5.2 En aften i Den Gule Stald

På havnen i Kalvehave ligger det lille kulturhus ”Den Gule Stald”. Det hedder en stald, fordi bygningen engang blev brugt til de dyr, der skulle fragtes til veterinærforskningen på Lindholm. Den Gule Stald er et hyggeligt sted, hvor der sker relativt meget. En gang om måneden er der åben scene, hvor enhver kan melde sig til at optræde. Jeg har bare meldt mig som frivillig medhjælper til det praktiske, og i går blev jeg introduceret til opgaven med at stå i baren, lave kaffe og hvad der ellers hører med til at afholde arrangementer.

Det er ikke, fordi jeg mangler noget at få tiden til at gå med, men jeg synes det er vigtigt at understøtte aktiviteter i lokalsamfundet. Aftenen i går var også hyggelig om end et par af de optrædende ikke var så spændende efter min smag, men det er heller ikke det vigtigste. Allerede om to uger er der et arrangement igen og med mere professionelle musikere.

Og nu jeg er ved det kulturelle: den 22. marts er der operatur til Malmø (Operamiddag og Wagner: Den flyvende Hollænder). Det er musikforeningen Cæcilia, der arrangerer det, og tænkt, bussen samler op i Kalvehave.

– ja! vores lille by har store forhold. 

5. Knus, kultur, kærlighed og knaster i Kalvehave

Dette punkt handler om livet i Kalvehave. Hvad er det for et samfund, hvad foregår her, og hvordan bliver vi en del af lokalmiljøet.? Vi har været aktive fra begyndelsen. Det er væsentligt, men der har også været megen imødekommenhed fra indbyggerne dernede. Det og livet i lmindelighed i jeg skrive om her under punkt 5.

Facebook har gjort meget. Og jeg har været meget aktiv på dette medie. Det har i høj grad handlet om Lindholm, men der er også andet på facebook. Der er opslag om forsvundne hunde, tilbud om hjælp, arrangementer i Den Gule Stald og meget andet, fx billeder af solopgange og billeder som dette fra omkring 1930. Vores hus anes i baggrunden.



6.2 ØV, ØV

ØV, ØV. Vores lejlighed skulle have været vist frem i dag. Hele to hold potentielle lejere skulle være kommet, men en time før besøgene ringede de fra Housing Denmark, at begge besøg var aflyst. Øv, fordi vi gerne vil have det overstået. ØV, fordi vi har gjort rent, så hele lejligheden stråler, vi har vasket vinduer og købt blomster. 

Det er hæsligt at have sit hjem til udstilling. Forhåbentligt varer det ikke ret lang tid. 

7. Store og små beslutninger

19. Februar. De store beslutninger er truffet. Nu knokler vi med at få det hele til at hænge sammen: købet af huset i Kalvehave, udlejning af vores christianshavnerlejlighed og salget af sommerhuset. Købet er sådan set klaret. Beliggenheden er skøn, huset er smukt, lidt for stort og charmerende. Vi nyder udsigten og de skønne omgivelser, og vi er optimistiske med hensyn til al det arbejde, der kommer i hus og have. Sommerhuset er sat til salg. Processen med udlejning af lejligheden blev slået lidt tilbage, da vi valgte at skifte firma. Nu har vi valgt ”Housing Denmark”. Det virker professionelt. Er spændt på de billeder, der nu skal bruges. Så langt, så godt med de store beslutninger. 

Så er der de små beslutninger. Vi har fundet gardiner. Efter nogen research, hvor vi troede, at vi skulle have professionelt syede gardiner til en mindre formue, er vi endt med færdige gardiner fra Ikea – ja, såmænd. 

Vi så tilfældigvis de gardiner, da vi skulle finde en lampe til sommerhuset, fordi vi fjernede en lampe, som stammer fra mit barndomshjem. Det er almindeligt at sælge sommerhus med indbo. Det er i princippet fint, for hvad skulle vi stille op med de ekstra møbler. Der er dog nogle ting og sager, som betyder noget særligt for os. Et vævet tæppe, jeg købte på et væveværksted i Botswana for 30 år siden. Et par lysestager og vaser, vi har fået i gave og lignende. Og selvfølgelig de sager, vores børn fabrikerede, da de var små. Sådanne ting fjerner vi. I nogle tilfælde bliver tingene erstattet med andet, før fotografen og potentielle købere ser på huset. Der var også et par blomsterkrukker, som jeg holder særlig meget af. De er erstattet af nye, som vi har plantet til. Det skal se indbydende ud, men det giver jo også arbejde. Krukkerne var knokkeltunge at få tømt og flyttet.

