5.3 Supergode flyttemænd, æstetisk stress og en symbolpolitisk svømmetur

Flyttebilerne kom på Christianshavn i torsdags klokken syv om morgenen. De fire flyttemænd præsenterede sig med et håndtryk og tog så fat. Effektivt, nænsomt og professionelt fik de pakket, og efter få timer var det hele båret ind i vores hus i Kalvehave. Stort set alt stillet hen, hvor det fremover skal stå. STOR ros til de søde og dygtige flyttemænd: Kenny, Jonas, Lukas og Tobias fra R&H- Flyt i Holbæk. 

Men nu roder vores hus forfærdeligt. De mange kasser med bøger kan ikke blive tømt, før reolerne er i balance på de gamle skæve gulve og forsvarligt fastgjort, så de ikke vælter, men Poul har knoklet med det, så her søndag aften er det meste af biblioteket på plads. Værre er det, at tæpperne og en del af møblerne, som passede godt til lejligheden, ikke passer helt så godt her i det smukke, meget lyse hus, som næsten minder om et badehotel. Selvfølgelig er det ikke vigtigt, om alt harmonerer i stilen, men jeg er altså lige ved at få “æstetisk betinget stress”. Lidt overdrevet, men jeg er lidt frustreret over, at der er knas i æstetikken. 

I går, lørdag var vi til et arrangement på havnen. De radikales formand, Morten Østergaard svømmede fra Lindholm til Kalvehave for at sætte fokus på det vanvittige symbolpolitiske i beslutningen om Lindholm og andre af blå bloks symbolpolitiske beslutninger. Det var et godt arrangement i det skønneste forårsvejr, man kan få i marts. Og talerne blev fint suppleret med de lokale Musikvennerne. En lille fin havnefest- hvis det ikke lige var for det alvorlige i anledningen til arrangementet.

8.2 Om ældreboliger og dårlig samvittighed

I dag har Politiken to hele sider om boliger til ældre mennesker – at de bor i alt for store parcelhuse, og at der mangler små ældrevenlige boliger … hmm … ja, tja …  Da jeg i 1980’erne underviste i sociale fag på social- og sundhedsuddannelserne, talte vi også meget om det med at flytte i tide. Og det er selvfølgelig et slogan, som ikke kan modsiges. Hvem ønsker at flytte i utide? Spørgsmålet er, hvornår det er på tide, og hvad man skal flytte til?

Når jeg læser om det fornuftige i, at ældre mennesker flytter i små, ældrevenlige boliger, får jeg ærlig talt dårlig samvittighed over det, vi har gjort. Vores valg er rent faktisk et normbrud, måske grænsende til uansvarlighed. På den anden side set er vores flytning et forsøg på at bruge livet lystfuldt – så længe vi har det. Vi er fuldt ud bevidste om, at vores restlevetid er overskuelig. Jeg er kun 65 år, men Poul er fyldt 81 år, og der er vel ingen grund til at sætte sig passivt tilbage for at vente på døden.

Men så kunne man jo i stedet bruge noget af friværdien på at rejse jorden rundt eller gøre mere for børnene. Ja, det kunne man, men vi havde bare så meget lyst til en dagligdag med tomater fra eget drivhus, frisk luft, urter fra egen urtehave, blomster, bålplads og stilhed. Vi har ikke lyst til jordomrejser. Vores børn klarer sig godt, de brokker sig på ingen måde over vores valg, og det skal ikke være sådan, at man er forpligtet til at forære sine midler til børnene mens man lever. Hvis jeg bliver lige så gammel som min mor, har jeg mere end 20 år tilbage. Den tid skal leves. Sådan skal det være for os og til den tid også for vores børn. Jeg håber, at de ser vores liv som et eksempel på, at man også i pensionistlivet kan vælge, handle og opleve. Og jeg krydser fingre for, at vi får en del gode år i vores smukke hus. I hvert tilfælde kommer vi ikke til at ærgre os over, at vi ikke tog chancen.

