstået med respekt for den mængde seriøs viden, vi har præsenteret folketingets medlemmer for. Det har været – og er stadig – en lang og drøj kamp, men sammen er vi stærke, og kampen fortsætter så længe, det er nødvendigt. Godt, at vi har Møn og resten af Vordingborg Kommune med os. 

Når kampen om Lindholm er vundet, skal vi ikke læne os selvtilfredse tilbage. Vi skal aktivt bidrage til et Danmark, hvor også mennesker i lokalsamfund bliver lyttet til og inddraget. Vi skal vise, at vi ikke accepterer at blive brugt som brikker i dårlige politiske beslutninger. Men vi skal ikke kun være på barrikaderne, når vi bliver trådt under fode. Vi skal uophørligt være aktivt deltagende i både det lille og det store fællesskab. For nærdemokrati er – ganske som det store demokrati – ikke noget,der er vundet en gang for alle. 

Det er noget, der altid skal kæmpes for, og hjerterne må aldrig blive tvivlende kolde. 

Så med denne kanon: Kultur, Aktivitet, Natur, Omsorg og Nærdemokrati vil jeg ønske jer alle en god sommer, og sige tak fordi jeg blev inviteret til at holde båltalen.