Poul har lige haft fødselsdag. Den blev fejret i det nye hus. Min gave til ham var en skibsklokke i messing. En lillebitte beslutning! Den blev hængt op på muren ud til haven, og det ser flot ud. Som om den altid har hængt der. Meningen er, at jeg kan ringe med klokken fx ind til frokost. Poul hører ikke altid telefonen i lommen, når han går ude og arbejder, og så er jeg fri for at gå og lede efter ham. Da klokken var hængt op, gik vi ned for enden af grunden, helt ned til vandet. Maja ringede på den nye skibsklokke, og ja, den kunne vi fint høre. Vores ældste søn, Erik, drillede: ”snart har hele kvarteret lært, at der er dejlig frokost, når klokken ringer på Strandvej 22”.

Vi har jo fået flagstang. Poul har ønsket sig en flagstang i mange år, men vi har aldrig før haft en grund til det. Jeg bad fødselaren om selv at hejse flaget. Han er gammel spejder og kan den slags, og jeg har aldrig prøvet at hejse et flag. 

Fødselsdagen begyndte med dårligt vejr, og om eftermiddagen var vi til et (desværre ikke særlig godt) musikarrangement i Masnedøfortet. Derefter var vejret fint, men så var det lidt sent at hejse flaget. Men flaget vajede flot dagen før fødselsdagen, da Erik og hans kone Ingelise var på besøg.

1) Poul i arbejde 2) jeg huskede at tage glasset med fra sommerhuset, for det (glasset altså) har Maja malet for 25 år siden 3) Flaget blev hejst, da ældste-sønnen kom på besøg 4) morgensol set fra soveværelset.

6.1 Udlejning af vores lejlighed – bøvl og besvær

Den første plan var at sælge vores lejlighed. Så ombestemte vi os. Det er en dejlig lejlighed, og priserne stiger konstant i byen, så vi risikerer, at vi ikke kan købe en tilsvarende, hvis vi om nogle år ikke kan klare at bo i det store hus. Derfor prøver vi i stedet at leje den ud.

Vi har haft kontakt med et udlejningsfirma. Der blev lavet kontrakt og taget billeder. Og pludselig (uden at vi havde fået materialet til godkendelse) var den på Internettet. Desværre med en rædsom, ubehjælpelig tekst og med fotos i en forunderlig dårlig kvalitet. 

Underligt, for det er et etableret firma, som har formidlet lejligheder i årtier. En korrekturlæsning var da det mindste, man kunne forvente. Måske havde en korrekturlæsning ikke fanget den sætning om, at der er en stue med franske døre ud til en entré, der kan bruges til værelse …. jeg ville nu nødigt bruge entréen til værelse … men måske havde en korrekturlæsning dog fanget, at der er gulvarme i badeværelset.

Vi opsagde straks kontrakten. Firmaet mente ikke, at der var noget at komme efter, så vi kunne konstatere, at deres og vores kvalitetsstandarder er vidt forskellige. Og vi har mistet tilliden til deres professionalitet, hvilket ikke blev bedre af, at vi så fik tjekket på Trustpilot (det skulle vi have gjort med det samme).

Mægleren, som stod for sagsbehandlingen, ringede. Hun var meget vred og fortalte, at vi ikke ville slippe for vederlaget – og de havde dygtige advokater …. Efterfølgende  kom en mail fra direktøren: firmaet imødekom vores krav om at få afsluttet sagen uden omkostninger for os.  Det var dog ordentlig snak, men alligevel en træls sag.

Det er jo ikke lige den slags bøvl, vi har reserveret kræfter til. Nu må vi starte forfra med et andet formidlingsfirma.

Lejligheden er nu “i stald” hos Housing Denmark: https://housingdenmark.com/da/premium/house/201903520/109-m2-lejlighed-kobenhavn-k


6. Det går ikke altid let

Jeg har skrevet en del om vores tvivl og usikkerhed i forhold til projekt “flytning i høj alder”, og jeg har skrevet om de mange glæder, der allerede har vist sig. Og om ærgrelsen over planen om et udrejsecenter på Lindholm.