8. Om aldring og alderdom

Lige siden mine unge dage har jeg interesseret mig for aldring og alderdom. Mit perspektiv har været pædagogisk, sociologisk og filosofisk. I min blogs punkt 8 skriver jeg derfor om alderdom og aldring i indlæg, som relaterer sig til vores beslutning om at flytte fra en god, ældrevenlig lejlighed i byen til et stort hus med stor have

8.1 Om at sætte lighedstegn mellem alderdom og dårlig opførsel

I denne uge (uge 11) har der været en del avisskriveri om et interview, hvor Ghita Nørby  overfuser intervieweren. Jeg har kun hørt uddrag af interviewet men læst flere avisartikler, hvor Ghita Nørbys opførsel bliver beskrevet som tegn på alderdom, demens og misundelse på interviewerens ungdom. Det gør mig vred, og jeg har skrevet et par indlæg på twitter og facebook om det.

Jeg betvivler ikke, at Ghita Nørby har opført sig rædsomt, men det er ikke i orden at journalisterne uden videre skriver, at dårlig opførsel nok skyldes alderdomssvækkelse. Dårlig opførsel er altså ikke en del af en såkaldt almindelig aldring. Og alder betyder ikke automatisk misundelse på unge menneskers ungdom. En sådan opfattelse afspejler et negativt, fordomsfuldt syn på alderdom: gamle mennesker som sure, bitre og lidt ondskabsfulde væsener. 

Jeg skriver dette, fordi jeg interesserer mig for alderdom og aldringsopfattelser, og fordi min blog handler om, hvordan Poul og jeg opfører os her i seniorlivet.

Man bør jo altid – gennem hele livet – passe på den kostbare tid, men I den sene fase af livet vil flere af os være opmærksomme på, at tiden skal bruges godt. Man kan ikke forvente så mange nye muligheder for at gøre tingene om. Derfor – og her vil jeg nøjes med at tale for mig selv – vil jeg tilstræbe at:

  • bruge min tid på det, der reelt er betydningsfuldt.
  • undgå for megen tilpasning til tåbelige forventninger og normer.
  • være ærlig og modig i mine synspunkter og handlinger.
  • mærke og vise min kærlighed til mine kære.

“Sure gamle kone”, siger jeg somme tider om mig selv. Og det er faktisk sandt – i hvert tilfælde somme tider, fx når jeg udtrykker min ærlige mening om tåbeligheder og ideer, der trækkes frem, som om de lige er opfundet. “Åh, herregud. Det sagde vi også i 90’erne. Skulle det nu være noget nyt?” Eller når jeg højlydt irettesætter folks opførsel i bussen, eller når de smider affald på gaden. Det er nemlig også mit fællesskab og min jord, der skal passes godt på.

Men måske skal jeg føje endnu et punkt til min tilstræbelsesliste. Noget om at være tolerant. Men jeg nægter altså at være tolerant over for fordomme om aldring…  når jeg oplever sådanne fordomme, vil jeg tillade mig “en Ghita”.

7.1 Hjertebanken, en lille tåre og nye møbler

Det er drøjt at bo flere steder, så vi har besluttet, at vi flytter inden 1.april, selvom der endnu ikke er fundet en lejer til  vores lejlighed. Housing Denmark mener, at det er hip som hap om lejligheden fremvises med eller uden møbler, så nu er Poul ved at indhente tilbud hos flyttefirmaer. Måske bliver det 28/3. Derefter skal vi male lejligheden og have gulvene slebet og lakeret. Vi har boet der i 5 år, så lidt slid er der jo. 

Forleden nat vågnede jeg med koldsved og hjertebanken. Der er meget at klare, og jeg kan ikke lade være med at bekymre mig over økonomien i alt det, vi har gang i … tænk hvis der ikke kommer en lejer, og tænk hvis salget af sommerhuset trækker ud.

Et ældre ægtepar, som bor i nærheden, har været her med en dåse kager og en velkomsthilsen. Hang på dørhåndtaget, så vi har endnu ikke fået sagt tak. Jeg blev så rørt, at der trillede en tåre.