Punkt 6 i min blog skal handle om bøvl og besvær, for det hele går jo ikke bare nemt og glat. Vi har meget på spil i omorganisering af de fire ejendomme, vi har for tiden: to (sommerhus og en forældrekøbslejlied) skal sælges, vores nuværende bolig skal udlejes, og huset i Kalvehave skal gøres til vores nye hjem.

Somme tider er vi for trætte, somme tider flimrer Pouls hjerte, somme tider bliver det hele lidt uoverskueligt, somme tider bliver jeg utålmodig og somme tider kommer noget helt på tværs af vores planer. Det er blandt andet lige sket ift udlejning af vores lejlighed på Christianshavn. Det skriver jeg om i afsnit 6.1. Senere tilføjer jeg andre afsnit her under pkt. 6 – for der skal nok dukke mere op …

4. Malurten i bægeret: Udrejsecenter Lindholm

Netop da fortrydelsesfristen for købet af huset var overskredet, kom meldingen om udrejsecenter Lindholm.

Jeg gik hurtigt ind i modstandskampen med masser af indlæg på facebook, læserbreve i aviser mv.: vi vil ikke have det udrejsecenter på Lindholm. Området og øen er ikke egnet, og vi kan ikke bære det i vores lille by.

Tanken er, at centret skal være opholdssted for mere end 100 udvisningsdømte personer. Nogle af dem har begået meget alvorlig kriminalitet, og nogle politikere har ønsket at isolere dem på en ø. Ifølge forskellige internationale konventioner må de dog ikke interneres under fængselslignende forhold. Derfor skal de have jævnlige færgeafgange til fastlandet, og de kan frit opholde sig her på alle tider af døgnet, hvis bare udrejsecentret er deres primære opholdssted.

Færgen sejler til/fra Kalvehave havn, og Kalvehaves 650 indbyggere ryster over udsigten til at skulle være hoveddør for omkring 100 udvisningsdømte mænd. Vi frygter, at de er vrede, desperate, måske radikaliserede og frustrerede over at blive sendt ud på en ø uden fremtidsudsigter.

Kalvehave har børnehave, specialskole, familiecenter, over hundrede sommerhuse og timesharelejligheder med 200 ejere. En lystbådehavn med omkring 200 lystbåde, hvoraf flere flyttes, hvis udrejsecentret realiseres. Huspriserne er truet …

Ja, jeg mener, at det er helt rimeligt at være bekymret over det med huspriserne. Problemer med at sælge kan stavnsbinde os til en bolig, vi på et tidspunkt ikke magter. Desuden er det ikke sjovt at bo i en by, som måske mister indbyggere, turister, aktiviteter og måske byens eneste dagligvareforretning. 

Små byer i udkantsdanmark har det svært nok i forvejen, og et udrejsecenter specielt for personer med kriminelle baggrunde gør det ikke nemmere. 

Men der er ikke noget så skidt, at det ikke er godt for noget, som min mor ofte sagde: i kampen mod udrejsecenter Lindholm har vi fået flere gode venner i Kalvehave – allerede inden vi er flyttet til byen. 

4.2 Protestsange i Den Gule Stald – og nye venner

I dag 10/2 var der her i Kalvehave et sing-a-long, som denne gang var omdøbt til sing-ø-long, fordi temaet var Lindholm. En række lokale musikere optrådte med musik og protestsange. Arrangementet blev afholdt i det lille lokale kulturhus, som hedder Den Gule Stald. Navnet kommer af, at her blev dyr opstaldet mens de ventede på at komme om bord på færgen til Lindholm. 

“Hej”, sagde Jørgen, da vi kom. Ham lærte vi at kende ved demonstrationen forleden. “Hej” sagde Jens, Susanne, Henrik og flere andre … “Er I flyttet ind?” spurgte Niels og præsenterede to andre, som bor i nærheden af vores nye hus. “Jeg sender dig lige min mailadresse” sagde Dorte:“men vi ses jo”. Dorte bor også på Strandvej, og vi har allerede en aftale om noget, vi skal sammen. Det fortæller jeg om en anden gang.

Vi kender allerede mange mennesker i Kalvehave. Og det er rigtig dejlige mennesker. Nogle er allerede blevet vores venner.

Arrangementet “sing-ø-long” var et forrygende. Energien og kreativiteten er enorm hos disse overvejende gråhårede folk. Der er tryk på, når de går i gang på scenen. Fællesskabet trøster i ærgrelsen over nogle politikeres Lindholm-plan. 

5.1 Dage i et halvtomt hus, pris på sommerhuset og boller i karry

Lørdag. Vi har haft huset i otte dage. Et par af dagene var vi i Kbh., men mest har vi været i vores nye hus. Sparsomt møbleret med to senge og nogle få møbler fra sommerhuset og fra pulterrummet i byen. Maja (yngste datter) og Anne-Mette har været på besøg og sov på madrasser på gulvet. Vi kan ikke flyttet møblerne herned, før vi har fundet en lejer til vores christianshavnerlejlighed. En tom lejlighed er jo ikke så inspirerende.

Vi får ikke lavet så meget på huset. Har været trætte. Hele processen med handel har tæret lidt på kræfterne. Vi har fire boliger i spil: et sommerhus, som skal sælges. Vores lejlighed på Christianshavn, som skal lejes ud. En forældrekøbslejlighed, som skal sælges, og huset i Kalvehave…. meget skal hænge sammen, og banken skal have tillid til, at det hele falder på plads, inden vi er ruineret eller døde (det sidste er en ironisk kommentar til de strammere regler for lån, når man er i vores alder). 

Nu har vi haft en mægler til at se på sommerhuset. Vi har elsket det sommmerhus, som vi fandt for snart fem år siden ved at google “sommerhus med vandudsigt”. Så blev det Sydsjælland – et område af Danmark, vi jyder ikke kendte og ikke før havde set potentialer i – og nu bliver det vores hjemsted. Mægleren mener, at sommerhuset skal koste 1.1 mio. Det er et fint hus med 2.500 m2 grund lige ned til fjorden. Vi har gjort meget ved det og kommer ikke til at holde pengene hjemme, men vi købte det heller ikke som en investering. 

I dag har vi set på gardinstof. Det er svært at finde noget, som ikke skæmmer de meget store, smukke buede vinduer. Vores forgængere havde ingen gardiner, men jeg holder ikke af de store “sorte huller” når det er mørkt. Vi har hentet ting i sommerhuset og sluttede dagen med rigtig mormormad lavet i vores nye køkken, hvor vi endnu kun har få remedier. Det gik.. og det er mange år siden, vil sidst har fået boller i karry!

Der arbejdes og holdes pauser. Og det er umuligt at holde øjnene fra udsigten, selvom det er en grå februardag.

4. 1 Til demonstration på havnen

I dag 6. Februar var medlemmmer af  udlændinge- og integrationsudvalget på tur til Kalvehave og Lindholm i anledning af planen om at placere et udrejsecenter på øen Lindholm. Færgen dertil sejler fra Kalvehave havn, og i Kalvehave er vi bange og vrede, fordi udrejsecentret skal rumme over 100 udvisningsdømte personer, som så vil få Kalvehave som deres “fordør” og opholdssted, når de kommer til og fra centret. 

Og vi må forvente, at de vil opholdesig i vores lille by: 100 udvisningsdømte mænd i en by med 650 indbyggere. Børnefamilier overvejer at flytte, og vi er bange for at miste mange af de omkring 200 mennesker, som har båd liggende her i havnen. Det samme med de 200 ejere af timesharelejlighederne, som ligger her på havnen i Kalvehave. Turismen er truet, trygheden er truet – og huspriserne! Vi havde ikke købt vores skønne hus her, hvis vi vidst det om Lindholm. Den melding kom en uge efter at vi underskrev købsaftalen. 

DF og VLAK-regeringen ønskede at isolere de udvisningsdømte på øen, men det er ikke lovligt. Det har regeringen og DF måttet sande, og de vil så bare lave flere daglige færgeafgange. Der er tale om ren symbolpolitik, der kommer til at koste op mod en milliard og belaste lokalsamfundet urimeligt. Vi var omkring 300 til protest på havnen i dag. Projektet er dumt og dyrt. Pinligt for Danmark og meget ærgerligt for os i Kalvehave.

Men det var en fantastisk oplevelse at være sammen med så mange vores gode, engagerede og dejlige mennesker. Vi har allerede fået gode venner. 

DFeren Martin Henriksen var bestemt ikke nogen populær gæst i Kalvehave – og suk, så ubehagelige holdninger, han står for (Billedet er fra SN.dk den 6/2-18’