Vores nye møbler er kommet. Det er wegener-møbler. De er dyre (var det for dristigt, tænker jeg bekymret), men de er smukke, og de passer perfekt til stuen. Lige som jeg havde forestillet mig. Hver gang jeg bekymrer mig over økonomien, siger Poul med et smil: “Det er bare arvingerne, det går ud over”. Med hensyn til møblerne er den side af sagen nu ikke så slem. De er virkelig smukke og kan holde i flere generationer. Til gengæld opdagede vi, at der er flere fejl i det nye sofabord, øv men pyt. Det vigtige er, at den nye sofa og de nye stole helt levede op til forventningerne.. 

Nogle dage er gået med at skrubbe gulve (de har været kalket hvide, og det skal fjernes med masser af knofedt). Her i weekenden har Maja hjulpet, mens Anne Mette har styret køkkenet. Poul har malet to rum. Vi er vældig tilfredse … og så har vi fået plantet nogle blomster i krukker og fjernet noget af al den tang, der var skyllet op på stranden ved sidste stormflod. Der er hele tiden noget at gøre. 

I dag blev det også til en gåtur langs stranden hen til skoven t/r = 4.500 skridt målt på Pouls telefon 🤗

1) De nye møbler. 2) Der hang en pose på døren i dag – en dåse med kager og velkommen til Kalvehave. 3) foråret er alle vegne. 4) der er stadig meget tang, som skal skubbes ud, hvor det kom fra.

6.3 Sur Søndag

Vi har købt nogle nye møbler, som vil passe bedre i den nye stue. Der var relativ lang ventetid. I går den 2. marts kom så sofabordet. Direkte fra butikken – godt indpakket – blev det båret direkte ud i bilen. Først i dag i Kalvehave pakkede vi op. Vi glædede os til at få bordet stillet op i den nye, endnu ret tomme stue. Da Poul stod i entreen og pakkede bordet ud, kaldte han på mig: ”kom lige og kryds fingre for, at alt er i orden i pakken”

Men alt var ikke i orden. Langtfra. Bordbenene manglede. Og der var et hul på den forkerte side af klappen? Om igen. Øv, ER der da heller aldrig noget, som bare er i orden i første omgang? Vi ville gerne straks have kontaktet butikken, men det er søndag, så vi må væbne os med tålmodighed!

Vi har overtaget fiberforbindelsen fra sælger. Det har medført nogle samtaler og mails med Fibia. På et tidspunkt, da alt skulle være klaret, kom der en oversigt over vores abonnement. Fibia havde sat os på til et abonnement med en TV-pakke, vi helt eksplicit har sagt nej til. Flere opringninger og mails, og 1. marts, hvor alt skulle være i orden, kom der 4 mails fra Fibia. Nu var vi tilsluttet! Så da vi kom tilbage til huset i dag 3. marts, ville jeg straks på Internettet. INGEN FORBINDELSE!

Hmm, jeg kan nok ikke finde ud af den teknik, tænkte jeg. Læsning af manualer og mails. Opringning til kundeservice, ventetid. Så endelig en venlig ung mand i telefonen. Og hov! Der var sørme noget, de ikke lige havde fået klaret i Fibia. Så det var ikke mig, som ikke kunne hitte ud af det. Det er søndag, teknikerne arbejder ikke. Der går lige nogle flere dage… Suk … WIFI ligger i bunden af min behovspyramide (Maslows-udgave). Sammen med strøm på batterierne er det mere vigtigt (næsten da) end mad og drikke!

Da vi kom i dag, var vi løbet tør for olie. Vi var godt klar over, at det var tæt på, men vejret er godt, så vi troede, at vi kunne strække det til næste uge med at få olie på. De søde mennesker, som vi har købt huset af, har selv hentet olie frem for at få det bragt ud. Olietanken er nemlig ikke ret stor, og køber man mindre end 800 liter, koster det ret meget at få det bragt.

Det system med selv at hente og fylde fra en transportabel tank over i husets tank skal vi lige have styr på. Heldigvis var huset ikke særlig koldt og brændeovnen fungerer meget fint. Og sælger, som hedder Henning, kommer senere i dag for at hjælpe os. Han og hans kone Pia er umådelig hjælpsomme.

Vi har lidt for meget at gøre med de ejendomme, vi har. Bare vi snart får solgt sommerhuset og fundet en lejer til vores lejlighed. Men nu går vi en tur, og her er altså meget skønt 🤗